vi vil hvileunder palmens grønne vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi roller skifte;
da skal dine læber friske,
mens jeg smiler, elskov hviske!
(lægger sig for hans fødder)
Hvert dit ord er sødt som sange,
skønt jeg lidt kun deref fatter.
Herre, svar mig, kan din datter,
ved at lytte, sjælen fange?
Sjælen, åndens lys og viden
skal du nok bekomme siden.
Når i øst på rosenstrimer
prentes gyldent; her er dagen, —
da, min tøs, da gier jeg timer;
du skal nok bli velopdragen.
Men i nattens lune stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt visdoms rester
træde op som skolemester. —
Sjælen er jo ikke heller,
ret betragtet, hovedsagen.
Det er hjertet, som det gælder.
Tal, o, herre! Når du taler,
ser jeg glimt, som af opaler!
Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomt, er grumhed;
sandhed i sin overdrift.
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn, – jeg er forsvoren
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet. —
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Ved du, hvad det er at leve?
Lær mig det!
Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder, —
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel, —
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker, —
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker. —
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret, —
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlangt, som jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, —
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; —
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; —
det blir bedst for begge to; —
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt? —
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.
(Rejser sig og lægger smykker i hendes skjød.)
Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer —
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.
(Karavanevej. Oasen langt tilbake i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)
Lad være; jeg bider!
Du lille skalk!
Hvad vil du?
Vil? Lege due og falk!
Føre dig bort! Gjøre gale streger!
Skam dig! En gammel profet – !
Å, vås!
Profeten er ikke gammel, din gås!
Synes du dette på alderdom peger?
Slipp! Jeg vil hjem!
Nu er du koket!
Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!
Vi gale fugle, af buret fløjne,
tør
