har det saa knapt i Aar, saa … Naar I ikke kan betale … aa, det kommer vi jo nok ud af … Man tager det jo ikke saa strængt … naa, Farvel, Farvel! – —
– Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. – Men vi træffer jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.
– Nej, det glemmer jeg sgu … Det vilde jo give en Helvedes Uorden … Nej, men man maa jo være human – naar man taler med Folk – i disse Tider … Aa, men lad os nu se at komme afsted. —
Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser overfor en ubetydelig Undergiven, – da greb han sig i den Tanke, at hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.
Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen. Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk Afviser, en national Herme.
For Kroen var en Højrekro.
Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste Principer, sagt:
– Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det var Kroværtens Navn.)
Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin Overbevisning, havde svaret:
– Gu om vi gør … Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild … Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt … Og saa kan han jo kun holde Beværtning af og til, ved højtidelige Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv … Men se at naar vi har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.
Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen. Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; – og alt dette svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene, lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede Gulv. – Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle, der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; – men alle sang de i samme Toneart – Egnens drævende, svagt syngende Maal; – og alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.
Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen. Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte, at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte, og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa Højre-Komitéens Bekostning.
Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget. Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede, at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord, at Sæden heller maatte fordærves ude end inde … Forresten var det farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve Pund til en Tønde Land.
I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.
Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen … Den havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den, traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu være meget bekvemt; – men ellers blev man snart enig om, at den nok vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad Kammerraaden havde indført af nyt.
I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.
– Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene. – Har man tabt Kandidaten undervejs?
– Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.
– Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi nok.
– Er der Ingen, der har set Per Andersen?
– Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren i Skole … Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.
Yderdøren
