Han så, at andre dukkede op, og så satte han sig pludselig helt oprejst. Ham mærkede, at hans hjerte bankede. Det var hende. Det var den udvalgte.
Hun var lav, med uægte blondt hår der krøllede lige over skuldrene. Han så hende sætte sig ind i hendes bil. Han kørte ikke frem, før baglygterne var forsvundet rundt om hjørnet.
Han kørte rundt om den anden side af bygningen for ikke at gøre opmærksom på sig selv. Han fulgte efter hende, hjertet begyndt at banke hurtigere. Instinktivt følte han under sit sæde, og mærkede rebet. Det dæmpede hans nerver.
Det beroligede ham at vide at efter forfølgelsen fulgte ofringen.
Og følge, det ville den.
KAPITEL 4
Mackenzie sad på passagersædet, forskellige dokumenter lå bredt ud i hendes skød. Porter sad bag rattet, og fingrene bankede rytmen til en Rolling Stones sang. Han sørgede for, at radioen var indstillet på den samme klassiske rock station, som han altid lyttede til, når han kørte. Mackenzie kiggede op, irriteret over at koncentrationen blev brudt. Hun iagttog bilens forlygter skære ind på motorvejen med 130 km i timen, og vendte sig mod ham.
"Kan du ikke være sød og skrue ned?" vrissede hun.
Normalt generede det hende ikke noget imod det, men hun prøvede at glide ind i den rette sindstilstand for at forstå morderens måde at arbejde på.
Med et suk og en hovedrysten skruede Porter ned for radioen. Han skævede afvisende til hende.
"Hvad håber du i dette hele taget at finde?" spurgte han.
"Jeg ikke forsøger at finde noget," sagde Mackenzie. "Jeg forsøger at sætte brikkerne sammen for bedre at forstå morderens personlighedstype. Hvis vi kan tænke som ham, har vi en langt større chance for at fange ham."
"Eller," sagde Porter, "du kan bare vente, indtil vi kommer til Omaha, og taler med ofrets børn og søster, som Nelson gav os besked på."
Selv uden at se på ham mærkede Mackenzie, at han var ved at brænde inde med en smart bemærkning. Hun var nødt til at give ham lidt kredit, tænkte hun. Når det kun var de to på farten eller på et gerningssted, begrænsede Porter sine vittigheder og nedværdigende adfærd til et minimum.
Hun ignorerede Porter, og kiggede på rapporterne. Hun var ved at sammenligne rapporter fra sagen i 1987 med mordet på Hailey Lizbrook. Jo mere hun læste det igennem, jo mere var hun overbevist om, at de var begået af den samme mand. Men det blev ved med at frustrere hende, at der ikke var noget tydeligt motiv.
Hun kiggede frem og tilbage igennem dokumenterne, bladrede siderne igennem og ledte efter information. Hun begyndte at mumle for sig selv, stille spørgsmål og opremse fakta højt. Det var en vane der gik tilbage til high school, en særhed som hun aldrig helt var vokset fra.
"Ingen tegn på seksuelt misbrug i nogle af sagerne," sagde hun sagte. "Ingen indlysende forbindelser mellem ofrene ud over deres erhverv. Mulighed for religiøs motivation. Hvorfor ikke gå efter en rigtig korsfæstelse i stedet for bare en simpel pæl, hvis det er et religiøst tema? Tallene er til stede i begge tilfælde, men de viser ikke nogen klar betydning for drabene."
"Nu må du ikke opfatte det forkert," sagde Porter, "men jeg vil virkelig hellere lytte til Stones."
Mackenzie holdt op med at tale med sig selv, og bemærkede, at lyset for nye meddelelser blinkede på hendes telefon. Efter hun og Porter var kørt, sendehun en e-mail til Nancy, og bad hende om at foretage et par hurtige søgninger på ordene pæl, stripper, prostitueret, servitrice, majs, piskeslag og tallene N511/J202 i mordsager over de sidste tredive år. Da Mackenzie tjekkede sin telefon, så hun, at Nancy som sædvanlig handlede hurtigt.
I den mail som Nancy sendte retur, stod der: Ikke meget, er jeg bange for. Jeg har vedhæftet en opsummering af de få tilfælde, som jeg fandt. Held og lykke!
Der var kun fem vedhæftede filer, og Mackenzie var i stand til at se dem igennem temmelig hurtigt. Tre af dem var helt tydeligt uinteressante i forbindelse med Lizbrook mordet og med sagen fra 1987. Men de sidste to var interessante nok til i det mindste blive taget i betragtning.
En af dem var en sag fra 1999, hvor en kvinde var fundet død bag en forladt stald i et landdistrikt omkring 150 kilometer uden for Omaha. Hun var bundet til en træpæl, og man mente, at liget havde hængt der i mindst seks dage, før det blev opdaget. Hendes krop var blevet stiv, og et par af skovens dyr, formentligt nogle losser, var begyndt at spise af hendes ben. Kvindens straffeattest var lang, herunder to anholdelser for at sælge sex. Igen var der ingen klare tegn på seksuelt misbrug, og selv om der var piskeslag på ryggen, så var de slet ikke lige så omfattende, som dem Hailey Lizbrooks ryg blev udsat for. Opsummeringen af mordet nævnte dog ikke noget om, at der var fundet tal på pælen.
Den anden måske-relaterede sag handlede om en 19 år gammel pige, der blev meldt kidnappet, da hun i 2009 ikke vendte hjem på juleferie fra sit første år på Nebraska Universitet. Tre måneder senere blev hendes lig fundet på en bar mark, delvist begravet, og der var piskeslag på ryggen. Billeder, der senere blev lækket til pressen, viste den unge pige nøgen, og midt i en slags skummel sexfest i et broderskabshus. Billederne var taget, en uge før hun blev meldt savnet.
Den sidste sag var lige at stramme den, men Mackenzie troede på, at begge potentielt kunne være knyttet til mordet i 1987 og Hailey Lizbrook
"Hvad fik du der?" spurgte Porter.
"Nancy sendte mig en opsummering på nogle andre sager, der måske kan sammenkædes."
"Noget brugbart?"
Hun tøvede, men fortalte ham så om de to potentielle sammenfald. Da hun var færdig, nikkede Porter med hovedet, mens han stirrede ud i mørket. De passerede et skilt, der oplyste dem om, at der var 35 kilometer til Omaha.
"Jeg tror, at du nogle gange prøver for hårdt," sagde Porter. "Du slider din røv i laser, og en masse mennesker har lagt mærke til det. Men for at være ærlig. Uanset hvor hårdt du forsøger, så er det ikke alle sager, der kan kobles sammen, og udvikle sig til en kæmpe sag for dig. "
"Så gør mig lige en tjeneste, og fortæl mig." sagde Mackenzie. "Hvad siger din mavefornemmelse dig om sagen lige i dette øjeblik? Hvad har vi at gøre med her?"
"Det er bare en almindelig pervers med mor-problemer," sagde Porter afvisende. "Hvis vi taler med nok mennesker, finder vi ham. Analyse er spild af tid. Du kan ikke finde mennesker ved at trænge ind i deres hoved. Du finder dem ved at stille spørgsmål. Fodarbejde. Dør til dør. Vidne efter vidne."
Da de faldt hen i stilhed, begyndte Mackenzie at bekymre sig over, hvor forenklet hans opfattelse af verden var, hvor sort og hvid det hele blev opfattet. Der var ikke plads til nuancer, til noget der faldt uden for hans forudbestemte overbevisninger. Hun mente, at den psykopat der var ansvarlig for det her, var alt for avanceret.
"Hvad er din mening om vores morder?" spurgte han endelig.
Hun hørte bitterheden i hans stemme, som om han virkelig ikke ønskede at spørge hende, men stilheden vandt over ham.
"Jeg tror, at han hader kvinder, for hvad de repræsenterer," sagde hun sagte, mens hun tænkte det igennem, samtidig med at hun talte. "Måske er han en 50 år gammel jomfru, der mener,
