ser du glasmesterøjet.Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør —
Det er galmands snakk!
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
Ingensinde, min ven.
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
Hvad vil du udenfor?
Gå min vej.
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; —
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, —
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær —
Det er løgn i din hals!
Du må hende ægte.
Tør du sige mig på, at – ?
Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
(blæser)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen —
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
Min Peer, du er faer før året hælder.
Luk op; jeg skal ud.
I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
(tørrer sveden af sig)
Gid jeg var vågnet!
Skal han skikkes til kongsgården?
Skik han på sognet!
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort —
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; —
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
(Går.)
(jaget af troldungerne)
Slip mig, djævelstøj!
(Vil op gennem skorstenspiben.)
Tomtegubber!
