en lang taushed)
Gå udenom, sa’e Bøjgen. En får så her. —
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. —
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Neb det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøy ude af syne. —
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
krævbe, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strake arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, —
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. —
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt —
(går nogle skridt mod hytten, men standser igen).
Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge – ?
(Kaster øksen fra sig).
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
(i døren)
Kommer du?
(halvhøjt)
Udenom!
Hvad?
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
Men ikke for langt, du!
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.
(nikker efter ham)
Ja, vente!
(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)
(ÅSEs stue. Aften. En stokild brænder og lyser på skorsteinen. Katten på en stol ved sengefoden. ÅSE ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Å, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
Godkveld!
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se hernede.
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
(vrider på sig og går oppover gulvet)
Se så! Fra det tuge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri – !
Er du kold på fødder og hænder?
Ja, Peer; det er snart forbi. —
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, ladd den bli gild,
Å nej, der er sandt —
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.
Ja, ja
(ser uroligt om i stuen).
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt
(med et vrid)
Jeg ved, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var
