sat tolv Skilling for højt. – I Slesvig snakkede man naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var, som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.
Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet. Og Politiken – det var dog det samme Felt, som man levede paa derovre: – det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder, og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! – Hvad var det saa for et Folk?
Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med. Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning, der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var stødt paa den, – hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie, dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede Patriotisme, – de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod Stjærnerne.
Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.
En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens Leder som Potteskive, – spurgte han sin Vært, hvor det kunde være, at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump, som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, – det er meget rigtigt … det er for saa vidt ikke aa nægte … Vi vil jo alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget… Og naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for sig … Men—n se, at – det er med nationalliberal ligesom med Lejesæd … Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig træt; – og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af … Men – tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor meget af det iaar.« – Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.
Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som smaafjollet.
Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; – der var en dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af hele Evangelier med forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid – der var lidt Geografi og Historie, saa vidt mulig aftørret til Kalendre af Bynavne og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kødtrevler paa et Skelet, – og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller anden gammel juridisk Trætte om en Stenlod paa Island, som endte med at den, der havde Uret, brændte Huset ned over sin Kontrapart, eller med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhængende Tarme op, beviste sin ophøjede Foragt for Liv og Evighed ved at anvende sine sidste kostbare Øjeblikke til at deklamere et Par fuldstændig meningsløse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. – Udenfor den bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst havde slet ingen Tiltrækning for ham, og han lærte kun det aller nødtørftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa at han med Besværlighed kunde lære sig en ny Salmemelodi. – En Smule dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt, men det belystes af en vindtør Person, som interesserede sig mere for, om man burde skrive Skæbne med j og med e eller æ, end for Literaturens bestemmende Strømninger, som helst nøjedes med at paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter »ophøjet Fantasi«, »uudtømmeligt Humor«, »ædel Melankoli« o. s. v., og som trak sine Elever om ved Næsen i det gyselige Uføre hinsides Holberg, medens han aldrig naàde til at overskride Oehlenschläger. Det væsentlige blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende senere i Livet en Erindring om, at den første danske Avis paa Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn han havde glemt.
Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, – ham løb det ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende Dogmatiker eller Skeptiker – hvilken af Delene var det endnu vanskeligt at have nogen Mening om.
Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.
Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger og Knøse, der maatte holde for; – han var jo selv af dem, der i al Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid, døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en harmonisk smækker Figur.
Der
