af det strafferetslige opgør foregik et omfattende opgør i en lang række offentlige institutioner. Disse institutioner havde ikke plads til tidligere medlemmer af nazistiske organisationer, da det kunne true institutionernes troværdighed hos befolkningen. Den almene opfattelse var derfor, at det var nødvendigt at rense ud blandt ansatte, som havde optrådt unationalt, men som ikke kunne dømmes efter straffelovstillægget og dermed afskediges. Til det formål blev der hen over sommeren 1945 nedsat en tjenestemandsdomstol, der skulle sikre udrensning blandt offentlige tjenestemænd samt en ekstraordinær undersøgelseskommission, som omfattede øvrige offentligt ansatte. I alt blev der rejst ca. 1.200 sager ved tjenestemandsdomstolen, hvoraf knap halvdelen førte til afskedigelse og fratagelse af pension. En del ansatte havde allerede selv taget deres afsked, mens andre var blevet afskediget, fordi de havde overtrådt straffelovstillægget.70
I private foreninger/organisationer for bl.a. advokater, læger, journalister og forfattere foregik udrensningerne efter mere tilfældige principper, ofte organiseret omkring såkaldte æresretter. Her var der typisk tale om et råd bestående af foreningernes fremtrædende medlemmer, som undersøgte belastede medlemmer. I de tilfælde, hvor foreningsmedlemmer havde udvist unational adfærd eller lignende, kunne æresretten foretage en ekskludering. Mod stands bevægelsen stillede beredvilligt deres kartoteker over mistænkte landsforrædere til rådighed for æresretterne for at hjælpe processen på vej.71 Det kan ikke fastslås præcis, hvor mange der blev udrenset i privat regi, og på hvilken baggrund det foregik. Tallet må formodes at være flere tusinde, og som i offentlig regi var det i hovedreglen medlemmer af DNSAP samt de dømte i det strafferetslige opgør, der blev ramt.72
Den sande historie
En afgørende kilde til befolkningens syn på landssvigerne var de omfattende samleværker om besættelsestiden, der udkom hurtigt efter befrielsen. De var forfattet af respekterede journalister og akademikere og fremstod som sandheden om besættelsen. Værkerne var derfor med til at etablere og fastholde stigmatiseringen af landssvigerne. Det skete for eksempel i forbindelse med beskrivelsen af de landssvigere, der havde gjort tjeneste i Gestapo, Hipo- eller Schalburgkorpset. I trebindsværket De Fem Lange Aar, der udkom i 1946, blev Hipokorpsets sammensætning beskrevet som: “(…) en stor Del af Undermaalere, der aldrig paa normal Maade kunde have gjort sig gældende i Samfundet, men som nu (…) ved Hjælp af Maskinpistoler og Haandgranater tiltvang sig en Magtstilling”.73
Gruppen blev beskrevet som en samling ynkelige personer af overvejende tidligere straffede. Dette kunne hurtigt føre til antagelsen om, at de naturligvis også var skyldige.74 Et andet værk om besættelsestiden, Danmark under Besættelsen, beskrev gruppen af østfrontsfrivillige som eventyrnaturer, der led under en alvorlig brist i deres karakter eller manglende nationalfølelse. Forfatteren understregede gruppens afvigende natur ved at fremhæve, at der i de frivilliges rækker fandtes:
… adskillige Forbrydernaturer, straffede eller arveligt belastede Personer, for hvem Skændselsgerninger ikke krævede Selvovervindelse, og endelig fandtes der mangfoldige defekte Individer, hvis Evne til selvstændigt at vurdere Hvervemødernes Bravader var minimal, Taaber, som var ude af Stand til at gennemskue Hulheden og Fraserne i den nazistiske Presses Trommeild, Mennesker, for hvem Begreber som Ansvar, Ære og Pligt i dette som i Livets andre Forhold var uden reelt Indhold.75
Forfatteren konkluderede dermed, at det ikke var samfundets skyld, at de østfrontsfrivillige havde taget våben i hånd mod Danmarks allierede. Årsagen skulle i stedet findes i de frivilliges individuelle abnormitet.
