Doktor Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel: – »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller »din unge Lemmedasker« – alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex. hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt, for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da ogsaa – at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han: »Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,« hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«
Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen, om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung og stoppede igen af den andens: —
– Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa haardmundet som mine Bæster.
– Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; – skal I ikke have noget at drikke?
– Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.
– Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?
– Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt. Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels holdt Salôn.
Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: —
– Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?
– Næ … Lad os faa den, Per Anders.
– Hvad skulde han —? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen med Pastor Krarup.
– Ja, det var saadan en svær Tørke, og saa lovede Præsten Bønderne, at han skulde mane Regn … Men, det er at forstaa, det var saadan i gamle Dage … og – jeg vèd nu ikke, om det kan være troligt – det maa de Lærde om —
Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne Titulatur, som han følte, at Pastor Krarup lo indvendig af.
– Aa jo … i gamle Dage … det er meget muligt … da gik der saa meget i Svang, da de var Katolske … Fortæl kun videre.
– Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det … Naa, Bønderne de kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han siger: Naa Børnlille – ja for det var nu saadan en Maade at tale paa i gamle Dage – Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, … er det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. – Ja, siger han saa, nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. – Nej, raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa vil jeg da nødig have Regn. – Ja, ja da, siger Præsten, – saa lad os sige Tirsdag. – Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr … Naa, kort at fortælle, saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. – Og saa sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige, og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide Verden.
– Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde Provsten med et kort Nik.
– Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.
– Aa, ja … Det er nu … saadan … som man … fortæller det, svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe – —.
– Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, – Jessen det er en rigtig storsnudet Herre … Han har ikke saa meget som en af os, Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de fornemme selv.
Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse i Sognet. Han var købstadklædt.
– Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu Greven, – det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man bare altid kunde gaa lige til ham.
– Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en Spytteklat.
– Saa—aa, tvivlede Lars Persen.
Men Hjorth havde rejst sig.
– Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. – Det er en Mand med Overbevisning – men du —
– O, ho! … har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? – Det skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid … Hun faar nok en lærd Mand —
– Har du tabt meget derinde?
– Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet, end hvad jeg kan betale … Men hvis du tabte et Hundred Daler – ja det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader —
– Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth skarpt og vendte ham Ryggen. —
– Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt Tone, saa vil jeg stille mig. – Hvad siger I til det? … Jeg skulde da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.
– Ja—a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil … Men—n, at, – min Stemme, den faar De sgu'tte.
– Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?
– Nej da … Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være Politiker. En kan jo ikke du' til alting … Ja, Talegaverne har Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar Provsten kommer og præker, – saadan til Ordination og Kirkevielse og – det er ikke en simpel Præst … det gaar akkurat ligesom en Tærskemaskine, det er saa vist. – Men—n, se—at—det er jo ikke alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have andre Folk… Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.
– Ja, det haaber jeg med. – Naa Farvel!
– Farvel, Hr. Provst! … Farvel, Hr. Pastor. – —
– Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste, sagde Mølleren.
– Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da rigtig pænt
