padde. Midt i en sandstensblok.Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. —
(Tenker.)
Nok? Sig selv – ? Hvor er det, det står?
Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.
Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?
Fatalt; jeg mærker, at år for år
min sans for tiden og stedet forgår.
(Setter sig i skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sibne fødder.
Se her gror bregner. Spiselige rødder.
(Smager lidt.)
Det er ligere mad for et kreatur; —
men der står jo skrevet: tving din natur!
Endvidere står der: hovmod må bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.
(Urolig.)
Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; —
det er umuligt at tenke sig andet.
Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet
og mage det så, at jeg kommer ivej.
Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, —
når bare Vorherre under mig helsen.
(Skynder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.)
Hvilket umådeligt, grænseløst øde. —
Langt derborte skridter en struds. —
Hvad skal enegentlig tro var Guds
mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner; —
denne brøk af verden, som ligger brak;
dette lig, som ej, siden jordens fødsel,
har bragt sin skaber så meget som tak, —
hvi blev det til? – Naturen er ødsel. —
Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.
havet i vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.
(En tanke farer gennem ham.)
Dæmmet ude? Så kunde jeg – ? Højden er smal.
Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal, —
som en livsensflod vilde vandene skylle
ind gennem svælget og ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende grav
ligge der frisk som kruset hav.
Oaserne vilde som øer sig højne,
Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord;
sejler vilde, som fugle forfløjne,
skære mod syd karavanernes spor.
Livende luft vilde sprede de kvalme
dunster, og dugg vilde drysse fra sky;
folk vilde bygge sig by ved by,
og græs vilde gro om den svajende palme.
Landet i syd bar Saharas mur
blev til et kystland med frisk kultur.
Damp vilde drive Tombuktus fabriker;
Bornu blev kolonisert med il;
op gennem Habes for forskeren sikker
i sin waggon til den øvre Nil.
Midt i mit hav, på en fed oase,
vil jeg forplante den norske race;
det dølske blod er jo kongeligt næsten;
arabisk krydsning vil gøre resten.
Rundt om en vik på en stigende strand
får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden
Verden er aflægs! Nu kommer raden
Gyntiana, mit unge land!
(Springer opp.)
Bare kapitaler, så er det gjort. —
En nøgle af guld til havets port!
Korstog mod døden! Den griske punger
skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.
For frihed sværmes i alle lande; —
som asnet i arken vil jeg sende et råb
over verden og bringe befrielsens dåb
til ed dejlige, bundne, vordende strande.
Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve rige for en hest!
(Hesten vrinsker i fjeldkløften.)
En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!!
(Går nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig – ! Hvad? jeg har læst
etsteds at viljen kan flytte bjerge; —
men at den også kunde flytte en hest – ?
Vås! Det er faktum, at her står hesten; —
ab esse ad posse og så videre forresten —
(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig).
Sir Peter – og Tyrk fra top til rod!
Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes. —
Rap dig, Grane, min ganger god!
(Stiger i sadelen.)
Guldtøffel til å støtte min fod! —
På ridestellet skal storfolk kendes!
(Han galloperer ind i ørkenen.)
(Telt hos en araberhøvdning, ensomt på en oase. Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på dyner. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)
Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldri fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!
Hans ganger er mælken, den hvide,
som
