Pa den forkerte side. Soren Billeschou Christiansen

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen страница 7

Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen

Скачать книгу

kunne allerede d. 5. maj 1945 begynde at samle folk mistænkt for landsforræderi i interneringslejre over hele landet. Modstandsbevægelsen fik fra d. 13. maj hjælp til arbejdet af det genetablerede danske politi. Interneringerne skete hovedsageligt af to grunde. For det første pga. ønsket om at fange så mange som muligt, inden der var mulighed for at flygte ud af landet. For det andet for at undgå, at befolkningens vrede mod landssvigerne skulle udarte til selvjustits. Begge mål blev til fulde opfyldt, idet Danmark var et af de lande, der oplevede færrest eksempler på selvtægt, og operationen kunne med udgangspunkt i målet betegnes som succesfuld.

      Imidlertid var interneringerne præget af kaotiske forhold, som naturligt opstod, når mange tusinde personer skulle arresteres. Antallet af internerede gjorde det nødvendigt at inddrage skoler, haller og andre offentlige bygninger som supplement til fængsler og arresthuse. På grund af den ophedede stemning i befrielsesdagene kunne et fingerpeg fra naboer eller andre tilfældige oplysninger også føre til, at modstandsgrupper skred til anholdelser.45 Mange blev interneret på mistanken om kontakt til besættelsesmagten. En del af de modstandsfolk, der deltog i anholdelserne, var unge og uerfarne med politiarbejdet og havde vanskeligt ved at agere i den kaotiske situation. I flere sammenhænge foretog de derfor overilede arrestationer og kom nogle gange ufrivilligt til at blande sig i personlige opgør, som ikke nødvendigvis havde baggrund i besættelsen. Grundlaget for en del af interneringerne var spinkelt, og mange blev interneret, fordi de f.eks. havde haft et forhold til en tysk soldat, havde været medlem af DNSAP eller simpelthen på et fejlagtigt grundlag. Der var i mange tilfælde tale om “små fisk”, der i lokalbefolkningens øjne var landsforrædere, men som det efterfølgende viste sig ikke kunne retsforfølges. Af i alt ca. 40.000 internerede blev omkring halvdelen efterhånden løsladt. Nogle efter få timer, mens andre måtte vente flere måneder, før deres sag var afdækket.46

Image

      Mange løsladte var kvinder, som havde haft forhold til tyske soldater. Deres handlinger var i manges øjne moralsk forkastelige, men de kunne ikke straffes via domstolene. På billedet ses kvindelige arrestanter ved Maglegårdsskolen i Hellerup i dagene efter befrielsen. (Frihedsmuseets arkiv)

      Antallet af løsladelser var størst blandt de internerede, som modstandsbevægelsen selv havde arresteret. Af de ca. 21.800 personer, som bevægelsen tilbageholdt, blev 2/3 frigivet uden videre tiltale. Fra modstandsbevægelsens side var man da også som udgangspunkt villig til at anerkende, at der var sket fejl, men ikke i det omfang, som antallet af løsladte indikerede. De få, der ifølge modstandsbevægelsen var blevet uskyldigt interneret, skulle have en form for oprejsning. Resten af de løsladte var såkaldt “blakkede”, dvs. at deres generelle opførelse under besættelsen var skyld i, at de blev interneret.

      Denne holdning afspejledes i et løsladelsessystem, som i begyndelsen af juli 1945 blev indført i forbindelse med frigivelsen af internerede. Systemet bestod af en attest med forskellig farve alt efter løsladelsesomstændighederne. De personer, der var blevet interneret ved en klar fejltagelse, eller hvor der var rejst åbenlys grundløs sigtelse, fik en hvid attest. Med attesten kunne den løsladte f.eks. dokumentere interneringsårsagen over for en arbejdsgiver. Internerede, der havde været anholdt af beskyttelseshensyn, f.eks. mange af de såkaldte tyskerpiger, fik en grøn attest. Deres gerninger var moralsk forkastelige, men kunne ikke forfølges via straffelovgivningen. Endelig fandtes en rød attest til de løsladte, der formenlig var skyldige, men hvor bevisets stilling stod sådan, at der ikke umiddelbart kunne rejses tiltale. På grund af de vide arrestationsrammer blev der udstedt flest røde og grønne attester, og mange kom på den måde til at fremstå som skyldige i landsforræderi, selv om de ikke kunne straffes.47 De kulørte attester var med deres fordømmende indhold uanvendelige i den virkelige verden og gjorde muligvis mere skade end gavn for de løsladte.

