sindelag
I den første besættelsessommer opstod der en national vækkelse over hele landet. I forsamlingshuse og ved friluftsstævner samledes flere og flere mennesker for at synge danske fædrelandssange. Værker fra den nationalromantiske sangskat blev fundet frem, og sange som “I Danmark er jeg født” eller “Der er et yndigt land” blev omdrejningspunkter for “alsang”, som det blev kaldt. Tilslutningen til alsangsstævnerne toppede en septemberdag i 1940, hvor 740.000 mennesker eller mere end en femtedel af landets befolkning deltog i stævner over hele landet. Radiotransmissioner knyttede stævnerne sammen og udvidede alsangen til landets stuer. Alsangen var i højere grad udtryk for en stærk dansk national følelse end direkte protest og kampvilje. Tyskerne fremstod på det tidspunkt som krigens umiddelbare sejrherre, og stævnerne repræsenterede en voksende bevidsthed om det nationale sammenholds betydning for Danmarks mulighed for at overleve besættelsen og bevare det danske i en tyskdomineret verden. For langt hovedparten af befolkningen betød det dermed også opbakning til samlingsregeringen og kongen, samt den politik, de førte.25 Tilpasning var en nødvendighed, og politikerne opfordrede til besindighed og samarbejde. Denne linje var i 1940-1941 så godt som totalt dominerende, og direkte modstand imod besættelsesmagten var yderst sjælden.
Med mange tyske soldater i landet opstod der hurtigt forhold mellem soldater og danske kvinder. Her ses en dansk kvinde med en tysk soldat ved Peblingesøen i København. (Frihedsmuseets arkiv)
Efter det tyske angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 følte en række danskere, også uden direkte tilknytning til det nazistiske miljø, at Danmark måtte engagere sig i kampen imod kommunismen. Disse holdninger havde rod i de spirende antikommunistiske og antidemokratiske strømninger, der opstod i 1930’erne. Nogle mente endda, at hver enkelt dansker måtte vise nationalt sindelag ved at melde sig til kampen imod kommunismen på Østfronten. Holdningerne blev bakket op af flere fremtrædende skikkelser som forfatteren Valdemar Rørdam, som bl.a. i digte åbenlyst hyldede det tyske angreb og så Danmark som en naturlig allieret med Tyskland. Denne form for støtte til besættelsesmagten overskred den samarbejdslinje, som politikerne førte, og stod i kontrast til den nationale stemning, som alsangsstævnerne repræsenterede. Langt hovedparten af befolkningen mente, at besættelsesmagten skulle mødes med en passiv holdning og nødvendig tilpasning, mens aktiv støtte til tyskerne i det offentlige rum ikke var velset.26
Opgøret med tyskerpiger fandt sted overalt i landet. Billedet er fra Århus og er taget i dagene efter befrielsen. (Frihedsmuseets arkiv)
I det private rum var grænsen for, hvad der var tilladeligt, endnu vanskeligere at drage. Med mange tusinde tyske soldater samlet i et land, hvor der ikke var krigshandlinger, opstod der hurtigt tætte forbindelser mellem soldater og danske kvinder. Det anslås, at der i perioden 1940-1945 var mindst 50.000 såkaldte tyskerpiger.27 Danske kvinders omgang med tyske soldater førte til sammenstød mellem såvel danskere og tyske soldater som danskere og tyskerpiger. Der fandtes flere eksempler på, at kvinder blev socialt isoleret og fysisk chikaneret – klipning af deres hår var mest udbredt. Den første registrerede klippeaktion fandt sted i september 1940, og antallet af aktioner toppede i august 194328 og i befrielsesdagene. Endvidere blev kvinderne af og til afklædt offentligt eller seksuelt chikaneret på anden vis. Modstandsbevægelsens illegale blade var i høj grad med til at skabe en hadefuld stemning mod tyskerpigerne, og mange af dem opfordrede direkte til at afstraffe kvinderne. Omgangen med den tyske værnemagt resulterede også i en række skældsord, der blev brugt om tyskerpigerne, f.eks. “feltmadras”, “tyskertøs” og “syfilishoppe”. Reaktionerne var blandt andet udtryk for, at kvinderne syntes at svigte nationen, når de havde forhold til tyske soldater.29
Samarbejdet bryder sammen
Selv om normen var accept af den samarbejdspolitiske linje, var der alligevel fra besættelsens begyndelse modstand imod tyskerne. Til at begynde med var der kun tale om få sporadiske initiativer, foretaget af enkelte mænd og kvinder, der ofte stod uden kontakt med hinanden. Som besættelsen skred frem, blev modstanden dog mere og mere organiseret, bl.a. med hjælp fra England, og egentlige modstandsgrupper af forskellig politisk observans opstod. Den gryende modstand med sabotageaktioner og illegale blade blev efterhånden besættelsesmagten for meget, og de danske myndigheder blev mødt med krav om at slå hårdt ned på modstandsbevægelsen. Efter en strejkebølge og uroligheder i hele landet i sommeren 1943 fremsatte tyskerne krav om at indføre dødsstraf for sabotage og delvis at overtage det danske politis beføjelser. Det førte til, at den danske regering valgte at træde tilbage d. 29. august 1943 og overlade styret af landet til besættelsesmagten og de danske embedsmænd.
