målsætning blev formuleret af VK-regeringen i 2005 og kan ses som kulminationen på 10 års klagesang over, hvor sløjt det står til med den danske iværksætter- og selvstændighedskultur; en klagesang der for alvor blev sat i gang med iværksætterbetænkningen fra 1996, og en klar tilkendegivelse af, at der nu skal handling bag ordene – igen.
Uanset hvor enige vi så alle måtte være om det rigtige i målet, så rejser der sig en lang række uafklarede spørgsmål:
1 Hvad vil det sige at være verdens førende iværksætternation, hvilke mål skal indgå i denne vurdering, og er det realistisk at gennemføre disse målinger?
2 Hvordan er den nuværende placering, hvem fører og hvem sakker agterud i den globale kamp om topplaceringer i iværksætterkapløbet – hvem kan vi lære noget af?
3 Kan og bør man erhvervspolitisk gøre noget for at fremme iværksætteraktiviteten – hvad er de hidtidige erfaringer?
Spørgsmålene hænger naturligvis sammen, sådan at forstå at med mindre vi ved, hvad det vil sige at være en af verdens førende iværksætternationer – det vil sige at vi både kan måle og sammenligne – kan vi jo ikke sige noget om, hvilken placering forskellige nationer indtager, og dermed heller ikke sige noget om, hvem vi kan tage ved lære af. I det følgende vil jeg derfor først se på, hvordan iværksætteraktiviteten typisk bliver målt, dernæst på hvilken placering Danmark allerede nu indtager på diverse ranglister, og endelig hvilke erhvervspolitiske tiltag, der virker og ikke virker i forhold til det overordnede mål – som måske ved nærmere eftertanke ikke er helt så entydigt, som det måske kan synes.
Iværksætterproblemet har eksisteret som et centralt punkt på den politiske dagsorden siden starten af 1990’erne, men både de erhvervspolitiske tiltag og opfattelsen af problemets karakter har ændret sig radikalt gennem de seneste 15 år, så først en lille historisk beskrivelse af problemets opståen og udvikling.
2 IVÆRKSÆTTERPROBLEMETS KARAKTER OG OMFANG – FRA STRUKTUR-PROBLEM TIL INDSATSOMRÅDE
Den egentlige baggrund for det danske iværksætterproblem er af en lidt anden karakter, end de fleste tror. Problemet lå reelt i, at vi havde alt for mange virksomheder, og at der kom stadig flere til. Helt galt var det i starten og midten af 1980’erne, hvor virksomhedsbestanden, ifølge momsstatistikken, steg fra 358.000 virksomheder i 1980 til 394.000 i 1987, samtidig med at det årlige antal nyetableringer blev forøget med 50 % fra 32.000 til det absolutte toppunkt på 48.000 nye registreringer, da den danske forbrugsfest toppede i 1986. Fornyelsen af virksomhedsbestanden, det traditionelle mål for en nations iværksætterniveau, eller etableringsraten, kunne opgøres til 13 % i 1986.
Problemet med de (alt for) mange virksomheder blev synliggjort, da Industriministeriet i 1989 fremlagde sin rapport “Dansk erhvervsliv på vej til det indre marked”. Heri konkluderes det blandt andet:
“Alle disse forhold peger stærkt på, at der i fremtiden må formodes at være et betydeligt indtjenings- og vækstpotentiale i store ‘veltrimmede’ foretagender af den slags, som desværre ikke helt findes i Danmark.” (Industriministeriet 1989, s. 149).
Det var med andre ord industriministeriets opfattelse, at dansk erhvervsliv mest af alt havde brug for lokomotiver. Strukturproblemet i form af de mange små og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv blev forstærket af udsigten til det store grænseløse indre marked, som den daværende KVR-regering så som den store udfordring i slutningen af 1980’erne.
Det var på denne baggrund ikke underligt, at iværksætterfremme ikke havde højeste prioritet blandt de erhvervspolitiske tiltag. Iværksætterpolitikken i slutningen af firserne og starten af halvfemserne kunne ifølge Dreisler m.fl. (2004) ikke karakteriseres som egentlig erhvervspolitik, men i stedet som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning. Arbejdsløshedsproblemet, der fulgte i kølvandet på den økonomiske kartoffelkur i slutningen af 1986 og den internationale økonomiske krise i begyndelsen af 90’erne, blev bl.a. søgt løst ved omfattende iværksætterstøtte til ledige – kunne man ikke blive andet, kunne man vel altid starte egen virksomhed.
