Kidnappet. Блейк Пирс

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Kidnappet - Блейк Пирс страница 9

Kidnappet - Блейк Пирс

Скачать книгу

      ”Det er ikke, som du tror, mor,” sagde April.

      ”Det er præcis sådan,” sagde Riley. ”Giv mig resten af det.”

      April himlede med øjnene og rakte hende en plastikpose med en lille mængde pot i.

      ”Jeg troede, du var på arbejde,” sagde April, som om det forklarede alt.

      Riley vidste ikke, om hun skulle blive mere vred eller skuffet. Hun har taget April i at ryge pot én gang tidligere. Men tingene var blevet bedre imellem dem, og hun troede, de dage lå bag dem.

      Riley stirrede på den unge mand.

      ”Mor, det er Brian,” sagde April. ”Han er en ven fra skolen.”

      Med et fjoget grin og et glasagtigt blik rakte fyren hånden ud mod Riley.

      ”Hyggeligt at møde dig, fru Paige,” sagde han.

      Riley lod sine egne hænder hænge ned langs siden.

      ”Hvad laver du her nu?” spurgte Riley, henvendt til April.

      ”Det er her, jeg bor,” sagde April med et skuldertræk.

      "Du ved godt, hvad jeg mener. Du skal være hjemme hos din far.”

      April svarede ikke. Riley kiggede på sit ur. Tiden var knap. Hun var nødt til hurtigt at finde en løsning på situationen.

      ”Fortæl mig, hvad der er sket,” sagde Riley.

      April begyndte at se temmelig flov ud. Hun var slet ikke forberedt på denne situation.

      ”Jeg gik fra fars hus og hen til skolen i morges,” sagde hun. ”Jeg stødte på Brian foran skolen. Vi besluttede at pjække i dag. Det er ok, hvis jeg har fravær en gang imellem. Jeg får gode karakterer. Den afsluttende eksamen er først på fredag.”

      Brian lo en nervøs, åndsforladt latter.

      ”Ja, April klarer sig virkelig godt i skolen, fru Paige,” sagde han. ”Hun er fantastisk.”

      ”Hvordan kom I herhen?” spurgte Riley.

      April kiggede væk. Riley gættede hurtigt, hvorfor hun var så tilbageholdende med at fortælle sandheden.

      ”Årh, for pokker, I har blaffet, ikke?” Sagde Riley.

      ”Chaufføren var en rigtig flink fyr, meget stille,” sagde April. ”Brian kørte med hele vejen. Det var sikkert.”

      Riley kæmpede for at holde sine nerver og sin stemme i ro.

      ”Hvordan kan du vide, at du var i sikkerhed? April, du må aldrig køre med fremmede. Og hvorfor kom du tilbage hertil efter den forskrækkelse, vi fik i går aftes? Det er helt vildt tåbeligt. Tænk, hvis nu Peterson stadig var her?”

      April smilede, som om hun vidste bedre.

      ”Hold nu op, mor. Du bekymrer dig for meget. Det siger de andre agenter. Jeg hørte to af dem tale om det – de to, der kørte mig til fars hus i går aftes. De sagde, at Peterson helt sikkert er død, og at du bare ikke vil acceptere det. De sagde, at den person, som har lagt de småsten, sandsynligvis har gjort det som en joke.”

      Riley kogte af raseri. Hun ønskede, at hun kunne fat på disse agenter. Det var modigt af dem at modsige Riley i hendes datters påhør. Hun overvejede at bede April om deres navne, men hun besluttede sig for at lade være.

      ”Hør efter, April,” sagde Riley. ”Jeg er nødt til at rejse ud af byen på arbejde i et par dage. Jeg rejser nu. Jeg kører dig hjem til din far. Jeg har brug for, at du bliver der.”

      ”Hvorfor kan jeg ikke tage med dig?” spurgte April.

      Riley spekulerede på, hvordan i alverden teenagere kunne være så dumme med nogle ting.

      ”Fordi, du er nødt til at tage din eksamen,” sagde hun. ”Du er nødt til at bestå, ellers kommer du bagud i skolen. Du er nødt til at bestå engelsk, og du har sløset med det fag uden grund. Og desuden arbejder jeg. Det er ikke altid sikkert at være med, når jeg er på arbejde. Det burde du vide nu.”

      April sagde intet.

      ”Kom med ind,” sagde Riley. ”Vi har kun få minutter. Jeg er nødt til at få pakket nogle ting, og det skal du også. Så kører jeg dig hjem til din far.”

      Henvendt til Brian tilføjede Riley: ”Og jeg kører også dig hjem.”

      ”Jeg kan blaffe,” sagde Brian.

      Riley stirrede på ham.

      ”Ok, så,” sagde Brian med et underdanigt ansigtsudtryk. Han og April rejste sig fra bordet og fulgte efter Riley ind i huset.

      ”Kom så. Ind i bilen begge to,” sagde hun. Teenagerne forlod lydigt huset.

      Hun låste den nye lås, som hun havde sat på bagdøren, og gik derefter fra rum til rum og sørgede for, at alle vinduer var lukkede og låst.

      I sit soveværelset hentede hun sin rejsetaske og tjekkede, at alt, hvad hun havde brug for, stadig var i den. Da hun gik, kiggede hun nervøst på sin seng, som om småstenene muligvis var vendt tilbage. Et øjeblik undrede hun sig over, hvorfor hun var på vej til en anden stat i stedet for at blive her og forsøge at spore morderen, der havde anbragt dem der for at plage hende.

      Desuden skræmte Aprils nye adfærd hende. Kunne hun stole på, at datteren var i sikkerhed i Fredericksburg? Det havde hun troet indtil nu, men nu var hun i tvivl.

      Der var stadigvæk ikke noget, hun kunne gøre for at ændre tingene. Hun havde forpligtet sig til at tage den nye sag og måtte rejse. Da hun gik ud til bilen, kiggede hun ind i de tykke, mørke skove og ledte efter ethvert tegn på Peterson.

      Men der var ingen.

      Kapitel 6

      Riley kiggede på uret i bilen, imens hun kørte teenagerne ind i den eksklusive del af Fredericksburg og gispede, da hun så, hvor lidt tid hun havde tilbage. Merediths ord ramte hende straks.

      Hvis du kommer for sent, falder der brænde ned.

      Måske - forhåbentlig - ville hun nå flyet til tiden. Hun havde planlagt bare at stoppe derhjemme og få fat på sit rejsesæt, og nu var tingene blevet meget mere komplicerede. Hun spekulerede på, om hun skulle ringe til Meredith og advare ham om, at familieproblemer kunne forsinke hende. Nej, hendes chef havde været forbeholden nok allerede. Hun kunne ikke forvente, at han skulle være mere forstående.

      Heldigvis lå Brians hjem på vejen til Ryans hus. Da Riley kørte ind til siden ved en stor gård og stoppede bilen, sagde hun: ”Jeg burde gå med ind og fortælle dine forældre, hvad der er sket.”

      ”De er ikke hjemme,” sagde Brian med et skuldertræk. ”Far kommer aldrig tilbage igen, og mor er ikke der meget.”

      Han steg ud af bilen, vendte

Скачать книгу