en konkret dokumentarudsendelse, der dog godt kan indeholde – og som regel gør det – elementer fra andre prototyper. Plantingas tredje æstetiske prototype, den poetiske dokumentar, forekommer ikke i mit materiale i så overordnet og ren en form som de to andre. Den står stærkest i dokumentarfilmen, der ofte betjener sig af mere lyrisk-associative virkelighedsbeskrivelser, som fremstår mere stilistisk bearbejdede – i Danmark repræsenteret af instruktører som Jon Bang Carlsen og Jørgen Leth. I mit materiale optræder den poetiske prototype netop mere som en tendens i enkelte sekvenser i flere af udsendelserne, f.eks. i folklorekollagen og det “hammershøiske” vindue i Bureaukratiets slagmark (se analysen side 99 og 100). Hvor den autoritative prototype typisk vil anvende en mere funktionel og homofon æstetik, er stilen i den poetiske prototype mere ekspressiv og polyfon (begreberne forklares i kapitlet “Musikkens rolle i den audiovisuelle kontekst” side 108).
I 80’erne og 90’erne var der et boom i dokumentarprogrammerne på dansk tv, hvilket ikke kun baserer sig på danske produktioner, men også det øgede antal af især engelske og amerikanske dokumentarprogrammer og reality-koncepter, som også er med til at præge de danske produktioner. Der tegner sig derfor i dag en fjerde tendens inden for den danske dokumentarisme, som man kunne kalde docu-light. I public service-udgaverne er det f.eks. docu-soaps eller hverdagsdramaer, som de ofte kaldes, der omhandler almindelige menneskers hverdag i færd med at tabe sig, i et hospitalsmiljø, i et strippermiljø osv. I de mere kommercielle udgaver er det f.eks. reality-shows som Big Brother, Robinsonekspeditionen og Paradise hotel. Docusoaps minder om den observerende dokumentar, men det er ikke længere en sag, der følges, men en skildring af levet liv. De faktuelle dramaer viser sig at være en god forretning for tv-stationerne. De har lige så høje seertal som fiktionsdramaet, og de er meget billigere at producere. Andre former for dramatiseret dokumentarisme er de såkaldte dokudramaer, hvor faktuelt stof indsættes i en fiktiv dramatisk form (”based on a true story”) og dramadokumentar, hvor fiktive historier iklædes dokumentarisk stil (som f.eks. X-files-episode 150-udgaven nævnt side 27). Ingen af disse to former produceres særlig ofte i Danmark, men importeres fra England og USA (Bondebjerg 2000, 196).
I dag eksisterer der således forskellige tendenser for tv-dokumentarisme side om side i et broget udbud, hvoraf jeg har trukket fire hovedtendenser ud: 1) den autoritative, journalistiske dokumentar; 2) den åbne, observerende dokumentar; 3) docu-light-tendenserne og 4) den mere poetiske dokumentarfilm. Disse forskellige tendenser eller prototyper har påvirket hinanden indbyrdes. Overordnet kan man sige om den generelle udvikling, at der i slutningen af 90’erne er sket en drejning af den dokumentariske profil fra den problemorienterede dokumentarisme til en mere faktuel underholdning. Bevægelsen er gået over snæver journalistisk objektivitetsideologi til større grad af retorisk frihed. Denne drejning, der ses både i tv’s generelle dokumentariske profil og i DR-dokumentar og TV 2 dok.’s mere seriøse, journalistiske programmer, afspejler en forskydning i offentlige diskurser og repræsentationsformer fra autoritative og formelle formidlingsformer til mere oplevelsesprægede og uformelle former – fra sag til menneskeligt drama.
Kontrakten om underlægningsmusikken
Jeg vil i det følgende se nærmere på musikkens rolle i tv-dokumentaren diskuteret ud fra de fire dokumentarformer, jeg præsenterede ovenfor: den autoritative dokumentar og den åbne observerende dokumentar som de to vigtigste for mit empiriske materiale samt deres modstykker i den “lette” dokumentar og den kunstnerisk bearbejdede dokumentar. Hvis man sætter de fire former op som poler på to akser bestemt af henholdsvis graden af journalistisk seriøsitet samt graden af æstetisk bearbejdning, tegner der sig et billede, som den kontrakt, vi indgår med udsendelsen, forhandles og kan diskuteres ud fra. Den ene akse går fra journalistisk seriøse til “light”-dokumentarprogrammer – en akse, der har strakt sig i forbindelse med de nye former for reality-tv. Den anden akse spænder fra registrering af virkeligheden til en æstetisk bearbejdning og iscenesættelse af samme – aksen indeholder derfor grader af “værker”, selv-bevidsthed, mere eller mindre tydelig fortællerinstans og det, medieteoretiker John Corner benævner “reality claim”. Akserne udelukker ikke hinanden. De enkelte udsendelser vil tværtimod ofte udfolde sig i spændet imellem akserne.
