var det jeg vidste.Sandt nok, – du vil aldri komme til at stikke
synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke; —
men, skidt; det kan også være det samme; —
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme —
Profeten er god —
Du nøler? Tal!
Men jeg øsnker heller —
Snak væk uden dvælen!
Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; —
giv mig heller —
Hvilket?
(peger på hans turban)
Hin skønne opal!
(henrykt, idet han rækker hende smykket)
Anitra! Evas naturlige datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,
og, som der står hos en agtet forfatter:
«Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!»
(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer Gynt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
(spiller og synger)
Jeg stængte for mit Paradis,
og tog dets nøgle med.
Det bar tilhavs for nordlig bris!
mens skønne kvinder sit forlis
på havsens strand begræd.
Mod syd, mod syd skar kølens flugt
de salte strømmes vand.
Hvor palmen svajer stolt og smukt,
i krans om oceanets bugt,
jeg stak mit skib i brand.
Ombord jeg sted på slettens skib,
et skib på fire ben.
Det skummed under piskens Hieb; —
jeg er en flygtig fugl; o, grib, —
jeg kviddrer på en gren!
Anitra, du er palmens most;
det må jeg saned nu!
Ja, selv Angoragedens ost
er neppe halvt så sød en kost,
Anitra, ak, som du!
(Hænger luthen over skulderen og kommer nærmere.)
Stilhed! Mon den fagre lytter?
Har du hørt mit lille digt?
Mon hun bar gardinet glytter,
udrappert af slør og sligt? —
Hys! Det klang jo, som korken
volsomt af en flaske sprang!
Nu igen! Og end en gang!
Er det elskovssuk? Nej, sang; —
nej, det er en hørbar snorken. —
Sød musik! Anitra sover.
Nattergal, hold op å slå!
Alslags ufærd skal du få,
hvis med kluk og klunk du vover —
do, som skrevet står, lad gå!
Nattergalene er en sanger;
ak, jeg selv er ligeså.
Han, som jeg, med toner fanger
hjerter, ømme, bløde, små.
Skabt for sang er natten sval;
sangen er vor fælles sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og nattergal.
Og just det, at pigen sover,
er min elskovslykkes tip; —
det, at spidse læben over
bægret uden mindste nip – ;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
(fra teltet)
Herre, kalder du i natten?
Ja såmen; profeten kalder.
Jeg blev vækket før af katten
ved et volsomt jagtrabalder —
Ak, det var ej jagtlarm, herre;
det var noget meget værre.
Hvilket da?
O, skån mig!
Tal!
O, jeg rødmer —
(nærmere)
Var det kanske
hvad der fyldte mig så ganske,
da jeg gav dir min opal?
(forskrækket)
Ligne dig, o, verdens skat,
med en ækkel kat!
Barn, fra elskovs standpunkt set,
kan en hankat og profet
komme hartad ud på et.
Herre, spøgens honning strømmer
fra din læbe.
Lille ven;
du, som andre piger, drømmer
skorpen kun af store mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og på tomandshånd især.
Af min stilling er jeg bunden
til en maskes alvorsskær;
dagens pligter gør mig tvungen;
alt det regnskab og besvær,
som jeg har med en og hver,
gør mid tidt profetisk tvær;
men det ligger kun på tungen. —
Væk med vås! I tetatet’en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi profeten;
og mig selv, mig har du her!
(Sætter
