Pa den forkerte side. Soren Billeschou Christiansen
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen страница 8
Befrielsesregeringen, som tiltrådte d. 5. maj 1945, bestod af politikere fra de etablerede partier samt medlemmer af modstandsbevægelsen. Regeringen blev ledet af socialdemokraten Vilhelm Buhl, som også havde været statsminister under dele af besættelsen. Et af de vigtigste forhold, som regeringen skulle tage stilling til, var, hvordan retsopgøret skulle udformes. (Frihedsmuseets Arkiv)
Vedtagelsen af lovene betød en væsentlig skærpelse af afsoningsforholdene sammenlignet med den almindeligt gældende straffelov. Med straffelovstillægget i hånden kunne landssvigerne idømmes forhøjede og strengere straffe end normalt. Dertil kom muligheden for at konfiskere de dømtes formuer, så landssvigerne efter udstået straf ikke kunne vende tilbage til trygge og ubekymrede økonomiske rammer. Næsten alle muligheder for specielle afsoningsforhold var fjernet, eksempelvis afsoning i åbne fængsler eller på psykiatriske hospitaler, og der var kun mulighed for at idømme ungdomsfængsel i det tilfælde, hvor landssvigeren på gerningstidspunktet havde været under 18 år. Endelig fandtes der ikke mulighed for prøveløsladelse, og straffelovstillægget krævede en minimumsstraf på fire år, samt tab af borgerlige rettigheder for bestandigt. Det vil sige retten til at stemme og stille op til offentlige valg.52
Ud over straffelovstillægget blev der vedtaget en række andre love, som havde betydning for retsopgøret. Heriblandt og vigtigst fire love fra 1945, der havde til formål at straffe de såkaldte værnemagere, altså de erhvervsdrivende, der økonomisk havde kollaboreret med besættelsesmagten. Lovene skulle sikre, at deres fortjenester blev tilbagebetalt. Opgøret med mange værnemagere faldt efterhånden til jorden, da det var svært at bevise, hvorvidt de erhvervsdrivende havde ageret for egen vindings skyld eller blot fulgt samarbejdspolitikernes opfordringer til samarbejde.53
Retten er sat
Med de nye love vedtaget kunne myndighederne begynde at rejse sager, og i begyndelsen af juli 1945 blev de første landssvigere dømt. I de følgende år blev der i alt rejst ca. 20.600 sager, hvoraf 13.521 førte til dom.54 Lovene bag retsopgøret havde fokus på den enkelte landssvigers handlinger, og medlemskab af DNSAP eller et andet nationalsocialistisk parti blev i sig selv ikke gjort strafbart. Derimod blev det gjort strafbart at agitere for besættelsesmagten eller nazismen. En del landssvigere blev på denne baggrund dømt for propagandavirksomhed.55 Nok ramte retsopgøret ikke menige medlemmer af nazistiske partier og bevarede dermed en vis demokratisk forankring, men på den anden side kunne nazister ikke ustraffet udbrede deres synspunkter.
Dommene faldt i meget forskellige sager, der spændte lige fra økonomisk kollaboration til angiveri, tortur og mord. Over halvdelen af de dømte blev straffet for at have gået i tysk krigstjeneste. Det gjaldt for de personer, der havde kæmpet på østfronten i Waffen-SS, eller dem, som havde gjort tjeneste i et af flere vagtkorps, der blev oprettet af besættelsesmagten, som f.eks. Marinevægterkorpset og Sommerkorpset. Alt i alt blev mere end 7.000 personer dømt for krigstjeneste, og langt de fleste fik domme på mellem seks måneder og fire års fængsel.56 En anden stor gruppe dømte var de landssvigere, der havde gjort korps- eller polititjeneste i de korps, som ikke var vagtkorps, f.eks. Schalburgkorpset eller Hipo-korpset. I alt 1.704 personer blev dømt i sager, der omhandlede alt fra vagttjeneste til direkte bekæmpelse af modstandsbevægelsen.57 En del af de i alt 76 dødsdomme, som faldt under retsopgøret, handlede om personer, som havde gjort tjeneste i et eller flere af disse tyske korps. Deres forbrydelser var mord og tortur på modstandsfolk og civile danskere.58 Ud over ovennævnte grupper blev mange dømt for værnemageri, propagandaarbejde, angiveri og lignende. Mænd udgjorde langt hovedparten af de 13.521 straffede. Kun 644 kvinder blev dømt, langt de fleste for angiveri.59
Kritiske røster
I efteråret 1945 begyndte en egentlig kritik af retsopgøret at spire frem. Til at starte med foregik kritikken som en juridisk debat mellem flere sagførere, som var beskæftiget med retsopgøret, men efterhånden blandede flere af landets skarpeste debattører sig. Hvor den første del af kritikken gik på de tekniske sider af lovgivningen samt de problemer, der opstod i forbindelse med fortolkningen i retssalene og straffenes størrelse, var den anden del fokuseret omkring de moralske dilemmaer i opgøret. Spørgsmålet var, om det var muligt at dømme mennesker, der før d. 29. august 1943, havde handlet i overensstemmelse med regeringens samarbejdspolitik under besættelsen. Flere kritikere, med teologen Hal Koch i spidsen, mente, at Rigsdagen med sin vedtagelse af de tilbagevirkende straffelove med virkning fra d. 9. april 1940 havde foretaget en kovending, som ikke kunne forsvares over for den del af befolkningen, der kom i klemme.60 Der var opstået et misforhold mellem de faktiske forhold under besættelsen, og hvad der efterfølgende blev anset for strafbart.61 Kritikerne anerkendte, at der kunne være tale om moralsk forkerte handlinger, men de var ikke foretaget i modsætning til eksisterende lovgivning og derfor ikke strafbare.
