er brygget herhjemme.(støder sagerne fra sig)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
(grundende)
Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(Føjer sig.)
Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
En får håbe på vanens magt.
Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
(vred)
Jeg har ingen hale!
Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
Bejl aldri til datter min med bagen bar.
Gøre mennesker til dyr!
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
(betænksomt)
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
Du est en medgørlig fyr.
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
(arrig)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. —
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(Spil og dans.)
Hvad tykkes dig?
Tykkes? Hm —
Tal uden frygt!
Hvad ser du?
Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stutthoser tripper en purke dertil.
Æd ham!
Husk, han har menneskesanser!
Hu, riv af ham både øre og øje!
(grædende)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
Tør du bande på det?
Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, —
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
Hvad vil du gjøre?
I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden —
Er du drukken?
(lægger
