meget, som et årsgammelt trold!Bare noget at slås med. Men det er her ikke. —
Nu snorker han! Bøjg!
Hvad godt?
Brug vold!
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
(bider sig i arme og hænder)
Klør og flænger tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
(Der høres som vingeslag af store fugle.)
Kommer han, Bøjg?
Ja; fod for fod.
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
Han vinner!
Vi har ham.
Systre! Skyd fart!
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.
(Synker sammen.)
Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og salmesang høres langt borte.)
(svinder in til intet og siger i et gisp)
Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.
(Soloppgang. På fjeldet udenfor ÅSEs sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)
(vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter)
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
(Spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
Det er Solvejg —
(springer op)
Hvor er hun?
Bag sætervæggen
(skjult)
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.
(standser)
Kanske du er ræd, jeg skal ta’e dig i fang?
Skam dig!
Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
Da var det vel, der blev ringet med klokker.
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —
Hvad siger du?
(grædende)
Å, hun taer benene fat!
(Løber efter.)
Vent!
(griber hende i armen)
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få, —
bare snak godt for mig!
Slip; lad mig gå!
Der har du den.
Slip; der står nistebommen!
Gud nåde dig, hvis du ej – !
Uf, du skræmmer mig!
(spag; slipper hende)
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber.)
TREDJE HANDLING
(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)
(hugger på en stor furu med krigede grene)
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.
(Hugger igjen.)
Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldri så stærk. —
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ – !
(Bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. —
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. —
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. —
Du er fredløs, gut! Du er jaget på
