motor bag jobskabelsen, og at iværksætterne skulle ses som kilden til fornyelsen af erhvervsstrukturen, blev der i EU i starten af 1990’erne sat fokus på en beskrivelse af EU-landenes bestand af SMV’er og af den årlige tilvækst i form af nye virksomheder. Her blev både etableringsraten og overlevelsesraten skabt som mål for iværksætteraktiviteten, og det var i disse statistikker, at Danmark lå overraskende lavt (Eurostat 1994).
Det lave danske iværksætterniveau var imidlertid en konsekvens af, at Danmarks Statistik med afsæt i de (alt for) mange danske SMV’ere og nye virksomheder havde påbegyndt et unikt statistisk udredningsarbejde for at finde ud af, hvor mange af de nyregistrerede virksomheder der reelt var nye.
Baseret på det danske momsregister var det herefter muligt at identificere den nyetablerede virksomhed, der lige siden er defineret som et firma “som ikke har været drevet af en anden ejer, i anden ejerform, under andet firma eller af personlig indehaver, der allerede er registreret for momspligtig aktivitet”. (Danmarks Statistik 2003, s. 3).
Resultatet af udredningsarbejdet viste, at ud af den samlede tilgang til virksomhedsbestanden var det kun godt og vel 40 % af virksomhederne, der lå inden for definitionen af reelt nye virksomheder, resten var virksomhedsomdannelser, genstartere og rent administrative enheder, fx konkursboer og skuffeselskaber, jf. Bøegh-Nielsen m.fl. (1992).
Derved blev etableringsraten reduceret tilsvarende, og i stedet for en fornyelse af virksomhedsbestanden på omkring 12-14 % lå Danmark nu på beskedne 5-6 %. Da etableringsraten efterfølgende blev sammenlignet med lande, hvor det af registreringstekniske grunde ikke var muligt at gennemføre disse korrektioner, var der dømt frit fald på de internationale ranglister over virksomhedsetableringer.
De få kritiske røster, der blev rejst i Danmark om problemets reelle omfang og karakter, blev stort set overhørt. For eksempel da Møller og Nielsen (1996) argumenterede for, at den eksisterende debat var bygget på en række myter. Møller og Nielsen fremhævede blandt andet, at det var umuligt at udtale sig om etableringsraten i forhold til andre lande, da statistikkerne, der blev brugt til at understøtte argumentet, var usammenlignelige; et argument der tillige eksplicit blev fremført af Eurostat (1996, s. 57).
Endvidere påpegede Møller og Nielsen, at selvbeskæftigelsesgraden var et dårligt udtryk for iværksætteraktiviteten, idet faldet i antallet af selvstændige primært var forårsaget af et fald i antallet af landmænd, og at denne nødvendige strukturtilpasning intet havde at gøre med iværksætteri.
Argumenterne blev understøttet af Nielsen m.fl. (1997), der påviste, at alt afhængig af den valgte opgørelsesmetode kunne man få den danske etableringsrate til at svinge mellem 4 og 17 %, at antallet af selvstændige i byerhvervene lå på et meget konstant niveau over en 15 års periode, og at det i øvrigt var umuligt at udtale sig om de nye virksomheders overlevelsesevne i forhold til andre lande. For det første havde den nye danske opgørelsesmetode fjernet et stort antal virksomhedsomdannelser, for det andet var omsætningsgrænsen for, hvornår man skulle registrere en virksomhed, væsentlig lavere i Danmark end i alle andre lande, og for det tredje var og er Danmark det land, hvor det rent administrativt er mest enkelt, hurtigst og billigst at starte virksomhed. Disse tre forhold betød, at de nye danske virksomheder var mindre, mere hobbyprægede og mere sårbare end virksomheder etableret i andre lande.
4 DE NYE RANGLISTER – FRA ETABLERINGSRATER TIL IVÆRKSÆTTERDELTAGELSE OG VIRKSOMHEDSOMSÆTNING
I årene fra 1996 og frem til 2005 er interessen for iværksætter- og selvstændighedskulturen på ingen måde mindsket – tværtimod. Meningerne er stadig mange og fortsat ikke altid lige velunderbyggede, men debatten er gennem årene blevet mere nuanceret, og dokumentationen af “problemernes” omfang er taget op i en række nationale og internationale forskningsprojekter, hvor der er sat fokus på den internationale sammenligning af iværksætterklimaet i forskellige lande. I det følgende skal kort beskrives tre af disse undersøgelser.
