at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland var død og Embedet opslaaet vakant … Herregud! var han nu færdig! Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede, kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«. Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat … Det faldt ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede. Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve igen paa samme Sted som hun.
Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det. Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? … Han kunde jo dog prøve … Rigtignok var Udsigten bedre, naar han ventede … Men èn Fugl i Haanden – man vèd hvad man har o. s. v.... og desuden —
Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per Andersen med et inden i til Kristine.
Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. – Det var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; – han røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis Hoved revnede af Skorpen. – Men for en ung Mand var det jo da ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.
Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.
Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.
Saa rejste han.
I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken, og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En, – et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, – til en Anden, til Alle, til ingen Ting … Han takkede hende: – det var jo hendes Skyld, at han var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen før han rejste. – Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen, og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. – Kristine havde hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:
– Har De Lyst til at se mit Udstyr?
– Udstyr! … Skal De giftes?
Kristine blev rød i Hovedet:
– Ja—a, det skal jeg vel nok – en Gang … Hvis da Nogen vil ha'e mig, tilføjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. – Men nu skal De se! vi har været flittige.
Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener, skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.
– Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind, paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i Lavens grønne og gulige Toner. – Velkommen tilbage, Hr. Lærer! … Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. – Kom nu her ind til mig.
Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. – —
Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have raadført sig med Gud og sin Samvittighed, – saa var denne Tvivl bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel, hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«, og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« – alt dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i denne Pige. —
Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.
Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra Tjenesten som
