og matematik, hvor den senere brug er præget af konkurrence med indiske akademikere, kan en satsning på andre sprog end engelsk og disse andre landes kultur og levevis faktisk skabe en stærkere stilling i internationalt samarbejde og samhandel.
Der er megen enighed om diagnosen af vore problemer fremover, men den indsats, som skal imødegå konsekvenserne, udledes fortsat af gamle visioner, som måske var relevante for mange år siden, men i dag ikke har en rationel begrundelse. De har faktisk sjældent en begrundelse, der kan udledes af diagnosen.
Når Danmark i dag er ganske velrustet over for ‘globaliseringens trusler’, skyldes det i høj grad, at uddannelserne af erhvervslivets ledere nu omfatter mange flere unge og mere nuancerede programmer. Adam Smith’s usynlige hånd og Marshall’s præciseringer indgår stadig, men megen ny viden om organisation, ledelse, strategi, kulturer mv. er blevet systematiseret og indarbejdet i uddannelserne. Det er en lang proces på mange uddannelsessteder med et hav af forskellige økonomiuddannelser. I den proces har Aarhus Universitet nået flotte resultater. Jens Genefke har været med hele vejen og sat sine fingeraftryk flere steder. Det er en udvikling, han med stolthed nu kan overlade til næste generation.
At møde fremtiden
Steen Hildebrandt
Professor, Handelshøjskolen i Århus
Denne artikel er en fremtidshilsen til en 70- årig frontkæmper, der altid har bevæget sig rundt ude i fremtiden. Artiklen handler om vidensamfund, vanetænkning, tolerance og diskrimination. Om mentorskab og dialog. Om ledelse.
Danmark er på vej til at blive et vidensamfund – siger vi. Vi ankommer til dette nye samfund med mange gamle forestillinger, med vanetænkning og institutioner inden for erhvervslivets, kulturens, religionens og den offentlige administrations område. Og på den baggrund opdeler, opsplitter og diskriminerer vi på livet løs. På universiteter, hospitaler, kommunale og statslige administrationer og i private virksomheder af mange slags findes der en stille, både bevidst og ubevidst, effektiv og virkningsfuld diskrimination, der bl.a. handler om, at vi ringeagter og diskriminerer i forhold til hinandens uddannelser, fag, professioner, alder, køn, religiøs og kulturel baggrund, seksuel orientering mm. Vi har meget svært ved at rumme den anden, hvis den anden er forskellig. Vi taler meget om viden-, oplevelses-, kreativitets- og innovationssamfundet, men vi tænker og opfører os på mange måder, som vi gjorde på Kaj Holgers tid. Det praktiserede pædagogik- og menneskesyn på mange universiteter og såkaldt højere læreanstalter, skoler, virksomheder, hospitaler mm er på Kaj Holger- eller endnu lavere niveau. Vi er så helvedes kloge i Danmark, at vi er ved at sakke agterud. Noget af det, jeg har lært af Jens Genefke, er, at man skal kalde en skovl en skovl, og at man stundom godt må bruge stærke ord. Jeg gætter på, at Jens hader ordet “vidensamfund”.
1 FRA SIMPEL TIL KOMPLEKS ARBEJDSDELING
Danmark præsterede op gennem sidste halvdel af 1900-tallet at udvikle sig til ét af verdens rigeste og mest velfungerende industrisamfund. Kaj Holgers radio- og fjernsynsfabrik fra TV-serien Krøniken var én af de mange tusinde og effektive produktionsvirksomheder, som vi dengang etablerede. Mange af disse virksomheder findes ikke mere – i Danmark. De findes uden for Danmarks grænser, hvor man nu er optaget af det samme, som vi dengang var optaget af, nemlig at producere mange flere materielle produkter – og meget mere uddannelse – til mange flere mennesker og til stadig lavere styk-omkostninger. Vi kaldte det effektivitet og velstand. Effektiviteten førte bl.a. til det, som vi i dag kalder ensidigt gentaget arbejde (EGA). Og til ensidige uddannelser, hvor vi behandler alle ens, selv om vi godt ved, at alle er forskellige. Vi tester de studerende og eleverne med de samme tests og stiller de samme krav til dem, uagtet at de er så forskellige og har så forskellige kompetencer, som mennesker nu engang er og har. Ud af det er der kommet faggrænser, korte, lange, mellemlange, høje, lave, tynde og fede uddannelser i én uendelighed. Og dermed basis for diskrimination og bedreviden.