GEM-rapporterne
Det mest omfattende internationale studie af iværksætteradfærden er uden tvivl “Global Entrepreneurship Monitoring”. GEM-rapporten er udgivet siden 1999, og Danmark har været med siden opbygningen af undersøgelsen i 1997. Rapportens opgørelse af iværksætteraktiviteten er, i modsætning til Danmarks Statistiks oversigt over nyetableringer, opbygget som et survey, hvor et repræsentativt udsnit af den voksne befolkning på ca. 2000 personer i hver af de deltagende lande er udspurgt om deres deltagelse i iværksætteraktiviteter. Iværksætteraktiviteten for de enkelte lande er angivet i et summarisk mål TEA (Total Entrepreneurial Activity), der udtrykker, hvor mange personer der enten har startet ny virksomhed, eller som er ejer eller leder af en ung iværksættervirksomhed. TEA gør det muligt at sammenligne de i alt 34 deltagende lande. I Danmark var 1 ud af 19 voksne i alderen 18-64 i 2004 i færd med at starte eller lede en virksomhed, jf. Hancock (2005).
I forbindelse med GEM-rapporten 2001 blev der foretaget en væsentlig ændring i den hidtidige opgørelse, idet det nu var muligt at differentiere mellem iværksættere, der overvejende var drevet af nye forretningsmuligheder, og de der overvejende startede virksomhed af nød, fx på grund af arbejdsløshed. Danmark markerer sig her ved at være et af de lande, hvor der er relativt flest mulighedssøgende iværksættere, jf. Hancock og Bager (2001) og Hancock (2005).
Danmarks statistics
iværksætterportrætter
Et andet væsentligt input til forståelsen af de danske iværksættere fremkommer i Danmarks Statistiks tre portrætter af de danske iværksættere i 1990’erne (Erhvervsfremme Styrelsen (1996, 1999 og 2001)). Publikationerne baseres på den nye iværksætterdefinition og tegner et detaljeret billede af personerne bag hovedparten af de reelt nye virksomheder. I det 4. og næstsidste iværksætterportræt, der bygger på den danske iværksætterdefinition, er der som en afslutning og overgang til den nye internationalt harmoniserede iværksætterstatistik gennemført en sammenligning af iværksætteraktiviteten i en række europæiske lande (Erhvervs- og Boligstyrelsen 2003, kap. 8). Iværksætteraktiviteten er i denne sammenligning målt på såvel etableringsandele som nye virksomheder pr. 1000 indbyggere.
OECD’s sammensatte mål
Benchmarking af iværksætterklimaet er ligeledes gennemført af OECD (2002), der i et – efter eget udsagn – meget foreløbigt oplæg opgør de enkelte nationers rangordning ud fra en sammensat indikator, der bygger på tre faktorer: GEM-rapportens opgørelse, etableringsrater og den samlede “virksomhedsomsætning”. Sidstnævnte er opgjort ved den samlede tilgang og afgang af virksomheder for derved at beskrive den samlede dynamik i erhvervslivet. Det skal dog bemærkes, at statistikker over virksomhedsomsætningen kun findes for ganske få lande.
Betyder de mange undersøgelser så, at vi er blevet meget klogere på Danmarks internationale placering, at iværksætterforvirringen er blevet mindre, og at myterne er blevet aflivet? Ikke ved en umiddelbar vurdering, for ifølge dagbladet Børsen (2005) hersker der fortsat stor uenighed. Her påpeger Bager og Hancock med udgangspunkt i GEM-rapporten, at den danske iværksætteraktivitet er for lav, mens Rosted og Hoffman omvendt argumenterer for, at der er iværksættere nok, i det mindste når man tager afsæt i OECD’s og Eurostats opgørelses metoder.
Uenighedens omfang illustreres da også ved en direkte sammenligning af de ovenfor nævnte undersøgelser, der viser, at det samme land kan indtage en topplacering eller en bundplacering alt afhængig af opgørelsesmetoden, jf. tabel 1. England og Frankrig ligger eksempelvis i toppen af OECD’s rangliste, mens de samme lande ligger i den tunge ende og efter Danmark i GEM-rapportens vurdering af 29 lande i 2001. Danmark ligger i begge analyser