      I efteråret 1945 blev der vedtaget en lov, der skulle sikre oprejsning og evt. erstatning til uforskyldt internerede, dvs. personer, som pga. navneforveksling, urigtig anmeldelse eller af andre grunde var blevet uretmæssigt interneret. Oprejsningsnævn over hele landet behandlede omkring 1.500 sager, men kun ca. 700 fik tilkendt oprejsning og af dem enkelte også erstatning.48

      Med ca. 20.000 løsladelser, svarende til knapt 50 % af alle internerede, var antallet på 1.500 klagesager lavt. Myndighederne var ikke begejstrede for at give oprejsning og gjorde ikke nogen aktiv indsats for at komme de løsladte i møde. Desuden opfattede mange af landssvigerne givetvis muligheden for oprejsning som minimal. Med en grøn eller rød løsladelsesattest i hånden kan sagen have virket afgjort på forhånd.

      Det retslige opgør

      Med mange tusinde internerede var der et akut behov for at klarlægge, hvordan den juridiske del af processen med landssvigerne skulle forme sig. Hvordan skulle opgøret foregå? og ikke mindst: Hvor skulle grænsen for forræderi trækkes? Udformningen af retsopgørets regler blev overladt til den atten mand store befrielsesregeringen, som var dannet d. 5. maj med deltagelse af ni ministre fra modstandsbevægelsen og ni personer udpeget blandt danske folketingspolitikere. Det var en vanskelig opgave at tilfredsstille alle i en situation, hvor der var mange modstridende interesser og følelser på spil, hvilket udformningen af retsopgørets love kom til at bære præg af.

      Modstandsbevægelsen havde allerede under besættelsen gjort sig tanker om opgørets udformning. Det skulle foregå efter “rodfæstet dansk retsbevidsthed”, så man undgik selvjustits fra borgernes side. For at sikre befolkningens indflydelse ønskede bevægelsen særlige domstole med folkevalgte lægmænd nedsat, som sammen med en speciel anklagemyndighed skulle behandle sager om forræderi. I modsætning til modstandsbevægelsen var politikerne ikke interesserede i, at opgøret afveg synderligt fra de vante juridiske procedurer. For politikerne var det vigtigt at bevare det hidtidige magtapparat, så det ville være muligt at opretholde den eksisterende samfundsstruktur og dermed sikre magten på egne hænder.

      Parterne var også uenige om, fra hvilket tidspunkt handlinger skulle betragtes som strafbare. Modstandsbevægelsen var af den opfattelse, at opgøret skulle gælde handlinger udført fra besættelsens begyndelse d. 9. april 1940, mens politikerne anså samarbejdspolitikkens officielle ophør d. 29. august 1943 for at være det rette tidspunkt.49 Uenigheden drejede sig om, hvornår krigstilstanden mellem Danmark og Tyskland var indtrådt. Politikerne, der formelt havde ledet landet, opfattede deres eget nej til samarbejde som det officielle tidspunkt og kunne på den måde retfærdiggøre flere kontroversielle begivenheder såsom interneringen af kommunisterne i 1941 eller oprettelsen af Frikorps Danmark samme år. Modstandsbevægelsen var af en helt anden opfattelse og mente, at der havde været krig med tyskerne siden d. 9. april 1940.

      Det blev til et kompromis, hvor politikerne bøjede sig for modstandsbevægelsens tidskrav, mens bevægelsen accepterede, at retsopgøret fandt sted ved de almindelige domstole. Dette betød, at det blev nødvendigt at vedtage love med tilbagevirkende kraft, da den eksisterende lovgivning kun dækkede i krigstilstand. Dermed var det muligt at straffe handlinger, der i mange tilfælde virkede i overensstemmelse med samarbejdspolitikkens ånd.

      Lovgivningen

      Med rammerne på plads skulle de endelige love, i daglig tale “Straffelovstillægget”, udformes. En Gallup-undersøgelse foretaget midt i juni 1945 gav et godt billede på den atmosfære, lovgivningen blev til i. Undersøgelsen viste, at 91 % af de adspurgte ønskede dødsstraf for angiveri, 89 % for tjeneste i Hipokorpset, og 85 % for at have arbejdet for Gestapo. Der var også folk, der mente, at værnemagere og tyskerpiger skulle straffes på livet.50 Der skulle med andre ord ikke lægges fingre imellem. Den politiske debat bar præg af befolkningens krav om hævn, og det fik konsekvenser for udformningen af lovgivningen. Som noget ekstraordinært blev dødsstraf indført for særligt grove forbrydelser, som f.eks. drab og tortur. I det hele taget var det repressive

Скачать книгу