Aviser og ugeblade
Det folkelige opgør udspillede sig i lokale miljøer mellem naboer og borgere, men rammerne blev skabt af datidens dominerende medier: aviser og ugeblade. Her kunne danskerne få bekræftet deres forestillinger om landsforrædere og finde ammunition til at fortsætte opgøret på lokalt plan. Bladene havde fra første færd fulgt opgøret intenst, og retsopgørets mange tusinde sager blev vendt og drejet, både når der var tale om tiltalefrafald, frifindelse eller dom. Den journalistiske stil var generelt meget ensidig i rapporter fra anholdelser og retssager, hvor landssvigerne ofte blev sidestillet med dyr, og tillægsord som “modbydelige” blev hæftet på de formodede landsforrædere.76
Opgøret kom dagligt til syne i aviserne og blev forstærket gennem journalisternes og redaktørernes ofte farvede beskrivelser af landssvigerne. Det var medvirkende til at skabe et bestemt negativt billede af landsforræderne og en øget stigmatisering af gruppen. I en omtale fra Politiken d. 31. marts 1946 blev gruppen af internerede fremstillet således: “Som Helhed er det aandelig lavtstående og defekte Mennesker. 50 pct. er psykisk abnorme, men alligevel er de fleste af dem modtagelige for Straf”.77 Artiklen refererede til et foredrag af overlæge Max Schmidt,78 som ledede politiets retspsykiatriske klinik. Han forklarede baggrunden for landssvigernes unationale opførsel, og avisen konkluderede: “(…) at Nationalfølelse er et Tegn paa psykisk Sundhed og Styrke, kort sagt paa det, man kalder Karakter.”79 Dermed måtte personer, der havde forbrudt sig imod nationen, indeholde de modsatte karaktertræk.
Aviser og ugeblade fulgte også med i landssvigernes forhold i arresthuse, fængsler og i de mange haller, skoler og lejre, som blev benyttet pga. det store antal arresterede. Journalister og fotografer fik ekstraordinært lov til at dokumentere, hvem landssvigerne var. De offentligt kendte landssvigere var mest i fokus, og de blev f.eks. foreviget som gulvvaskere, i færd med at rede seng eller andre intime gøremål. Olga Eggers, den tidligere redaktør af det racistisknazistiske tidsskrift Kamptegnet, blev afbildet på sit dødsleje.80 Bedst kendt i dag er vel nok billedet af Frits Clausen med en trillebør i Faarhuslejren, der sammen med overskriften “En Trillebør med Kendt Fører” prydede forsiden af Billedbladet den 6. november 1946.81 Dette billede var arrangeret til ære for fotografen.
Frits Clausen med trillebør i Faarhuslejren. (Frihedsmuseets arkiv)
Selv om opgøret i offentligheden kredsede mest om de kendte landssvigere og de ekstraordinære sager, som f.eks. opgøret med terrorbanderne eller stikkerne, fik ukendte landssvigere også offentliggjort deres navn og adresse i pressen.82 Det skete via offentliggørelse af lister over anholdte eller ved omtale af politiets efterforskninger og de mange retssager. I visse tilfælde blev personkarakteristika også benyttet til at identificere landssvigerne, f.eks. i Jyllands Posten d. 6. august 1946, hvor en notits med overskriften “Enøjet Landsforræder idømt 2 Aars Fængsel” fortalte, at en landmand på 24 år var blevet idømt to års fængsel for tysk krigstjeneste.83 Sådanne notitser var almen læsning i årene for retsopgøret. Dagligt skrev aviserne om retsopgørets mange forskellige sager, og artikler og notitser var en vigtig del af opgøret i offentligheden, da befolkningen gennem personlige oplysninger kunne identificere både lokale og nationale landssvigere. Udrensning og stigmatisering ramte bredt og ukontrolleret. Derfor oplevede landssvigere, der kun perifert var involveret i retsopgøret, at deres sager blev offentliggjort og/eller forvrænget i pressen. Dette kunne have store personlige konsekvenser, da den offentlige opmærksomhed fastholdt personerne i rollen som forræder og gjorde det meget vanskeligt for landssvigerne at forklare sig selv.
Befolkningens interesse for at identificere, hvem der havde stået på den forkerte side, vidner også flere bøger, personlister og fortegnelser om. Det mest omfangsrige eksempel var udgivelsen af det såkaldte Bovrup-Kartotek. Udgiverne var tidligere modstandsfolk, der i protest mod bl.a. løsladelser af internerede og dømte landssvigere udgav bogen i marts 1946. Bogen, der var baseret på medlemslister fra DNSAP, som kom modstandsbevægelsen i hænde ved befrielsen, indeholdt ca. 22.700 navne på nazister. Oplysningerne i kartoteket var dog mangelfulde, f.eks. indeholdt listerne kun halvdelen af de personer, der på et eller andet tidspunkt havde været
