nødens kalk jeg er mand for at drikke.Han er faderligt sindet imod min person; —
(kaster et øje ud over havet og hvisker med et suk):
men økonom, – nej, det er han ikke!
(Natt. Marokansk lejr på grænsen mod ørkenen. Vagtild og hvilende krigere.)
(kommer og river sig i håret)
Væk er kejserens hvide ganger!
(kommer og sønderriver sine klæder)
Kejserens hellige dragt er stjålen!
(kommer)
Hundred slag får under sålen
hver, som ikke tyven fanger!
(Krigerene stiger tilhest og galopperer bort i alle retninger.)
(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer. Peer Gynt i træet med afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)
Fatalt! En højst ubehangelig nat.
(Slår om sig.)
Er du der igen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt dyr, den abekat!
Der står skrevet: du skal våge og fægte.
Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og mat.
(Forstyrres igen; utålmodig:)
Jeg må få en pinde for det uvæsen sat!
Jeg må se at få fanget en af de knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
på sæt og vis i hans lådne hud,
så vil de andre tro jeg er ægte. —
Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.
og lidt får man læmpesefter skik og brug. —
Atter en sværm! De myldrer og kryr.
Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren hale, —
noget sådant, som gav en vis lighed med dyr – .
Hvad nu? Der tasser det over mit hode – !
(Ser opp.)
Den gamle, – med næverne fulde af smuds – !
(Kryber ænsgtelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør en bevægelse; Peer Gynt begyner at lokke og godsnakke, som for en hund.)
Ja, – er du der, du gamle bus!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender??
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt; —
Bus skal få sukker imorgen – ! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —
Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? —
Der er yngelen også!
(Fægter og slår.)
Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
skal se sig nødt til – ! Gevalt! Gevalt!
Den gamle er fæl, men de unge er værre!
(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule. En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klædning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Rytterene langt borte.)
Lanserens tunger,
slikkende, spillende, —
se, se!
Jeg føler alt knappen
i sandet trillende!
Ve, ve
(folder armene over bryst)
Min fader var tyv;
hans søn må stjæle.
Min fader var hæler;
hans søn må hæle.
Din lod skal du bære;
dig selv skal du være.
(lytter)
Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?
Hulen er dyb
og profeten stor!
(De flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne.)
(kommer, skærende på en rørfløjte)
Hvilken livsalig morgenstund! —
Skarnbassen triller din kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglhuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. —
Det er dog igrunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. —
Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, —
ubegribeligt nok, at eg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør, —
Nej; de, hvor firben vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hansførste bliv.