Figuren er inspireret af John Corners artikel “Sounds real: music and documentary”. De fire poler angiver ikke dokumentar-genrer, men fire dokumentariske tendenser, der blander sig i praksis.
Kontrakten mellem dokumentaren og recipienten forhandles blandt andet på baggrund af disse to akser, og med hensyn til musikken og den lydlige iscenesættelse generelt vil forventningen typisk være som angivet med den grå kegle – jo længere ned på akserne man kommer, jo mere musik og æstetisk bearbejdning vil der typisk være, og jo mere musik og bearbejdning forventer og accepterer vi. Modellen relaterer sig således også til den tidligere model over Ellis’ “working-through”-proces side 21. I denne model er kilen med musikmængden blot rejst op og orienterer sig kun inden for dokumentar-genren.
Det er min opfattelse, at der i forbindelse med DR-dokumentars og TV 2 dok.’s udsendelser både fra producentsiden og recipientsiden er en vis bekymring for, at underlægningsmusik på en eller anden måde undergraver programmets troværdighed og integritet. Historisk har der da også været (og er stadig) tradition for, at både den journalistiske og den observerende dokumentar af forskellige grunde har marginaliseret musikken, begrundet i henholdsvis journalistisk rationalisme og observationel minimalisme (Corner 2002, 358). Hvad angår den seriøse journalistiske dokumentar, skyldes det kravet om saglig fremstilling og informativ upartiskhed – et krav, der blandt andet opstod som reaktion på de propagandistiske dokumentarfilm fra 30’erne og 40’erne med deres deklamatoriske henvendelsesform og affektive virkningsæstetik.
For den observerende dokumentars vedkommende skyldes det skeptiske forhold til musikken, at den synes at forfalske den purisme og minimalisme, der er idealet i fremstillingen. Den observerende dokumentar forsøger ikke at leve op til upartiskhed, men at levere virkeligheden så ubearbejdet som muligt, hvilket betyder, at underlægningsmusikken er et fremmedelement. Forbeholdene med hensyn til musikken bunder således ikke i ønsket om saglighed og fremvisning af reelle hensigter, som i den journalistiske dokumentar, men i ønsket om at skabe og opretholde oplevelsen af, at virkeligheden er formidlet direkte og uden filter (Corner 2002, 364). Forventningerne og tendensen på den anden akse er derfor, at de programmer, der i højere grad giver sig ud for fortalte “værker” eller artefakter, anvender mere musik sammen med andre æstetiske virkemidler. Dette medfører ikke nødvendigvis udsendelser af høj æstetisk kvalitet, men en oplevelse af mere komponerede og selvbevidste udsendelser med en større frihed for den kreative bearbejdning, som i dokumentarfilmen.
Hvis man udvider den første akse til at gælde hele tv-mediets fakta/dokumentarflade, så vil nyhedsudsendelserne placeres i den mest seriøse ende af aksen. Nyhedsudsendelserne på de danske public service-kanaler er stadig stort set uden underlægningsmusik. Inden for de seneste 10 år er der dog sket et skred, da det nu langtfra er ualmindeligt, at der forekommer underlægningsmusik i indslag i f.eks. nyhedstimen på DR1. Først og fremmest i magasinprogrammerne som f.eks. Horisont, Profilen og Pengemagasinet, men også i selve nyhedspræsentationen, hvor indslag med featurepræg (historiske og anekdotiske indslag, portrætindslag osv.) ofte benytter underlægningsmusik i en eller anden grad. Mest tydelig er dog den forøgede anvendelse af diverse jingler og små musikalske episodemarkører (jf. side 81). Ca. midt på den første akse vil der så befinde sig diverse naturprogrammer, som vi kender dem fra f.eks. Animal Planet og Discovery Channel, hvor den megen musik blandt andet bruges til at give dyr menneskelige følelser og karakteregenskaber, så de f.eks. virker komiske eller triste, sløve eller hurtige, farlige eller kærlige. Andre middel-seriøse programmer er de populærvidenskabelige og historiske programmer, som vi f.eks. kender dem også fra Discovery Channel, samt amerikanske eller amerikansk inspirerede kriminaludsendelser, som der er en del af på dansk tv, f.eks. Dødens detektiver, Forsvundne danskere, Sagen uopklaret og Station