Sproget er et spejl og en spændetrøje. Ord slides. Begreber ældes. Talemåder uddør. Men det går langsomt. Vi taler om højere uddannelser. Vi taler om højt uddannede mennesker. Og når nogen er højt uddannet, så er der andre, der ikke er det, og de er så lavt eller kort uddannede. Vi taler om akademiske uddannelser. Jeg kender masteruddannelser i Danmark, hvor selvglade og opblæste professorer råber ind i de nye masterstuderendes stakkels hoveder, at de skal være klar over, at dette er en akademisk uddannelse, at det foregår i et akademisk miljø, og at alt andet er bullshit. Hvis der er noget, mange af disse uddannelser ikke er, så er det at være akademiske. Da jeg første gang mødte de masterstuderende var de skræmt fra vid og sans. “Er det akademisk nok”, spurgte de om ét eller andet helt enkelt. “Vi er bange for, at det ikke er akademisk”, sagde de. Det er beskæmmende.
På Kaj Holgers tid standardiserede, synkroniserede, mekaniserede, automatiserede og robotiserede vi så meget, at alt blev ens og effektivt. Vore virksomheder, skoler, uddannelser – alt sammen skulle være ens og effektivt. I en sådan standardiseret verden er det ikke sjovt at være forskellig fra standarden, for så falder man uden for. Sådan er der mange mennesker i det danske samfund, der er og holdes uden for. Det er ikke hundrede, eller tusinder – det er mange titusinder af mennesker, der ikke får lov at deltage i værdiskabelsen i samfundet. Det er ikke holdbart. Vi hylder som tidligere omtalt en række principper og værdier, men nogle af dem har netop den følge, at vi ekskluderer en række mennesker fra det lukkede og rensede fællesskab.
I dag er det andre tendenser og principper, der møder os. Vi skal fortsat gøre meget, som i industrisamfundet, herunder automatisere og standardisere, men vi skal også tage hensyn til den digitaliseing, globalisering, liberalisering, immaterialisering og individualisering, der finder sted. Derved bliver automatisering og standardisering til noget andet. Vidensamfundet bliver ikke et rigtigt vidensamfund, før rummelighed, mangfoldighed eller inklusion bliver det normale, bliver styrken, eller bliver en del af styrken. Det modsatte af mangfoldighed er enfoldighed. Når man har at gøre med maskiner er det fornuftigt med ensretning, enfoldighed og masser af det samme. Når man har at gøre med mennesker, forholder det sig helt anderledes.
Danmark skal noget andet – nu. Vi skal finde en anden identitet. Hvor Kaj Holgers tid var en maskin-periode for Danmark i den forstand, at det var maskiner, der var nøglen til at producere de mange radio- og tv-apparater og alt det andet, vi havde behov for eller lyst til, så er det nu mennesker, der er det helt afgørende. Mennesker, der udfolder sig. Mennesker, der kan og vil noget. Danmark skal leve af mennesker. Vi går fra en simpel arbejdsdeling i industrisamfundet til en meget mere kompleks arbejdsdeling og samarbejdsform i vidensamfundet. Jens Genefke er meget præcis både i sine skriftlige og mundtlige formuleringer. Jens Genefkes egen disputats, som han – karakteristisk for Jens – ikke finder anledning til at nævne i Kraks Blå Bog, var en øvelse i og et fornemt eksempel på dette. Også Jens Genefkes bidrag til Den Store Danske Encyklopædi var præget af sproglig stringens. Kan man tænke sig, at overgangsperioder, som den vi muligvis er inde i nu, vil være karakteriseret ved, at sproget vakler, og at vi må acceptere nye sproglige formuleringer, der ikke umiddelbart kan leve op til den traditionelle præcision? Eller er det blot en dårlig undskyldning for at bruge lidt upræcise formuleringer, sådan som det gøres i denne artikel? Gælder det altid, at det dunkelt sagte, er dunkelt tænkt?
Vi skal være kreative og innovative. Vi skal også være praktiske og effektive. Vi skal fortsat bygge huse og gøre rent; reparere biler og skovle sne. Undervise børn og voksne; have hospitaler og plejehjem. Producere redskaber og udstyr, mad og maskiner – alt muligt, men der er ét fælles: I stadig stigende omfang vil det være mennesker og menneskers virke sammen, der vil være det, der gør danske produkter og ydelser værdifulde og interessante. Derfor – og af mange andre årsager – skal alle – ikke bare hænder, men hoveder og hjerter, i arbejde. Det er én af de kæmpeudfordringer, som Danmark har nu. Vi skal have omstruktureret det lille, tætte, velorganiserede
