så havde du redet på bukken;det var rimlig nok, du var yr!
Ja, ja; lad den rægelen fare.
Lad dare den hele dag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden-en anden dag.
(Sætter sig på sengekanten.)
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, —
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast, —
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?
Den bær sig så stygt om natten;
du ved, hvad det varsel, du!
(afbøjende)
Hvad er her for nyt i bygden?
(smilende)
De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden —
(hurtigt)
Mads Moen, slår han sig tilfreds?
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; —
du, Peer, vidste kanske råd —
Men smeden, hvor er han havnet?
Å ti med den sidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du ved —
Nej, nu vil vi sammen snakke, —
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skake,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut!
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengetok
og bredte over mig felden,
og sang både stev og lok?
Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart for.
Felden var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.
Ja, men det allerbedste, —
moer, kan du minds det med? —
det var dog de glupe heste —
Ja, mener du ikke jeg vet – ?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol —
Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.
Der fremme i dumpen jeg kneiste —
Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, —
du var dog en kærlig sjæl – !
Hvad ynker du for?
For ryggen;
det volder den hårde fjæl.
Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.
(urolig)
Nej, Peer, jeg vil flytte!
Flytte?
Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.
Du snakker! Bred over dig felden.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok
Hent heller postillen i kottet;
jeg er urolig tilsinds.
I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos kongen og prins.
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo —
Men, snille Peer, er jeg buden?
Ja, det er vi begge to.
(Kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)
Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!
Kære Peer, hvad er det som ringer – ?
De blanke dumbjelder, moer!
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
Nu kører vi over en fjord.
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?
