– måske er eksistentialismen historisk set mere og andet end vores fordomme om denne position? Kort sagt ønsker vi bidrag, der enten kritisk, affirmativt og/eller analytisk belyser eksistentialismen som historisk fænomen og aktuel anledning til filosofisk tankevirksomhed.
Undervejs i arbejdet på antologien fandt vi imidlertid, som allerede antydet i indledningen, hurtigt ud af, at anvendelsen af begrebet “eksistentialisme” langt fra kunne siges at være så “uhildet” eller neutral, som vi måske i udgangspunktet havde forventet – hvilket tilsvarende gjaldt for begrebet om “eksistensfilosofien” – fordi der så at sige løb os en hel virkningshistorie i talen, hvad enten vi besluttede os for at gøre brug af den ene eller den anden terminologi: Selve begrebet “eksistentialisme” syntes således at indikere, set i lyset af dets virkningshistorie, om ikke en stillingtagen til fordel for en af Sartre inspireret filosofisk position, så dog en referenceramme eller forforståelse, der knytter an hertil. Mens omvendt termen “eksistensfilosofi” tilsvarende i sig selv lod til at signalere en stillingtagen imod Sartre og til fordel for en position, der eksempelvis i stedet kunne være inspireret af Jaspers’ tænkning.
Som vi skal se det, er disse “fordomme” eller overlejrede konnotationer, der stadig i dag hænger ved disse begreber, da heller ikke grebet aldeles ud af den blå luft, på trods af at man ved at tage dem for pålydende risikerer at lade begreberne stå tilbage i deres umiddelbare vidde og heraf følgende mangel på prægnans. Problemet er med andre ord, at vi ikke kan gøre brug af den ene betegnelse uden samtidig at udelukke den anden eller uden at inkludere den ene i den anden på en måde, som i sig selv allerede ville røbe en sådan implicit stillingtagen, der straks ville indplacere os lige midt på den idéhistoriske slagmark, hvor begrebernes indhold i sin tid er blevet diskuteret og tilstræbt defineret som et led i bestræbelserne på at koncipere en filosofi, der enten kan kaldes for en “eksistentialisme” eller en “eksistensfilosofi”. Og det hjælper her ikke meget på klarheden, såfremt vi i stedet griber til en fremgangsmåde i stil med Jean Wahls, der i sit værk om eksistentialismen fra 1949, Skitse til” eksistentialismens” historie, anlægger en bred (men derfor også overfladisk) idéhistorisk tilgang, idet han “udvander” de to begreber ved simpelt hen (ureflekteret) at anvende dem i flæng eller som synonymer slet og ret (Wahl 1949: 56-57). Hvilket blot borteskamoterer de andre og mere ambitiøse definitionsforsøg, som begreberne allerede anno 1949 var blevet underkastet i løbet af deres relativt korte virkningshistorie, og dermed udtømmer dem for væsentlige traderede betydningsdimensioner.
Som følge af denne vanskelighed – og som en konsekvens af, at heller ikke denne antologis redaktører nødvendigvis er indbyrdes enige om, hvorledes begreberne hver især skal defineres og vægtes i forhold til hinanden – har vi derfor i udgangspunktet valgt at omgå problemet ved at knytte an til en rammebetegnelse, som undertegnede i indledningen har kaldt for “eksistenstænkningen”; en term, der har den fordel ikke at være så historisk “belastet” som de to andre, og som vel at mærke skal ses som et rent pragmatisk eller provisorisk greb. I videre forstand udelukker denne terminologi således hverken en stillingtagen (det være sig eksplicit eller implicit) for “eksistentialismen” og imod “eksistensfilosofien” eller det modsatte. For problemet er nemlig det, at forsøger jeg på at fastholde termen som andet og mere end et sådant pragmatisk greb, så melder det spørgsmål sig meget snart, som vi skal se det, hvorledes en filosofi eller en tænkning skal tage sig ud for med rette at kunne klassificeres som en genuin “eksistenstænkning”. Afgrænsningsproblemet udskydes med andre ord kun for en stund med denne begrebsrelaterede operation, eller der sættes herved alene parentes om den nærmere indholdsbestemmelse af eksistenstænkningen i dens konkrete dimensioner, hvilket dog ingenlunde streger problemet ud: Snarere melder spørgsmålet om afgrænsningen sig hurtigt igen og med fornyet intensitet, nu blot i nye begrebslige gevandter.
