bændende glohed ring – !Jeg kan ikke mindesm hvem fanden
der brænedte mig den omkring!
(Segner ned.)
Flukt over Gjendin-eggen.
Digt og forbannet løgn!
Opover bratteste væggen
med bruden – og drukken et døgn;
jaget af høg og glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; —
løgn og forbandet digt!
(Stirrer længe opad.)
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl til knæs!
(Springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over seterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins!
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter – !
Jo, kanske jeg svipper derned. —
Hvad nu da? De bruneørne – ?
Jeg mener fanden dem tog! —
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog:
det vokser sig op af gruset; —
se, porten vidåpen står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygdte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivryggen mod sit glas; —
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i kans. —
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; der er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
hurra for den gynske æt!
Hvad er det for ståk og stønn?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råbder på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
(Springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende.)
(En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.)
(standser og vender sig)
Er det sandt?
(skærer med fingeren over struben)
Så sandt, som jeg heder Peer; —
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldri skal jeg dig i håret trække —
Ikke slå mig heller?
Nej, var det ligt?
Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt.
Er du kongsøn?
Ja.
Jeg er Dovrekongens datter.
Er du det? Se, se; det træffter jo godt.
Inde i Ronden har faer min sin slot.
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
Kjender du faer min? Han heder kong Brose.
Kjender du moer min? Hun heder dronning Åse.
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
De raport, bare moer min taer på at skælde.
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
Moer min kan ride gennem strideste elven.
Har du anden klædning, end fillerne der?
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
Jeg går til hverdags i guld og silke.
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
Ja, det er et du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
Ja, er det ikke akkurat slig hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos;
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.
Svart
