spørgsmål: Hvordan virker erhvervsfremme? Hvis målet er at øge iværksætternes samfundsøkonomiske bidrag, bør det overvejes, hvilken af de følgende tre strategier der er mest effektfuld:
1. AT ØGE ANTALLET AF IVÆRKSÆTTERE OG IVÆRKSÆTTERNES OVERLEVELSE
Iværksætterpolitikken gennem de seneste 10 år har i høj grad været et spørgsmål om at øge antallet af iværksættere og sikre, at flere blandt nyetableringerne overlever de første farefulde år. Midlerne har været forskellige. I starten og midten af 1990’erne var der tale om økonomiske incitamenter i form af etableringsydelser, der var rettet mod at løse et arbejdsløshedsproblem, samt i form af statstilskud til hjemmeservice. Begge initiativer har skabt grundlag for mange nye virksomheder – men ikke af den grund virksomheder, der har formået at overleve på længere sigt. Fra midten af 1990’erne har ydelserne primært været rettet mod rådgivning til sikring af de nye virksomheders overlevelse, fx klippekortordning. Flere undersøgelser tyder på, at rådgivning kan bidrage til en markant forøgelse af overlevelsesraten (se fx Hjalager 2002 og Viborg Amt 2004). Om det så giver sig udslag i egentlige vækstvirksomheder, er dog fortsat usikkert. I de seneste år har initiativerne primært været holdningsbearbejdning, så flere ser det at starte virksomhed som et reelt alternativ til et liv som lønmodtager. Effekten af de seneste års forsøg på en langsigtet holdningsbearbejdning kan i sagens natur ikke umiddelbart aflæses i iværksætterstatistikkerne – men alle disse initiativer giver anledning til at stille spørgsmål ved, om antallet af vækstiværksættere stiger proportionalt med antallet af nye virksomheder, eller om det alene vil kunne aflæses i en stigning i antallet af døde og nødlidende virksomheder.
2. AT ØGE ANTALLET AF VÆKSTSKABERE BLANDT DE EKSISTERENDE IVÆRKSÆTTERE
Et andet alternativ er at målrette indsatsen i forhold til de virksomheder blandt de etablerede iværksættere, der har et vækstpotentiale, men som ikke har realiseret en egentlig vækst. Dette alternativ har været et element i de seneste års handlingsplaner, hvor fremme af etablering og udvikling af innovative iværksættervirksomheder bl.a. har medført etablering af en række innovationsmiljøer. Her er udgangspunktet, at små innovative virksomheder kan være konfronteret med en række barrierer, der gør, at virksomhederne i mange år er sårbare og derfor har brug for en “kuvøse”. Det er dog endnu ikke muligt at vurdere den langsigtede effekt af disse tiltag. Initiativer af denne type kunne også være en særlig indsats rettet mod eventuelle branchespecifikke problemer, fx konceptudvikling og vækst inden for serviceerhvervene og handel, hotel- og restaurationsvirksomhed. Brancher hvor der ifølge Kjeldsen og Nielsen (2004) er et klart underskud af vækstskabere.
3. AT FORSTÆRKE VÆKSTBETINGELSERNE FOR DE EGENTLIGE VÆKSTSKABERE
Endelig kunne et tredje alternativ være rettet mod gruppen af virksomheder, der allerede har dokumenteret både viljen og evnen til vækst. Initiativer rettet mod denne type kunne være nemmere adgang til risikovillig kapital, fx vækstkautioner, som dem der er udbudt af Vækstfonden, hjælp til professionel bestyrelse, adgang til viden om eksport og internationalisering o.lign.
Derved skulle der også være åbnet for en diskussion af, hvor man opnår størst effekt af den erhvervspolitiske indsats. Skal der “skabes” flere iværksættere, skal der fokuseres på, at flere overlever, eller skal der skabes bedre vækstbetingelser for de relativt få, der udvikler sig til egentlige vækstskabere?
Svaret på det tredje spørgsmål er bestemt ikke givet her, men ud fra et samfundsøkonomisk vækstperspektiv vil der formentlig være stor forskel på effekten af initiativer rettet mod potentielle iværksættere, der hverken har vist viljen eller evnen til vækst, iværksættere der har viljen, men af forskellige årsager ikke evnen, eller de der både har vist vilje og evne, men muligvis oplever barrierer for fortsat vækst.
LITTERATURLISTE
Birch, D. (1987). Job Creation in America: How Our Smallest Companies Put the Most People to Work. New York. Free Press.
Bøegh Nielsen, P., J. F. Christensen og J. Wickmann. (1992). Nye virksomheder og iværksættere i tal 1985-89. Industri- og Handelsstyrelsen. Industriministeriet. København.
Børsen, 25. januar 2005. “Uenighed om dansk iværksætteri”. Kronik.
Danmarks Statistik (2003). Tilgang af nye virksomheder 2001. Generel erhvervsstatistik. 2003:19.
Davis, J. S., J. C. Haltiwanger og S. Schuh. (1996). Job Creation and Destruction. The MIT Press. Cambridge, MA.
Dreisler, P., P. Blenker og K. Nielsen. (2003). “Promoting entrepreneurship – changing attitude or behaviour?” Journal of Small Business and Enterprise Development. Vol. 10, No. 4.
Erhvervsfremme Styrelsen. Erhvervsministeriet:
(1996). Iværksættere i 1990’erne – Et statistisk portræt.
(1999). Iværksættere i 1990’erne – Statistisk portræt nr. 2.
(2001). Iværksættere i 1990’erne – 3. statistiske portræt.
Erhvervsministeriet. (1996). Oplæg til en ny iværksætterpolitik. Betænkning fra Iværksætterudvalget. Betænkning nr. 1304. København.
Erhvervs- og Boligstyrelsen (2003). De nye virksomheder – 4. statistiske portræt af iværksættere. København.
Erhvervs- og Byggestyrelsen (2004). Iværksætterindex 2004 – Vilkår for iværksættere i Danmark. København
Eurostat (1994). Enterprises in Europe: Third Report. Bruxelles.
Eurostat (1996). Enterprises in Europe: Fourth Report. Bruxelles
Hancock, M. og T. Bager. (2001). Global entrepreneurship Monitor. Danish National Report – 2001. Odense University Press. Odense
Hancock, M. (2005). “Global Entrepreneurship Monitor: Denmark 2004”.
I Bager m. fl. Danske iværksættere i den globale økonomi. Børsens Forlag. København.
Hjalager, A-M (2002). Iværksætterundersøgelse 2002. Århus Amts Erhvervsafdeling. Århus.
Industriministeriet (1989). Dansk erhvervsliv på vej til det indre marked. København. Industri- og Samordningsministeriet (1994). Erhvervsredegørelse 1994. København.
Kjeldsen J. I. og K. Nielsen (2004). “Growth Creating Entrepreneurs: What are their characteristics and impact, and can they be created?”. I Hancock og Bager: Global Entrepreneurship Monitor Denmark 2003. Børsens Forlag. København.
Møller, M. og N. C. Nielsen (1996). Dansk iværksætterpolitik. Nationaløkonomisk Tidsskrift- Festskrift til Anders Ølgaard, pp. 364-373. Nielsen, K., J. Kjeldsen og S. Sørensen (1997) Selvstændige iværksættere og andet godtfolk. Working Paper 97-4. Department ofInternational Business. The Aarhus School of Business.
OECD (2002). Benchmarking: Fostering Firm Creation and Entrepreneurship. DSTI/IND(2002)11. Paris
Viborg Amt (2004). Iværksættere i tal. Viborg
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте
