her,” sagde hun. ”De vil overvåge huset fra en bil resten af natten. Jeg er ikke sikker på, at det er en god idé, at du er i huset alene. Jeg vil gerne blive her.”
Riley tænkte sig om et øjeblik. Hvad hun ville, og hvad hun havde brug for lige nu, var, at nogen skulle tro på, at Peterson ikke var død. Hun tvivlede på, at hun kunne overbevise Lucy om det. Det virkede helt håbløst.
”Tak, men jeg klarer mig, Lucy,” sagde Riley.
Lucy nikkede og forlod køkkenet. Riley hørte de sidste agenter forlade huset og lukkede døren bag dem. Riley rejste sig og kontrollerede både hoveddøren og bagdøren for at sikre sig, at de var låst. Hun flyttede to stole op mod bagdøren. De ville skramle, hvis nogen forsøgte at dirke låsen op igen.
Så gik hun ind i stuen og kiggede rundt. Huset virkede underligt oplyst med hvert eneste lys tændt.
Jeg burde slukke nogle af dem, tænkte hun.
Men da hun rakte ud mod stikkontakten i stuen, frøs fingrene. Hun kunne bare ikke gøre det. Hun var lammet af frygt
Peterson ville opsøge hende igen. Det vidste hun.
Kapitel 3
Riley tøvede et øjeblik, før hun gik ind i bygningen, der husede Enhedsadfærdsanalysen, og hun spekulerede på, om hun overhovedet var klar til at møde nogen i dag. Hun havde ikke sovet hele natten og var træt i hele kroppen. Følelsen af frygt, der havde holdt hende vågen hele natten, havde fyldt hende med adrenalin, indtil der ikke var mere tilbage. Nu følte hun sig helt udmattet.
Riley tog en dyb indånding.
Der er kun én vej, og det er at gøre det.
Beslutsomt gik hun igennem den travle labyrint af FBI-agenter, specialister og supportpersonale. Da hun banede sig vej gennem det store område, kiggede velkendte ansigter op fra deres computere. De fleste smilede ved synet af hende, og flere gav hende tommelen op. Riley følte sig efterhånden glad for, at hun havde besluttet sig for at komme ind. Hun havde brug for noget, der kunne få hende i bedre humør.
”Godt arbejde med Dukke-dræberen,” sagde en ung agent.
Der gik et par sekunder, før Riley forstod, hvad han mente. Så gik det op for hende, at ’Dukke-dræberen’ måtte være øgenavnet for Dirk Monroe, den psykopat, hun lige havde skudt. Navnet gav mening.
Riley bemærkede også, at nogle af ansigterne kiggede varsomt på hende. De havde uden tvivl hørt om hændelsen i hendes hus i går aftes, da et helt hold FBI-agenter var kørt hjem til hende som forstærkning efter hendes hektiske opringning. De spekulerer sandsynligvis på, om hun er rigtig klog, tænkte hun. Så vidt hun vidste, var der absolut ingen andre hos FBI, der troede på, at Peterson stadig var i live.
Riley standsede foran Sam Flores’ skrivebord. Han var en laboratorietekniker med sortindfattede brilleglas, som arbejdede hårdt ved sin computer.
”Hvilke nyheder har du til mig, Sam?” Spurgte Riley.
Sam kiggede op på hende fra skærmen.
”Du mener om indbruddet, ikke? Jeg kigger lige nu på nogle foreløbige rapporter. Jeg er bange for, at der ikke er meget at komme efter. Laboratorieteknikerne fandt ikke noget på småstenene - intet DNA eller fibre. Heller ingen fingeraftryk.”
Riley sukkede modløst.
”Giv mig besked, hvis noget ændrer sig,” sagde hun og klappede Flores på ryggen.
”Det skal du ikke regne med,” sagde Flores.
Riley fortsatte til det arbejdsområde, som senioragenterne var fælles om. Da hun gik forbi de små kontorer med glasvægge, så hun, at Bill ikke var der. Det var faktisk en lettelse, men hun vidste, at hun før eller siden skulle løsne op for den kejtede stemning imellem dem.
Da hun gik ind på sit eget pæne, velorganiserede kontor, bemærkede Riley straks, at hun havde modtaget en telefonbesked. Det var fra Mike Nevins, psykiater hos D.C. Retsmedicinsk, som undertiden var konsulent i sager hos Enhedsadfærdsanalysen. I årenes løb havde han været en bemærkelsesværdig kilde til indsigt for hende, og ikke kun i bestemte sager. Mike havde hjulpet Riley igennem hendes egen PTSD, efter at Peterson havde fanget og tortureret hende. Hun vidste, at han ringede for at høre, hvordan det gik, som han ofte gjorde.
Hun var lige ved at ringe tilbage til ham, da specialagent Brent Merediths brede skikkelse dukkede op i døråbningen. Afdelingschefens sorte, kantede træk antydede hans hårde ikke-noget-pis personlighed. Riley følte sig lettet ved synet af ham og blev altid beroliget af hans tilstedeværelse.
”Velkommen tilbage, agent Paige,” sagde han.
Riley rejste sig og gav ham hånden. “Tak, chef.”
”Jeg hører, at du havde endnu et lille eventyr i går aftes. Jeg håber du har det godt.”
”Jeg har det fint tak.”
Meredith kiggede på hende med omsorgsfuld bekymring, og Riley vidste, at han prøvede at vurdere, og hun var i stand til at arbejde.
”Vil du med hen til kantinen og have noget kaffe?” Spurgte han.
”Tak, men der er nogle sagsmapper, jeg virkelig er nødt til at gennemgå. På et andet tidspunkt.”
Meredith nikkede og sagde intet. Riley vidste, at han ventede på, at hun skulle tale. Han havde uden tvivl også hørt, at hun troede, at det var Peterson, som var brudt ind i hendes hus. Han gav hende en chance for at fortælle sin version. Men hun var sikker på, at Meredith ikke ville være mere tilbøjelig end nogen anden til at tro på, at det var Peterson.
”Nå, jeg må hellere gå,” sagde han. ”Sig til, når du er klar til kaffe eller frokost.”
”Ja, det vil jeg.”
Meredith tav et øjeblik og vendte sig så mod Riley.
Langsomt og omhyggeligt sagde han: ”Vær forsigtig, agent Paige.”
Riley forstod godt meningen med disse ord. For ikke længe siden havde en anden chef hos FBI suspenderet hende for ulydighed. Hun var blevet genansat, men hendes job hang muligvis stadig i en tynd tråd. Riley oplevede, at Meredith gav hende en venskabelig advarsel. Han ønskede ikke, at hun foretage sig noget, som bragte hende i fare. Og at skabe en masse ballade om Peterson nu, kunne give hende problemer med dem, som mente, at sagen afsluttet.
Så snart hun var alene, gik Riley hen til sit arkivskab og trak den tykke mappe med Peterson-sagen ud. Hun åbnede den på sit skrivebord og bladrede den igennem for at genopfriske sin hukommelse vedrørende sin ærkefjende. Hun fandt ikke meget, der var brugbart.
Sandheden var, at manden forblev en gåde. Der havde ikke engang været optegnelser over hans eksistens, før Bill og Riley endelig fandt ham. Peterson var måske ikke engang hans rigtige navn, og de havde fundet flere forskellige fornavne, der angiveligt var forbundet med ham.
Da Riley kiggede sagsmappen igennem, stødte hun på fotografier af hans ofre – kvinder, der var blevet fundet i grave. De havde alle brandsår, og dødsårsagen havde været kvælning. Riley gøs ved
