men ulykkeligvis har glemt Brændevinsflasken.) Er di Muer gavn i Seng?
Trine.
Ja, det er en Stød sin.
Wolle Rævsgaard.
I morer jer nok, nær en aan jen ett er hjemm. (Peger paa Flasken.) Du haar oven i æ Kyef wot ved aa traktir paa den Landløver. Det er wal nøj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hører, du sprekulirer paa.
Trine.
Du er ward aa send i æ Bøj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjøn Sind, nær du kommer hjem. – Skal der nu krottes øwer, te en haar skinked en jenle Dram for en fatte Mennesk.
Wolle Rævsgaard.
Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.
Trine.
Nej, men di Kanutter, du sjel sejjer mej æ Næt te æ Daa, indte du haar spilt hen baade Øel og Ærm13, – dem haar du aalle nøj og skal ha saa om.
(Trine snapper vredt Flasken og gaar.)
Wolle Rævsgaard
(ser rasende efter hende. – Til Bitte Fip, der under denne Samtale næsten har arbejdet Ild i Karterne).
Aa, du – Bommerutt14, der sejjer der og skræwer, kom hen, og ta ved mi Støwel!
Bitte Fip
(nærmer sig; slider i Støvlerne).
Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa øwerbegjord du haar laved dem. Aal Maag hænger da osse ved dæ.
Wolle Rævsgaard.
Aa, skab dæ ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vær fin nok te dem, du haar aa sleg for.
Fæk du hypped æ Kartofler, a bad dæ?
Fip.
Jow, a tror æ! A er, som a war marregrotted15 i aall mi Limmer. Er det ogsaa nø Arbe aa sætt en sølle swag Fruentimmer te. (Flæber.)
Wolle Rævsgaard.
Swag? (Kildrer hende i Siderne.) Hwor haar du di tynd Stejer, Bette Fip?
Fip
(rasende).
Læd mæ vær, din gammel Wonni16. Du ved godt, te a ett haar wot stærk si'n det andt Or, da a fæk mi Tilfald.
Wolle Rævsgaard
(giftig).
Nej; hworden war æ, du gik jo igjemmel æ Hjald med æ Forkaa'l!
Du skuld hold dæ lidt mir te æ Jurd i den Slavs Sager.
Fip.
Det er den største Han-Løwn, du kund sej. Og nu kan du sajtens gjør Nar af jen op i si aaben Øwn; men da en war glat og skred, da war en gued nok for dæ. Men a taaler æ ett af dæ, Wolle! Det kan a sej dæ! Hwad om a vild aabenbaar æ med dæ, hwor tit du haar søjt mæ ved Nættetider i farom god Daw?
Wolle Rævsgaard.
Aa, hold mæ di Flegger i! Heller vil du maaskisæ ha, te Trine skal hør æ?
Fip.
A er ligglaa; men saamøj vil a sej dæ, Wolle, te det streng Ud-Arbe vil a ett ved aâ aa sej!
(Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et Øjeblik).
Trine
(kommer ind og begynder at hægte op. Man hører Skrammel i Forstuen; Trine aabner Døren; det er Visti i Færd med at hænge Hestenes Seletøj op paa Knagene).
Naa, Visti, er æ dæ, der gaar og rumstirer?
Visti
(i Døren med et Bringestykke i Hænderne).
Er di Faa'r gavn i Seng?
Trine.
A ved ett, om han haar put sæ inu.
Visti.
Han war nok ved æ Bed17, atter hwad a hører. Hwad mon der war gavn ham imud?
Trine.
Aa, Faa'r er bløwen en rigtig værkle18 Stod'er, er han! Han haar wal taft i æ Kwot19, som han plejer.
Visti.
Hør, tror du den Helle kommer te Fest i Maaen?
Trine.
Mads? Det gjør han wal nok. Helsen skuld det da vær den først Stej, hwor a war, te ett ogsaa han war i æ Hæl af mæ. Men nær vi passer paa aa holde wos te hinaan, saa blywer han wal træt aâ aa rend og bejs atter mæ.
Visti.
Hør, Trine, du lowed mæ jo egentlig, te a maatt vær ved dæ i Awten en bette Lidt. Vi haaj jo nøj, vi skuld snakk om.
Trine.
Ja, det gaar a heller ett fræ. Men du maa ett komm lig med det samm. Æ Hus maa først komm te Ro.
Visti.
Aa, Trine, du er iløwle en knusraar Pig. (Kysser hende.)
Trine.
Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vær gued mod dem, en kan lid, hwem skuld en saa vær gued imud? (Støj.) Men tys! der kommer vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend nu di Vej, og kom saa ind te mæ si'n – en jenle Ywblik. – Men du ska vær skikkele!
Visti.
Haar a ett aaltid wot skikkele?
Trine.
Aa – aa! Men nu maa du virkelig skynd dæ!
(Visti ud. Trine smider Livstykket.)
Wolle Rævsgaard
(halvt afklædt i Sovekammerdøren).
Di Muer er ett rask, saa hun ment, det klogest war, te du laa ind ved hind i Næt. Saa maa a jo si, om a kan klemm mæ sammel i di Seng, for naturligvis skal en saa legg saa krum som en Foldknyw?
Trine
