fredløs, ja. Du har ikke moertil at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nære dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén
vil du mure dig hus, må du brydte sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. —
(Øksen synker; han ser frem for sig.)
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmed folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.
(Ler i harme.)
Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!
(Hugger hvast.)
En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte
(ser opad træet).
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter ehele sin længde; —
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
(Giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse.)
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.
(Dukker bag træet og kiger frem.)
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter – ?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud. —
Der setter han på sprang med næven i en klud.
(Rejser sig.)
Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg – ! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. —
Men hugge – ? For altid skille sig ved – ?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med, —
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
(Ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen.)
(En stue nede hos ÅSE. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. ÅSE og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)
(render til den ene side)
Kari, hør her!
Hvad godt?
(på den anden side)
Hør her – !
Hvor ligger – ? Hvor finder jeg – ? Svar mig; hvor er – ?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?
I nøglehullet
Hvad er det som ramler?
Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.
(grædende)
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
(Sætter sig på sengekanten.)
Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten; —
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.
Her i stuen får I dog sidde til jer død.
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten
(farer op).
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?
Der,
