Lyt til tv. Iben Have
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Lyt til tv - Iben Have страница 11
En fjerde anvendt type musik i dokumentarudsendelser er centraleuropæisk klassisk musik, der dog ikke bruges så meget i det aktuelle materiale. Bureaukratiets slagmark med Beethovens tema over “Ode an die Freude” er den eneste udsendelse, hvor denne musiktype dominerer. Jeg har tidligere nævnt DR-dokumentarserien Børnenes kamp, der også blev sendt i år 2000, men som var en genudsendelse fra år 1999. Her bruges udelukkende Vivaldis musik fra De fire årstider. Ellers er det karakteristisk, at denne type musik især høres i sekvenser med de kongelige eller overklassen, hvilket også er tilfældet i forbindelse med anvendelsen af Mozarts musik i Krig og kærlighed og hos overklassefamilien Klinker i Den russiske barnepige, hvor der dog i det sidste tilfælde efter al sandsynlighed er tale om diegetisk musik fra radio eller cd.
Endelig er der den øvrige etniske musik (centraleuropæisk klassisk musik kan også karakteriseres som etnisk musik), der bruges som henvisning til en bestemt kultur eller et geografisk sted. Det er der eksempler på i Bureaukratiets slagmark i forbindelse med Boliviaprojektet (jf. analysen kapitel 7) og i De pædofile danskere i forbindelse med besøget i Indien (jf. analysen kapitel 12). Også schlagerne fra 40’erne i Edderkopaffæren bruges til at skabe og henvise til en bestemt kultur, geografisk og historisk, nemlig til efterkrigstidens Danmark. I udsendelsen Den russiske barnepige minder musikken imidlertid om javanesisk gamelanmusik pga. intervallerne i marimbamelodien samt de ubestemmelige “organiske” og metalliske percussionlyde. Musikkens kulturelle henvisning bliver således ikke så specifik, som hvis vi havde hørt balalajkamusik.
I princippet er al slags musik tænkelig i dokumentarudsendelser, men på baggrund af mit øvrige kendskab til andre danske og udenlandske dokumentarudsendelser vil jeg hævde, at de musikalske typer trukket ud af 2000-udsendelserne ovenfor er nogenlunde repræsentative for tv-dokumentarmusik generelt. Ambientmusikken er langt den mest brugte, og faktisk kan begrebet bruges som en overordnet paraply for størstedelen af musikken nævnt ovenfor. Techno, electronica, filmmusik og megen etnisk musik kan som nævnt også karakteriseres som ambient (Prendergast 2003). Ambientmusikken har rødder tilbage til Erik Satie og John Cage, og begrebet bruges om alt lige fra new age til dance- eller noise-music. Fælles for denne musik er, at den etablerer soundscapes eller stemningsbilleder frem for et progressivt, teleologisk musikalsk forløb, hvilket dog ikke betyder, at den ikke indeholder en retningsfornemmelse i musikkens mikrostruktur.
