Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Samlede Værker, Tredie Bind - Aakjær Jeppe страница 9
og klinker gamle Fade,
og limer Hank paa skaaret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen —
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig,
saa skal vi fugte Aanden —
men een – det er for lidt for Per Søwren!"
I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden,
men bagved næste Sogneskjel,
der mødte mig – den anden, —
for een – det var for lidt for Per Søwren.
Ja, saadan fo'r jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket, —
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een – det var for lidt for Per Søwren.
Og gaar det saa en Dag paa Hæld
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndergjæld
og træder ind for Præsten:
Du Mand, hvis Fag det er at tro —
naar jeg er død og borte,
bed saa for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte, —
for een – det er for lidt for Per Søwren.
Thi Folk af min Kaliber, Præst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils dog din Vorherre,
og sig fra mig: Jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.
Men snart er Per en gammel Knægt
med Skimmelsvamp paa Tanden;
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten:
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende, løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og udstøder et Hvin.
Wolle Rævsgaard
(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen med).
Per Søwren
(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):
Slaa mæ, men skaan æ Fjol!
(Kvask! Fjolen splintres.)
Per Søwren
(hulkende).
Mi jennest Rigdom paa Jorden!
(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)
Wolle Rævsgaard
(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).
Dæ fæk a da fat i!
Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.
Palle.
Av, Av! A ved æ ett!
Wolle Rævsgaard.
Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. (Rap! Hyl!) Naa, hwor saa?
Palle
(vrider sig).
A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens Masens Kal'hus.
Wolle Rævsgaard
(slipper Palle).
Jens Masens Kal'hus! (Fløjter.) Der fløw en Stork op32!
(ud.)
Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse; Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg og Tag.
Hellig Mads
(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt hen i Krogen til venstre.
Lidt efter Visti og Trine).
Visti.
Læd mæ ryw en Swavlstykk.
Trine.
Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A mærker, der er saa møj Halm herind.
(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)
Visti.
Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.
Trine.
Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ. (Lægger sig tættere til ham.) Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.
Visti.
Hwor bløw han aa?
Trine.
32