længe skullet leve op til international konkurrence. De dage for mere end 50 år siden, da man kunne leve af at eksportere landbrugsprodukter og lave industriproduktion til alle aspekter af et hjemmemarkedsforbrug, er forbi. I hver en krog af landet konkurrerer man i dag med udenlandske produkter. Den store spredning i industriproduktionen betød på den ene side, at Danmark fik mange små virksomheder og på den anden side fik mange virksomheder engageret i handel. Et højt uddannelsesniveau betød, at mange industrivirksomheder faktisk overlevede liberaliseringen efter Anden Verdenskrig og fandt sig små nicher rettet mod meget specielle kundebehov. Det blev i høj grad salg til industrielle kunder.
Folketing og ministerier ville gerne støtte den udvikling. Uheldigvis havde Danmark dengang en nobelprismodtager i atomforskning (og senere to mere). Det førte til alle tiders fejlinvestering i Forsøgscenter Risø. I mange år tiltrak det sig henimod halvdelen af alle offentlige forskningsmidler, men førte næsten ikke til noget af værdi for erhvervslivet. Ræsonnementskæden var, at man ville hæve vidensniveauet i industrien, og det skulle ske dels ved forskning og dels udbygning af naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Det er stort set den samme ræsonnementskæde, der styrer de offentlige dispositioner i dag, men det gør den ikke rigtig mere. Nu er det ikke længere atomteknologi, men nanoteknologi der satses på.
Problemet var (og er), at der er meget få forbindelser mellem forskning og erhverv. Der er stadig den vigtige vej via uddannelse af flere og flere unge, som siden ansættes i erhvervsvirksomhederne. Det er en vej, som ikke kun bygger på danske forskningsresultater, men på den samlede vidensudvikling i verden. Den direkte vej via nye produkter o.l. (‘fra forskning til faktura’) er næsten ikke til at finde. Der er nogle få forskningstunge brancher (fx medicinindustrien), men medregnet den er det opgjort, at kun 20 % af dansk erhvervsliv trækker på forskning forstået som ny viden, patenter mv. Al erhvervsaktivitet trækker selvfølgelig på elementer af viden, men det er sjældent splinterny viden. Der er betydelige kræfter i erhvervslivet, som uden særskilt støtte skaber fornyelse og konkurrenceevne – uden at gå vejen om ad forskning o.l.
Med den ovennævnte udfordring er Folketing og ministerier på vej til at bruge den samme (virkningsløse?) recept som for 50 år siden. I stedet for at søge forklaringer på, hvorfor det hele ikke er gået i stykker for erhvervslivet, når det ikke trækker på forskning, er denne tyrkertro på de gamle recepter, på de gamle visioner fastholdt.
Det drøftes også, hvordan man kan få flere unge i gang med at uddanne sig til ingeniører (så de kan konkurrere med fx indiske ingeniører?) Man lægger vægt på, at det skal være studieforløb af den samme høje standard (uden kontekst), der kan findes her, i USA og i Indien, dvs. helt den samme viden.
Det er nogle forunderlige planøkonomiske tankegange i en ellers liberalt orienteret regering. Man er faktisk nærmest forarget over, at de unge ikke strømmer til disse tekniske uddannelser, men søger uddannelser i relation til at være menneske i Danmark dvs. med en mening for dem. Disse planlæggere gør sig måske ikke situationen særlig klar, men fx ønsker Dansk Industri, at de unge skal konkurrere med indiske ingeniører enten ved, at arbejdet overføres til Indien, hvis det er billigere der, eller der åbnes for en indvandring af indiske ingeniører til Danmark.
Der er ikke tvivl om, at vi i Danmark har behov for en vis forskningsaktivitet. Det gælder både som efteruddannelse, motivering, ajourføring af universitetslærere og som kanal for, at nye vidensområder (som fx nanoteknologi) kan blive kendt og gradvis udbredt. Men forskning er ikke nødvendigvis synonym med avanceret teknisk forskning på et snævert felt. Den kan som nævnt fx angå et svar på, hvorfor og hvordan dansk industri klarer sig uden forskning. Øget, bredt orienteret forskning er vigtig på grund af den virkning, den har på uddannelserne af såvel unge som dem i erhverv, og ikke på grund af nogle få kuriøse patenter (fiduser). Den skal give kendskab til det nye, men ikke skabe det nye. Forskning er ikke kun ny viden, fx etableret gennem forsøg. Den er også en måde at trække andre landes nye viden til Danmark, og den er en kilde til særlig inspireret undervisning.