Hvordan opstod så opfattelsen af, at vi havde relativt få nystartede virksomheder i Danmark, og at dette bestemt ikke var en fordel, men derimod at det var heri, det reelle erhvervsstrukturelle problem bestod?
Svaret er ikke entydigt, men væsentlige kilder til denne ændrede forståelse lå i en ny opfattelse af de små og mellemstore virksomheders økonomiske rolle, en ny form for strategisk tænkning blandt de største virksomheder, en ny regering og ikke mindst – en ny statistisk opgørelsesmetode.
Den ændrede opfattelse af de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skyldtes bl.a. den amerikanske økonom, David Birch, der havde påvist, at jobskabelsen i den amerikanske økonomi i 70’erne primært stammede fra disse virksomheder (Birch 1987). Ganske vist tilbageviste Davis m.fl. (1996) denne påstand ved at vise, at SMV’ernes jobskabelse stort set blev modsvaret af et identisk antal jobtab, så nettoeffekten var lig nul. Budskabet hænger imidlertid fortsat ved og er i Danmark årsagen til den årligt tilbagevendende begivenhed siden 1996: kåringen af Årets Gazellevirksomhed!
Det glade budskab om jobskabelsen i SMV’erne blev forstærket af de store multinationale selskabers ændrede strategiske kurs i halvfemserne. Hvor strategien tidligere havde været vækst, og gerne gennem urelaterede diversifikationer, blev fokus rettet mod virksomhedernes kerneforretninger. “Gør det, du er god til” var den dominerende læresætning, og det resulterede i en omfattende outsourcing af ikke-kerne-aktiviteter, hvilket gav grobund for en ny stor gruppe af internationalt konkurrencedygtige mellemstore virksomheder.
Dertil kom så et dansk regeringsskifte i 1993, der ledte frem til en markant anderledes opfattelse af det offentliges rolle i forhold til erhvervsfremme. I det nyoprettede Industri- og Samordningsministerium, der allerede i 1995 skiftede navn til det mere mundrette og dækkende Erhvervsministeriet, blev der sat fokus på erhvervslivets rammebetingelser. Det var nu ministeriets vigtigste opgave at indgå i en dialog med erhvervslivet i bestræbelserne på aktivt at forstærke rammebetingelserne og dermed de danske erhvervsmæssige styrkepositioner. Her blev der identificeret et særligt problem for de nye virksomheder, som det fremgår af ministeriets anden erhvervsredegørelse i 1994:
“Forskellige indikatorer peger på, at rammebetingelserne ikke er tilstrækkeligt gode for nye, små og mellemstore virksomheder. Iværksætterraten synes at være lavere i Danmark end i flere andre europæiske lande, og der er færre af de nye virksomheder, der overlever de første vanskelige år.” (Industri- og Samordningsministeriet 1994, s. 159).
Problemet var nu erkendt af alle: Danmark havde alt for få iværksættere, og iværksætteriet kom for alvor på den erhvervspolitiske dagsorden, da Erhvervsministeriet (1996) udgav den længe ventede Iværksætterbetænkning. Iværksætter- og selvstændighedskulturens trange kår blev synliggjort af, at den danske selvbeskæftigelsesgrad lå væsentligt under niveauet i andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Det vil sige, at de selvstændiges andel af den samlede beskæftigelse lå i bunden i forhold til stort set alle andre lande, og hvad der var værre, antallet af selvstændige raslede ned.
Reaktionen udeblev ikke – noget måtte der gøres, iværksætter- og selvstændighedskulturen skulle fremmes og ikke mindst sikres en central plads i det danske uddannelsessystem, hvor man for alvor skulle gøre op med den danske lønmodtagerkultur.
3 ETABLERINGSRATEN SOM MÅLESTOK FOR IVÆRKSÆTTERNATIONEN?
Hvordan kunne man på bare 5 år gå fra opfattelsen af, at der var for mange små og mellemstore