Mindre end to måneder efter samarbejdspolitikkens ophør iværksatte besættelsesmagten en aktion imod de danske jøder, som skulle sendes til KZ-lejre. Aktionen blev imidlertid, set med tyske øjne, en dundrende fiasko, da det kun lykkedes tyskerne at pågribe 474 af de omkring 7.000 danske jøder. Inden tyskernes aktion i begyndelsen af oktober 1943 var det rygtedes, at der var en aktion under opsejling, og langt hovedparten af jøderne havde forladt deres hjem. De flygtende jøder blev spontant hjulpet af danskere fra alle samfundslag, og hovedparten af jøderne blev via illegale ruter fragtet til Sverige. Begivenheden blev for mange danskere indgangsdøren til det illegale arbejde. Organisering af ruterne til Sverige samt indsamling af store pengebeløb til finansiering af redningsaktionen var med til at skabe en modstandsbevægelse med bred folkelig opbakning.30
Som modsvar til en stigende sabotage begyndte tyskerne også at hverve danskere til bevogtning af flyvepladser, lazaretter, depoter og andre faciliteter, som var vigtige for besættelsesmagten. De blev organiseret i eksempelvis Marinevægterkorpset og Sommerkorpset, og i alt nåede ca. 3.900 danskere at udføre vagttjeneste for tyskerne under besættelsen.31 Hvor Marinevægter- og Sommerkorpset var vagtkorps, blev det berygtede Schalburgkorps oprettet i februar 1943 som led i bestræbelserne på at styrke nationalsocialismen i Danmark. I alt nåede ca. 1.000 personer, heraf flere tidligere østfrontsfrivillige, at blive uddannet inden for korpset, inden det blev opløst i begyndelsen af 1945.32 I Schalburgskorpsets regi dannedes også en række afdelinger, der efterhånden blev autonome. I slutningen af 1943 oprettedes således Efterretningstjenesten (ET), der var frygtet for den såkaldte schalburgtage: På foranledning af det tyske sikkerhedspoliti gengældte ET bl.a. modstandsbevægelsens sabotage med sprængninger rettet mod danske interesser, f.eks. Tivoli, og attentater mod fremtrædende danskere, de såkaldte clearingdrab.
Efteråret 1943; medlemmer af Schalburgkorpset eksercerer i Fælledparken i København. Korpsets medlemmer, som var danske, havde talrige sammenstød med befolkningen og var forhadt på grund af tætte forbindelser til de danske nazister og besættelsesmagten. (Frihedsmuseets arkiv)
Efter at det danske politi blev interneret d. 19. september 1944, blev ET grundstammen i Hilfspolizei – Hipokorpset, der havde til opgave at opretholde ro og orden i København. Korpset blev kendt for dets aktive bistand til det tyske politis bekæmpelse af modstandsbevægelsen. ET, og dermed Hipo, blev d. 1. december 1944 underlagt tyske politimyndigheder og arbejdede tæt sammen med den tyske sikkerhedstjeneste og Gestapo. I alt nåede ca. 600 danskere at være beskæftiget inden for ET.33
Der var også danskere, der samarbejdede med det tyske politi som angiver eller stikker, som de blev kaldt i samtiden. Der kunne være mange årsager til at blive stikker, men en af de primære var økonomisk, da besættelsesmagten betalte store summer for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af modstandsfolk. Efter krigen dømtes mere end 600 danskere
