en fyldt forelæsningssal efter en forelæsning har konstrueret samme viden, er med andre ord meget lidt sandsynlig inden for denne lærings- og kommunikationsteoretiske ramme.
Den anlagte systemteoretiske ramme klargør, at undervisning handler om at påvirke, og da der er tale om lukkede selvstyrende systemer, er dette en aktivitet, der ikke som sådan har en universel løsning. Den systemteoretiske tilgang, som den er fremlagt her, giver i stedet mulighed for at betragte kommunikation som en væsentlig faktor, når valg af undervisningsorganisering og valg af arbejdsformer skal besluttes.
Hvis læreren skønner, at forståelseskontrol er en vigtig parameter, kunne eksempelvis gruppearbejdsformer med mulighed for fortløbende vejledning være en mulighed.
Projektorganiserede forløb, hvor lærere og den/de studerende i mindre fora kan diskutere udvalgte faglige temaer, kunne ligeledes være en undervisningsorganisering, hvor kommunikationen har andre mulighedsbetingelser end eksempelvis undervisning på større hold.
Forskellige konfigurationer af samarbejde mellem studerende kan i denne optik give mulighed for kommunikation (om faglige temaer) og dermed give betingelserne for den enkelte studerendes fortløbende valg af forståelse og forståelseskontrol gode muligheder. Eksempelvis vil der i gruppebaseret kommunikation være mulighed for, i en stadig iterativ proces af meddelelser og valg af forståelser, at “forstyrre” eksempelvis den studerende og dermed den studerendes vidensproduktionsproces.10
Der er dog ikke nogen garanti indbygget i de forskellige undervisnings- og arbejdsformer. Med andre ord kan selv nok så megen kommunikation om et fagligt tema ikke garantere, at alle har valgt den forståelse, som var intenderet af eksempelvis læreren. Kommunikation kan på den anden side fremme forståelser i den forstand, at den løbende forståelseskontrol så at sige giver næring til fortsat kommunikation og fortsat videnskonstruktion.
I den forbindelse skal nævnes princippet om undervisningsdifferentiering, som her betragtes som et muligt didaktisk udgangspunkt.11 Da systemer er unikke, handler det om at gøre forskel for derved at give mulighed for at nå de opstillede mål. Det betyder eksempelvis, at den enkelte studerende gives mulighed for, via lærerens valg af materiale, arbejds- og undervisningsformer, at udvikle de i det valgte studium krævede kvalifikationer og kompetencer. Med andre ord ses princippet om undervisningsdifferentiering som et begreb omfattende de bestræbelser, der sigter mod at skabe en flerhed af tilkoblingsmuligheder, således at psykiske systemers specifikke betingelser for at koble sig til kommunikationen medtænkes, hvis dette er muligt, i forbindelse med undervisningens planlægning og udførelse.
Princippet om undervisningsdifferentiering og dermed ideen om at give optimale betingelser for så mange studerende som muligt er en vægtig opgave. Der er mange forhindringer i et sådant didaktisk udgangspunkt, hvor blandt andet store holdstørrelser kan være et alvorligt praktisk (kommunikations)problem. En mulighed kunne i sådanne tilfælde være at organisere undervisningsmiljøer, hvor forskellige mere eller mindre selvstyrende undervisnings- og arbejdsformer kunne danne grundlag for udvikling af de fordrede kvalifikationer og kompetencer.
Begrebet eksamen, som her betragtes som kommunikation, kan ses som uddannelsessystemets institutionaliserede kontrol af de fordrede kvalifikationer og kompetencer. Det drejer sig om et socialt system, der er designet til en særlig form for forståelseskontrol, i den forstand at eksamen – af blandt andet uddannelsessystemet – anses for måden at vurdere, om de studerende har fået udviklet og opnået de krævede kvalifikationer og kompetencer.
Uddannelsessystemet benytter sig i varieret omfang af forskellige prøveformer, og valg af prøveformer har betydning for fokus – set i relation til kvalifikations- og kompetencemål.12 Nogle prøveformer fokuserer eksempelvis på individuel paratviden og pensumtestning med udgangspunkt i lærerformulerede spørgsmål. Andre prøveformer fokuserer eksempelvis på problemorienteret gruppearbejde med udgangspunkt i en projektopgave.
Fokuseres der specifikt på udvikling af kvalifikationer og kompetencer, er det nærliggende at koble holdundervisning til kvalifikationsudvikling og gruppebaseret, problemorienteret projektarbejde til udvikling af kompetencer.13 Det forholder sig ikke nødvendigvis generelt på denne måde, idet den anlagte teoretiske ramme giver mulighed for, at nogle kvalifikationer kan udvikles i forbindelse med eksempelvis gruppearbejde, og nogle kompetencer kan udvikles i forbindelse med holdundervisning. Det afgørende i denne sammenhæng er, at læreren vælger at organisere undervisningen, således at udviklingen af de konkrete fordrede kvalifikations- og kompetencemål gives gode betingelser.
Variation i undervisningen er i sig selv ikke løsningen, men et didaktisk udgangspunkt for valg af undervisnings- og arbejdsformer.
Kvalifikationer – og kompetencer: et eksempel på en studieordningstekst
Følgende teksteksempel er udgangspunkt for den efterfølgende konkrete undervisningsplan. Der er tale om uddrag, der kobler sig til begreberne kvalifikation og kompetence, da det er disse begreber, der udgør omdrejningspunktet for det valgte fokus, som handler om arbejds- og undervisningsformer, disses begrundelse samt studerendes forudsætninger for deltagelse i de valgte organiseringer af uddannelsen.
Den valgte studieordning har i kapitel 1, §314 følgende formuleringer for uddannelsens mål, hvad angår kvalifikationer og kompetencer:
Kvalifikationer
Gennem studiet skal den studerende få et bredt kendskab til forskningsområder inden for formidling; med fokus på kommunikationsteori, læringsteori og IT-medier. Den studerende skal kunne forstå, anvende, analysere og vurdere udvalgte kommunikationsteorier, – have kendskab til forskellige IT-værktøjer, som kan bruges i forbindelse med formidling, – kunne forstå, anvende, analysere og vurdere udvalgte læringsteorier i forbindelse med pædagogiske og didaktiske problemstillinger, – have et grundlæggende kendskab til informationsindsamlingsmetoder som eksempelvis interview- og observationsmetoder.
Kompetencer
Via de forskellige discipliners krav om selvstændige oplæg og produktion af tekster til fællesbrug erhverver den studerende sig faglige og sociale kompetencer. De faglige kompetencer udvikles gennem at anvende, vurdere og reflektere udvalgte kommunikations- og organisationsteorier i forhold til konkrete IT-baserede kommunikationsprocesser samt gennem refleksion, vurdering og anvendelse af udvalgte læringsteorier på såvel konkrete som abstrakte problemstillinger.
Den studerende erhverver sig faglige kompetencer i form af at kunne begrunde, vurdere, anvende og reflektere over udvalgte dataindsamlingsmetoder og undersøgelsesdesigns, – kunne kombinere forskellige discipliners perspektiver på en foreliggende problemstilling.
Sociale kompetencer
Den studerende erhverver samarbejdsevne – gennem det praktiske arbejde med kommunikations- og samarbejdssystemer i netmedierede kommunikationsfora, – selvstændighed blandt andet via medansvar for afviklingen af undervisningen.
Derudover er arbejdet med projektet samt rammerne i forbindelse med arbejdet i såvel netbaserede som tilstedeværelsesbaserede kommunikationsfora medvirkende til udviklingen af faglige og sociale kompetencer, herunder kompetencen til at håndtere kompleksitet.
Af