Forskning på universiteter tenderer mod at sætte ind, hvor der i forskningsverdenen er sket nybrud – uanset deres relevans andetsteds. Det kunne dog være godt, om forskningen satte ind, hvor Danmark har en styrke, i stedet for – som foreslået – der hvor alle søger at sætte ind. Det danskere og danske virksomheder kan, er at handle, finde løsninger til forskellige kunder, være kreative, kombinere (lede) bidrag fra mange forskellige sider. Den danske tradition med et meget højt niveau af viden, færdigheder, fleksibilitet og selvstyre hos bl.a. de faglærte arbejdere har skabt grundlag for en servicepræget produktion rettet mod specifikke kundebehov.
Markedsføring flytter sig p.t. fra fokus på standardiserede varer til lave priser og omkostninger mod fokus på at gøre varen og købet til en oplevelse. Også det kræver færdigheder, som det er svært for folk fra u-lande at etablere.
Det er ikke et tilfældigt forhold, at virksomheder har været mere på udkig efter at udbygge deres stab af folk med en baggrund i samfundsvidenskab, økonomi, organisation, psykologi, mere end med flere teknisk uddannede. Det ses både af det øgede antal ansatte af folk af den type og af de tilbudte lønninger.
Det skræmmer med det store tal for forventet outsourcing (375.000 jobs), men i stedet for 30’ernes toldmure mv. bør vi fokusere på, at outsourcing gælder produktion. Disse varer skal stadig sælges især i Vesten, og de skal stadig designes og markedsføres. Produktionsomkostningerne for de fleste produkter er nede på omkring 20 % af salgsprisen. Desuden skal der fortsat skabes mange supplerende serviceydelser. I stedet for den gamle optagethed af produktionsomkostninger og produktfornyelse må kompetencen inden for salg og service styrkes. Den bygger mere på personlig selvstændighed, kreativitet og indlevelse i andre kulturer end på fysik og matematik.
En logisk konsekvens af den førstnævnte udfordring kunne være, at man søgte at støtte de uddannelser, som Indien, Kina m.fl. ikke kan tilbyde. Det gælder indføring i markedsføring, i ledelsesformer, der udbygger medarbejdernes selvstændighed, kreativitet og initiativ. Folk fra u-lande har en indgroet tradition for respekt for autoriteter. Den er svær at komme væk fra, men der har Danmark netop haft en lang udvikling.
Denne udvikling af personlige og sociale kompetencer er ikke primært opnået på højere læreanstalter. Den har i høj grad sit udspring i Grundtvig, i Folkeskolen, i rundkredspædagogik og i fagbevægelsen. Det er bemærkelsesværdigt, at det franske parlament har fået lavet en analyse af det danske arbejdsmarked, der betegner det som en realiseret gennemførelse af ‘flexisecurité’, dvs. et arbejdsmarked med let adgang til at fyre og hyre medarbejdere og alligevel en udstrakt oplevelse af tryghed. Det er vokset ud af den lange tradition for samarbejde og tillid mellem arbejdstagere og arbejdsgivere i Danmark.
De uheldige virkninger af fastholdelsen af fortidsvisioner er de nuværende bestræbelser for at gøre netop Folkeskolen mere ‘faglig’. Det er et svært begreb at definere, endsige finde ud af hvordan andre definerer det. Der synes dog at være en tendens til at forbinde det med den viden, der kan formidles i lærebøger og måles gennem eksaminer og tests. Er det den faglighed, som er målet for de nye læreplaner? Hvis ja, bliver de danske unge trænet på samme måde som de mange begavede unge i u-lande, der får en uddannelse. Det er ikke forældet viden eller færdigheder, de bliver trænet i, men desværre en viden som ikke udløser store lønninger, men snarere arbejdsløshed i Danmark.
Det er vist i flere undersøgelser, at erhvervsfolk i ikke-engelsktalende lande kun i begrænset omfang kan/vil betjene sig af engelsk. Der er dog en masse ‘mellem-mænd’, som formidler kontakten alligevel til fx engelsktalende danskere. Et skub til håndtering af internationaliseringen kunne være, at flere danskere kan flere sprog. Den udvikling kan ikke begrundes i, at dansk erhvervsliv bruger folk med flere sprogkompetencer end engelsk. Den kan kun begrundes ud fra skøn over værdien af at kunne tale direkte med brugerne af de danske produkter, komponenter mv. Kontakten kan gå via ‘mellem-mænd’, men bliver rigere, hvis sprogkompetencen
