jeg har flere Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig – —. Der var nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse – —
Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod Selskabet med sine to Ledsagere.
Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede. Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals med den lange, gulige Manke.
Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: – han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde Fejler.
– Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han klappede den paa Halsen.
– Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget … Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.
– Ja, han skulde da have Underlinen, han – han knejser da nok til det … Nu skal jeg nok – naa din Skabhals, kan du staa rolig?
– Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup, medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.
– Ja – ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene Ben over Skaglen.
– Saa; aa ja … Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.
– Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider, forsøgte Præsten sig.
– Næ—æh! … det har ikke noget at sige … Saadan noget skal jo alstille gnave i hvad det kan komme til. – Han er jo da heller kun et Barn! —
– Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? … Farvel, Per Andersen! … Naa, kom saa da … Nej, det begynder ganske anderledes – —
Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa Bagsædet.
– Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo skille mig af med ham … Man skal dog heller ikke slaa for stort paa … Og dèr hos Provsten faar han det godt; – der er bare de lange Visitationskørsler. – Og han saà mismodig paa de halvgamle Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. —
– Ja vel blev Præsten lumpet … Men jeg havde jo varet ham ad … Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved … Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa har de et Par … Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der drev det … Naa, ja – enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo itte noget at sige paa, – men, at – det er li'egodt ikke saa behageligt for den, der bli'er lumpet. —
Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op om Ørene.
Himlen var blæst ren, og Aftenrøden opløste sig i en rolig Farvedød. Nede i den sartgrønne Mellemtone straalede Venus; oppe i det tætte Dunkelblaa anede man Stjærnerne. Chaussèen strakte sig lige ud, mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstængerne snurrede med en lang, hendirrende Tone. Nu og da brægede en Flok Faar, og en Hund glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmørke Jord begyndte Lysene at blinke frem rundt om.
Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i Sædet, – alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig til vage Drømmerier … Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag, men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, – eller dog næsten lykkelig.
III.
Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.
Hans Faders Gaard laa i Vonsbæk og naàde med sine hegnede Marker næsten op til Præsteskoven, hvis yderste Kæmpebøge spejle sig i Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave gav altid et betydeligt Tillæg til Indtægten; Faderen havde som ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store Beboelseslænge, med sin høje Kvist midt paa, kunde ved Solbjærgs Lag straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer, baade den lange Række forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et Halvkors af Stjærner, der var faldet ned paa Bakken foran den sortbølgende Skovkending – saaledes som Hjorth nu syntes han saà den, medens han med sin Svigerfader kørte hjem til Yderslev, og Lysene tændtes rundt om; – og især hvis det var efter fireogtreds, saa kunde man være sikker paa, naar man kom nærmere, at høre den ene Fædrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen, til hans Hjærne var ør af Punsch og Kaffeknægte.
For Jørgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjærterødderne og ud i Neglerødderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde været den eneste tysksindede Mand i Vonsbæk, det danskeste af alle Sognene i Nordslesvig, det man først og fremmest gjorde Regning paa: – var det en Adresse, en Indsamling i patriotisk Øjemed, en politisk Demonstration af hvilken som helst Art – Vonsbækkerne, det var de sikre Mænd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jørgen Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre stor, stærkt bygget, lidt knokkelfør, i det indre tavs, støt, af en lukket Selvstændighed, en Mand, som man tager, hvor man sætter ham. Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen Betydning af Ordet »gi'er sig«. Men Konen, lille og temmelig fed, var let bevægelig baade til Latter og Graad, aabenhjærtig og aabenmundet, med en udpræget Lyst til at sige imod og smaadrille.
Det kunde ikke være andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komitèen. Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det hesteskoformede Bord i »Harmoniens« dannebrogssmykkede Festsal; men han holdt ingen Tale.
Det er en Selvfølge, at Jørgen Hjorth og hans Kone vare med ved Slesvigernes Besøg i København baade i enogtreds og i femogtreds. Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage, der altid i højtidelige Øjeblikke hentedes frem fra Hjærnekisten som et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed: – der var alle de andægtig blottede, bøjede Hoveder, i det højtidelige Halvmørke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede Egekiste, under Domkirkens mægtige Hvælvinger, der syntes at skælve, medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte bredtonede Hymner til Hærskarernes Gud og atter druknede Tyskerne ligesom Pharaos Hær i de sølvskummende Bølger, der væltede sig under Orgelpibernes Storm: – der var Tivoli-Aftenen med den prægtig