Musikken i de aktuelle dokumentarudsendelser kommer og går ubemærket, typisk med en varighed på mellem 20 og 70 sekunder. De længste forløb høres i anslagene, hvor både den handlingstematiske og musikalske præmis præsenteres. Det er som regel hovedtemaet, der høres her, for så at brydes op i fragmenter i resten af udsendelsen. Også under krediteringen til sidst i udsendelsen høres musikken i et længere forløb. Karakteristisk for næsten alle 37 udsendelser er, at musikken er placeret i overgangene mellem scenerne, hvor den ofte virker evaluerende eller forberedende på stemninger i udsendelsens sekvenser – noget jeg vender uddybende tilbage til i analysen af De pædofile danskere. Visuelt består disse overgange enten af billedkollager, iscenesatte studieoptagelser eller udpegning af lokaliteter. Kollagerne indeholder sammensatte billeder fra udsendelsen, der sammen med musikken skaber rum for en kort eftertanke, især i de tilfælde hvor der ikke samtidig høres voiceover eller andre informationer. Det gælder f.eks. flere overgange i Snyd for statens penge. På samme måde kan der skabes frirum i forbindelse med de mere iscenesatte sekvenser bestående af bearbejdede studieoptagelser, som for eksempel billederne af de roterende kvindetorsoer i Næsten en dødsdom (jf. analysen kapitel 9). Det gælder også sekvensen fra de to udsendelser om Tvind, hvor Amdi Petersen er projiceret op på en grov væg i et rodet kontor med ringbind og Karnov strategisk placeret som rekvisitter, eller sekvensen med et computeranimeret krakelerende æg og fødevareminister Henrik Dam Kristensens gentagne udtalelse i Ministerens syge plan. Oftest vil der dog i disse overgange være en voiceover-stemme, som leder fortællingen videre. Overgangene kan også bestå af udpegning af lokaliteter. Her kan musikken få næsten ledemotivisk karakter i koblingen til et bestemt sted. Det viste sig f.eks. i flere overgange i En morder vender hjem, hvor et bestemt tema høres, mens vi ser huset, hvor Peter Lundin og hans far dræbte moderen. Samme princip anvendes i forbindelse med aftægtsboligen i Kærlighed på Havklev. Musikken høres kun sjældent under hele interviews, men forekommer hyppigt sammen med voiceover i disse overgange, hvor fortællingen trækkes op på et mere generelt perspektiverende plan.
Jeg nævnte tidligere, at der ikke viser sig nogen tydelige tendenser i forbindelse med, hvilken musik der anvendes til hvilket emne. Til gengæld viser der sig nogle forskelle i musikken brugt i henholdsvis DR-dokumentars og TV 2 dok.’s programmer. Hvor TV 2 dok. slet ingen ballader bruger, er det den mest brugte musiktype i DR-dokumentars udsendelser. TV 2 dok. bruger derimod flere lydkollager med droner og suspenseelementer, der er mere integreret i udsendelsens lydunivers. Dette skyldes vel til dels, at lydtekniker på Nordisk Film, Thomas Gulyás, er involveret i seks af de 14 udsendelser fra TV 2, selvom det er uklart, hvad han producerer selv, og hvad der er prækomponeret musik. De udsendelser, der er mest melodiske på TV 2, er de to udsendelser, der bruger symfonisk filmmusik (Destination kaos, Krig og kærlighed). For DR’s vedkommende kan det skyldes en tradition med at benytte “rigtige” komponister og dermed mere melodisk, harmonisk musik. Man kan metaforisk sige, at TV 2 benytter en “hårdere” og “køligere” musik bestående af atonale suspenseelementer og DR en “blødere”, “varmere” musik betående af melodiske og harmoniske temaer med et akustisk klingende melodiinstrument. Selvom udsendelserne næsten alle blander det personlige og det almene, det faktiske og det iscenesatte i forskellige grader, så afspejler musikken alligevel også en forskel i de to redaktioners retorik og dramaturgiske opbygning af udsendelserne. TV 2 dok.’s udsendelser er generelt mere journalistisk kritiske og afslørende. Sagen er her tydeligere end hos DR-dokumentar, hvis udsendelser er mere skildrende og observerende og giver det personlige perspektiv mulighed for at træde tydeligere frem. Også hvis man ser bort fra de ni observerende dokumentarudsendelser på DR, er tendensen tydelig. Visse af udsendelserne går dog imod denne påstand. Det gælder Krig og kærlighed og til dels Næsten en dødsdom på TV 2 samt dokumentarserien om EU og Ministerens syge plan på DR. Eftersom et par af disse udsendelser indgår i bogens fem næranalyser, er tendensen ikke så tydelig, hvis man udelukkende ser på de fem analyser.
Signaturerne
Både TV 2 dok. og DR-dokumentar har udstyret deres udsendelser med en indledende audiovisuel signatur på hver ca. 10 sekunder. Disse signaturer eller vignetter er sammen med forudannonceringen med til at indstille recipienterne på en bestemt type programmer. De er med til at rette os på en bestemt måde mod udsendelsen. I dette afsnit præsenterer jeg de to signaturer som ledsagede de 37 udsendelser, da de blev sendt i år 2000. De to redaktioner har siden ændret signaturerne.