Positionen som kritiker var meget vanskelig, da stort set alle modstandere af retsopgøret fik skudt i skoene, at de var nazistiske medløbere eller lignende.62 Efterhånden blev selv dele af modstandsbevægelsen imidlertid betænkelig ved retsopgørets hårdhed. Især paragrafferne, der straffede med tab af borgerlige rettigheder for bestandigt, tiltrak sig opmærksomhed. Der opstod frygt for, at retsopgøret ville skabe en pariakaste af personer med færre ressourcer og rettigheder end resten af befolkningen.
Mogens Fog, tidligere medlem af Frihedsrådet og daværende minister for særlige anliggender63, fremsatte i september 1945 sine betænkeligheder ved at ignorere eller glemme landssvigerne, når de var dømt. Landssvigerne skulle straffes, men afsoningen skulle foregå under ordnede forhold med mulighed for personlig udvikling og resocialisering, så landssvigerne efterfølgende kunne integreres positivt i samfundet. Sideløbende med gentænkningen af retsopgørets love mente Fog, at det var vigtigt at undgå vilkårlighed i systemet som under besættelsen, hvis opgøret skulle kunne forsvares. Med disse retningslinjer var det med Fogs ord muligt for samfundet at undgå en pariakaste af bitre nazister, der igen ville samles om de gamle symboler.64
Debatten, der bølgede frem og tilbage i dagbladene, skabte efterhånden en atmosfære, hvor det var muligt at tale om en revision af retsopgørets love. Efter regeringsskiftet i november 1945 nedsatte den nye Venstre-regering under Knud Kristensen et udvalg til at foretage en kritisk gennemgang af retsopgørets love. Resultatet blev, efter længere tids forhandling, vedtagelsen af en lovrevision pr. 29. juni 1946. De vigtigste ændringer var en nedsættelse af minimumsstraffen fra fire år til to år, adgang til prøveløsladelse og begrænsninger i tabet af borgerlige rettigheder. Nu mistede landssvigere, der blev idømt fængsel i under fire år, deres rettigheder i fem år, mens landssvigere med domme på over fire år som minimum mistede de borgerlige rettigheder i fem år.65 Der skete altså ingen ændringer med hensyn til, hvad personerne kunne blive dømt for, eller en regulering af de tilbagevirkende love. Revisionen var snarere et udtryk for politikernes gryende forståelse for opgørets mulige konsekvenser og et forsøg på at afbøde disse. Ved siden af lovrevisionen vandt flere af Mogens Fogs tanker imidlertid også indpas i behandlingen af landssvigerne66. Vægten i opgøret skiftede fra hævn til resocialisering, med en del lempelser for landssvigerne til følge.67 Specielt muligheden for prøveløsladelse fik hurtigt konsekvenser. Omkring 11.000 landssvigere sad fængslet i første halvår af 1946, hvorefter løsladelsestakten steg så kraftigt, at der i sommeren 1947 kun var godt 3.300 landssvigere tilbage.68 Langt de fleste landssvigere havde udstået deres straf inden udgangen af 1940’erne. Efter 1950 kunne antallet af afsonede landssvigere tælles i hundreder, og i 1960 blev de sidste tre landssvigere løsladt.69