bogen Presence refereres et stort antal interviews, der er gennemført med forskere, kunstnere mm verden over, og som handler om deres suspendering, kreativitet og presencing (se www.dialogonleadership.org).
Lad mig indføre begreb nummer tre: Presencing. Presencing er med Peter Senges og Claus Otto Scharmers ord at “pre-sence and bringing into presence and into the present your highest future potential”. Det er et vanskeligt begreb. Ellers var det ikke interessant. Vi kan lære ved at reflektere over de erfaringer, vi har med os fra fortiden. Det er en vigtig form for læring. Det er den, der bl.a. bidrager til, at vi ikke laver den samme fejl to gange. Vi handler, observerer, reflekterer, planlægger og handler på ny. Men vi kan også forestille os en anden form for læring, hvor vi lærer af fremtiden, efterhånden som den dukker op, udfolder sig, emergerer. Det forudsætter en anden rækkefølge, som godt kunne være: suspendere, se, planlægge, handle. Det er ordet se, der er interessant, for hvad ser jeg, når jeg suspenderer mine fra fortiden importerede mentale billeder – og hvad ser jeg, når jeg suspenderer disse gamle billeder og tillader det nye at komme til syne?
Den traditionelle måde at lære på er den førstnævnte. Den består i, at jeg projicerer mønstre fra fortiden ind i min øjeblikkelige situation og repeterer mine mentale modeller. Det er sådan, den normale virksomhed agerer det meste af tiden – må man forestille sig. Den observerer, trækker sig engang imellem tilbage og reflekterer over, hvad den har set, og så handler den med det samme igen. Men den suspenderer ikke. Den har end ikke overvejelsen, for den er overbevist om, at den er på den rette vej. Den er f.eks. overbevist om, at den er et “universitet”, og læreren er overbevist om, at han er en lærer i den betydning af ordet lærer, som han har bragt med sig fra fortiden. Men man kan ikke se klart ind i fremtiden, medmindre man suspenderer nogle af sine mentale modeller. Man må lytte empatisk. Man må åbne sit sind.
Alle former for læring involverer en integrering af tænkning og handling. I det, vi kunne kalde reaktiv læring, styres tænkningen af de etablerede mentale modeller, og handlingen styres af de etablerede handlingsvaner, dvs. at vi har en cirkulation. Vi ser hele tiden den verden og de fænomener, som vi har det godt med at se og er vænnede til at se. Vi gentager, hvad vi gjorde tidligere. Vi kører i ring. Og hvis vi lærer, så sker det på grundlag af de samme grundlæggende antagelser. Vi kan imidlertid forestille os en anden form for tænkning og handlen, som er karakteriseret ved to samtidige bestræbelser. Dels at den er baseret på en stadig stigende bevidsthed om helheden, dvs. om den helhed, som jeg er en del af. Og dels at den er baseret på handlinger, der i stadig stigende grad tjener og tilgodeser helheden. Vi skaber på den måde en verden, der mindre og mindre er styret af vaner, og mere og mere er styret af øget bevidsthed om helheden, og vi får handlinger, der tjener helheden. Herved brydes det cirkulære, og vi får en bevægelse mod mere og mere helhedsbevidsthed og helhedshandlen. Vi får en spiralbevægelse mod stadig mere praktiseret helhedsledelse.
Francisco Varela taler i den forbindelse om, at vi snarere skal rette vor opmærksomhed mod kilden end mod objektet. Vi skal snarere se på, hvad der er vores oprindelige eksistens og kompetence, end på den konkrete virksomhed, konkrete lovgivning eller den konkrete faglige uddannelse, der er lige foran os, og som derfor muligvis blænder os så meget, at vi glemmer nogle dybere og i den forstand mere oprindelige energier, fænomener og anledninger. Det drejer sig fortsat om ordet se. Hvad, jeg ser, afhænger af den dybde, dvs. den empati, jeg ser ind i fremtiden med. Senge og Scharmer m.fl. taler om “seeing from the deepest source”, og de taler om presencing som “seeing from within the living whole, from within the source from which the future is emerging”. Vi kan sige, at vi med denne forståelse af presence opererer ud fra nutiden og fremtiden snarere end ud fra fortiden, og vi er optaget af spørgsmålet om, hvad dette dybest set drejer sig om.