Men dette betyder atter, at en sådan vanskelighed med at afgrænse eksistenstænkningen bedst lader sig fremskrive i form af en begrebsgenealogisk og dermed tillige tekstnær undersøgelse, hvormed det gerne skulle blive klart, at de betydninger, som eksistensfilosofien og eksistentialismen hver især er blevet tildelt i tidens løb i forskellige kontekster, allerede særskilt betragtet tilfører termerne en hyperkompleks karakter (hvilket ikke er det samme som, at de per definition må forblive “vage” eller upræcise). Ligeledes har de qua forskelsbestemmelser indgået i varierende indbyrdes konstellationer (nogle gange endog inden for den samme tekst) og dermed idéhistorisk været med til at indholdsbestemme hinanden fra kontekst til kontekst. Dette vil jeg derfor kort forsøge at anskueliggøre for læseren, der hermed samtidig én gang for alle er blevet advaret imod at tillægge de pågældende termer en på forhånd fast forankret eller afsikret betydningsdimension de forskellige steder, hvor de dukker op i læsningen af antologiens tekster.
Vi lægger ud med begrebet om eksistensfilosofien, der efter alt at dømme kan føres tilbage til tyskeren Heinemann, sådan som Urs Thurnherr har anført det i en nylig introduktion til et opslagsværk om netop Eksistentialismen og eksistensfilosofien – nærmere bestemt til Heinemanns værk fra 1929, Filosofiens nye veje, hvori han forsøger at inddele tidens filosofiske bestræbelser i tre grundlæggende retninger eller tendenser; hhv. ånds-, livs- og eksistensfilosofier, og hvori eksistensfilosofien forstås som den retning, der beskæftiger sig med mennesket i dets egen “enestående” væren qua endeliggjort væsen (Thurnherr 2007: 9). Formentlig er det ikke mindst denne terminologiske prægning, som filosoffen og idéhistorikeren Karl Löwith knytter an til i et essay om “Eksistensfilosofien” fra 1932, hvori Löwith dels fører eksistensfilosofiens udspring tilbage til Kierkegaard og Schelling (og til deres respektive opgør med Hegels filosofi), og dels fremhæver den som et opgør med nutidens fremherskende nihilisme. Og som en konsekvens heraf må Heidegger og Jaspers derfor også efter hans opfattelse betragtes som to paradigmatiske bud på en aktuel version af eksistensfilosofien (Löwith 1986: 3ff.). Hvad Jaspers selv angår, så knytter han samme år an til begrebet om eksistensfilosofien i et særskilt afsnit i sit værk Tidens åndelige forfatning (Jaspers 1999: 148-152), om end han i højere grad end Löwith, dette skal bemærkes, anser betegnelsen som en epokal bestemmelse, dvs. mere som en filosofisk tankestrøm end som et eksplicit og repræsentativt udtryk for sit eget filosofiske ståsted. Dette ståsted foretrækker han fremdeles anno 1932 at omtale som en “eksistensoplysning”, nærmere bestemt i sit notoriske hovedværk Philosophie I-III (Jaspers 1932: bd.II).2
Men hermed er vi nået frem til oprindelsen af begrebet om eksistentialismen: Peter Kemp anfører i sit bidrag (s. 127f.), at netop Jaspers med urette gør krav på at være ophavsmand til selve begrebet om “eksistentialismen”, nærmere bestemt i sit storværk Om sandheden (Jaspers 1991: 165). Dette værk udkom da også ganske rigtigt først efter krigen et par år efter Sartres pamflet Eksistentialisme er en humanisme (1946) – og alene af den grund ville man ikke med henvisning til dette værk kunne regne Jaspers for begrebets rette ophavsmand. Men ved nærmere eftersyn fremgår det imidlertid, at Jaspers allerede gør brug af begrebet i værket Fornuft og eksistens fra 1935, altså før krigen, hvorfor han faktisk udmærket kan være ophavsmand til begrebet eksistentialisme: Ja, faktisk tyder meget på, at begrebet præcis må dateres tilbage hertil.
Under alle omstændigheder anfører Jaspers i dette værk “eksistentialismen” (Existenzialismus) som en udartning inden for det, som han atter kalder for eksistensoplysningen, samt hvor eksistensen lukker sig om sig selv frem for at åbne sig ud imod verden i dens om(sig)gribende væren (Jaspers 1960: 66). Jaspers benytter med andre ord kun begrebet “Existenzialismus” pejorativt og i forbigående om en filosofi, der indsnævrer perspektivet ved at blive stikkende i den værensdimension, som han kalder for “Bewusstsein überhaupt” – og han kan derfor også med en vis ret efter krigen i det nye forord til sin Philosophie I-III (1955) undre sig over, hvorledes denne filosofi tilsyneladende i mellemtiden er blevet “realiseret” under præcis den samme betegnelse, som han selv har været med til at præge, men nu blot med positivt fortegn. Og dette vil kort sagt sige hos Sartre og dennes eftersnakkende epigoner (Jaspers 1994: XXIII).
Væsentligt er det altså i denne sammenhæng at notere sig, hvorledes
