følelsesmæssigt knytnæveslag i maven. Det var, som om Marie råbte efter hende og krævede, at hun fangede denne morder.
Hun vidste, at hun var nødt til at tage denne sag.
Kapitel 4
Peterson kørte af sted, ikke for hurtigt, ikke for langsomt og følte sig godt tilpas, nu hvor han igen havde pigen inden for sit synsfelt. Endelig havde han fundet hende. Det var Rileys datter, og hun gik alene til skole uden nogen som helst anelse om, at han forfulgte hende, og at han snart ville gøre en ende på hendes liv.
Imens hans kiggede, standsede hun pludselig og vendte sig rundt, som om hun havde mistanke om, at nogen overvågede hende. Hun stod der nærmest ubeslutsomt. Et par andre studerende passerede hende og smuttede ind i bygningen.
Han fulgte efter i bilen og ventede på at se, hvad hun nu ville gøre.
Pigen var ikke vigtig for ham. Hendes mor var det sande mål for hans hævn. Hendes mor havde modarbejdet ham, og hun måtte betale prisen. Det havde hun allerede på en måde – for det var trods alt ham, der havde drevet Marie Sayles til selvmord. Men nu ville han også tage datteren fra hende, som var det vigtigste for hende.
Til hans store glæde vendte pigen om og begyndte at gå væk fra skolen. Tilsyneladende havde hun besluttet sig for ikke at deltage i undervisningen i dag. Hans hjerte hamrede – han ville slå til. Men han kunne ikke. Ikke endnu. Han sagde til sig selv, at han måtte være tålmodig. Der var andre mennesker på gaden.
Peterson kørte videre rundt om en boligblok og tvang sig selv til at være tålmodig. Han undertrykte et smil over den glæde, som ville komme. Med det, han havde planlagt for Rileys datter, ville Riley komme til at lide på måder, hun ikke kunne forestille sig. Pigen lignede meget sin mor, selvom hun stadig var ranglet og kejtet. Det ville gøre det ekstra tilfredsstillende.
Imens han kredsede rundt, så han, at pigen gik hurtigt henad gaden. Han holdt ind til fortovskanten og kiggede på hende i et par minutter, indtil det gik op for ham, at hun gik en vej, der førte ud af byen. Hvis hun skulle gå alene hjem, kunne dette muligvis være det perfekte øjeblik at fange hende.
Hans hjerte hamrede forventningsfuldt, og imens han nød den dejlige forventningens glæde, kørte Peterson rundt om endnu en boligblok med sin bil.
Peterson vidste, at folk var nødt til at lære at udsætte visse fornøjelser og vente til det helt rigtige tidspunkt. Forsinket tilfredsstillelse gjorde alting mere behageligt. Det havde han lært efter at have svælget i skøn grusomhed i årevis.
Der er meget at se frem til, tænkte han tilfreds.
Da han kom tilbage og så hende igen, lo Peterson højt. Hun blaffede! Heldet tilsmilede ham i dag. Der var en højere mening med, at hun skulle dø.
Han kørte bilen op på siden af hende og sendte hende sit mest venlige smil.
“Vil du have et lift?”
Pigen smilede bredt tilbage. ”Tak. Det ville være rart.”
”Hvor skal du hen?” spurgte han.
”Jeg bor lidt uden for byen.”
Pigen gav ham adressen.
Han sagde: ”Jeg kører lige forbi. Hop ind."
Pigen satte sig ind på forsædet. Med yderligere tilfredshed bemærkede han, at hun endda havde sin mors nøddebrune øjne.
Peterson trykkede på knappen, der låste døre og vinduer. På grund af klimaanlæggets rolige summen bemærkede pigen ingenting.
*
April følte et behageligt adrenalinsus, da hun spændte sikkerhedsselen. Hun havde aldrig blaffet før. Hendes mor ville blive meget vred, hvis hun fandt ud af det.
Selvfølgelig fortjente hendes mor det, mente April. Det var virkelig tarveligt at tvinge hende til at overnatte hos far i går aftes - og alt sammen på grund af en skør idé om, at Peterson havde været i deres hjem. Det var ikke sandt, og det vidste April godt. De to agenter, der havde kørt hende hjem til fars hus, havde sagt det. Ud fra hvad de sagde til hinanden, lød det næsten, som om hele FBI troede, at mor var en smule skør.
Manden sagde: ”Så hvad laver du herinde i Fredericksburg?”
April drejede sig og så på ham. Han var en fyr, der så rimelig godt ud med pluskæbe, skægstubbe og tykt hår. Han smilede.
”Skole,” sagde April.
”Et sommerkursus?” Spurgte manden.
”Ja,” sagde April. Hun ville ikke fortælle ham, at hun havde besluttet at pjække fra timerne. Det var ikke, fordi han lignede den slags fyr, der ikke forstod det. Han virkede ret cool. Måske ville han endda finde det morsomt at hjælpe hende med at trodse forældrenes autoritet. Men det var alligevel bedst at ikke tage nogen chancer.
Mandens smil blev lidt drilsk.
”Så hvad synes din mor om, at du blaffer?” Spurgte han.
April blev rød i hovedet af forlegenhed.
”Åh, det har hun det fint med,” sagde hun.
Manden lo. Det var ikke en særlig behagelig lyd. Og der skete noget i April. Han havde spurgt, hvad hendes mor syntes, ikke hvad hendes forældre syntes. Hvad fik ham til at sige det på den måde?
Der var temmelig meget trafik tæt ved skolen på dette tidspunkt af morgenen. Det ville tage et stykke tid at komme hjem. April håbede ikke, at manden ville tale hele vejen. Det kunne blive en virkelig akavet samtale.
Men efter de havde kørt forbi et par boligblokke i tavshed, følte April sig endnu mere ubehageligt til mode. Manden var stoppet med at smile, og hans udtryk virkede temmelig dystert. Hun bemærkede, at alle døre var låst. Hun pillede diskret ved knappen i vinduet i passagersiden. Den var ikke til at få op.
Bilen standsede bag en bilkø og ventede på, at lyset skulle skifte til grønt. Manden tændte det venstre blinklys. April blev grebet af en pludselig panikangst.
”Øh ... vi skal ligeud her,” sagde hun.
Manden sagde intet. Havde han ikke hørt hende? Af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til at sige det igen. Desuden planlagde han måske at køre en anden vej. Men nej, hun kunne ikke forestille sig, hvordan han skulle kunne køre hende hjem en anden vej.
April spekulerede på, hvad hun skal gøre. Skulle hun skrige om hjælp? Ville nogen høre hende? Og hvad hvis manden ikke havde hørt, hvad hun sagde? Betød det slet ikke noget? Det hele ville være forfærdeligt pinligt.
Så opdagede hun en velkendt fyr slentre henad fortovet med rygsækken slynget over skulderen. Det var Brian, som hun var en slags kæreste med for tiden. Hun bankede højlydt på bilruden.
Hun gispede lettet, da Brian vendte sig rundt og fik øje på hende.
”Vil du have med?” mimede hun til Brian.
Brian smilede og nikkede.
Ӂh,