Nogle virksomheder og institutioner kommer tromlende ind i fremtiden. Opfører sig, som om de har ret til at være til stede. Og oven i købet ret til at være til stede på helt samme måde, som de altid har været til stede på. De råber og klager sig, hvis noget går dem imod. De mærker ikke, at verden ændrer sig, og at de måske skal ændre sig med verden. Et fremtidsarbejde, som det, der her tales om, er udtryk for en anden forståelse af fremtiden. En mærkende og sansende forståelse. En søgende og fleksibel måde at møde fremtiden på, hvor man stiller spørgsmål til sin egen måde at være til stede på i nuet og i fremtiden. En interaktiv og bevidst tilgang til fremtiden. Eller lad os bare kalde det finfølelse i forhold til nutid og fremtid.
3 FRISIND, LIGHED OG FÆLLESSKAB
Hver dag downloader vi gammeldanskere en forestilling om os selv som veluddannede, fordomsfrie, åbne og tolerante. I bogen Det er dansk analyserer og drøfter Peter Gundelach, hvad danskhed er. Han udvælger tre elementer, som man kan tolke dansk mentalitet ud fra, nemlig frisind, lighed og fællesskab. Det er positivt ladede begreber, som vi holder meget af. Men de har alle en bagside. Den store europæiske værdiundersøgelse, som Gundelachs bog er en del af, peger i retning af, at Danmark ikke er så frisindet, som de downloadede forestillinger påstår.
Undersøgelsen peger på, at danskerne er tolerante, men tolerancen gælder ikke i samme omfang for alle. Vi er tilbøjelige til at se på frisindets lyse sider, men det danske frisind har en mørk side, en bagside, der hedder ligegyldighed. Det andet element i danskheden er ligheden. Danskernes nationale mentalitet er præget af homogenitet og et ønske om lighed. Danskhed er karakteriseret ved, at man ikke gerne går til yderligheder. Bagsiden af lighed er middelmådighed. Uffe Østergaard siger det skarpt i samme bog: “Danskerne ved med andre ord, at de er de bedste, i hvert fald, hvis man anlægger den rigtige målestok – vores”. En tankevækkende sætning. Det tredje element, fællesskabet, har også en bagside. Denne bagside hedder lukkethed og udelukkethed. Sproget er vigtigt her. “Danskhed lader sig kun diskutere på dansk”, sagde en kritisk iagttager af dansk kultur engang.
Som en del af denne treklang af positive selvbilleder drøfter vi i Danmark i disse år mangfoldighed og rummelighed. Nogle mennesker afviser hele diskussionen om mangfoldighed og rummelighed af småracistiske årsager. Andre opfatter sig som værende så tolerante, at de er tilhængere af mangfoldighed, hvis mangfoldighed defineres som ubetinget assimilation. Og atter andre er tilbøjelige til at drøfte mangfoldighed med den lethed, som den har, der tror på begreberne frisind, lighed og fællesskab, men som overser alle skyggesiderne. I skyggen findes der bl.a. diskrimination. Diskrimination er ikke et begreb eller en karakteristik, som man er tilbøjelig til at hæfte på sig selv – men eventuelt gerne på andre. Man ser den anden diskriminere, men ikke sig selv. Det indgår formentlig ikke i den almindelige danskers forestilling, at der finder særlig megen diskrimination sted på danske arbejdspladser. Men det gør der muligvis.
Mangfoldighed er efterhånden blevet et bredt forstået, om end ikke nødvendigvis bredt accepteret mål for det danske samfund og for mange offentlige og private virksomheder. Mangfoldighed anses ofte for at være en måde at løse integrationsopgaven i samfundet på, og en stor eller øget mangfoldighed anses derfor undertiden for at være et mål i sig selv. Mangfoldighed er ikke blot at have ‘mange slags’ mennesker ansat. Det kan være godt i sig selv, men det er ikke tilstrækkeligt at have forskellige mennesker ansat, fordi man ikke dermed går ind bagved og betragter de motiver og den bevidsthed, der ligger til grund for den konkrete mangfoldighed.
Mangfoldighed kan betragtes som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig måde at løse integrationsopgaven på. Selv om alle mennesker var i arbejde, og der således ikke umiddelbart kunne opnås en større mangfoldighed, så er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med mangfoldighed i den dybere forstand af begrebet, som jeg benytter her, og som handler om de motiver og den bevidsthed, der ligger bag den opnåede mangfoldighed. Sammen med Mandana Zarrehparvar deltog jeg i et projekt vedrørende diskrimination, hvor vi netop ønskede at gå et skridt videre, end hvad der ses i den mere overfladiske mangfoldighedsdebat, idet vi stillede spørgsmål ved motiver, bevidsthed, holdninger og fordomme i tilknytning til eller bagved
