1975), samt polemisk op imod det, som han anser som Sartres “misbrug” af hans filosofi i Væren og Intet, sin egen udlægning af Dasein i Sein und Zeit som en ek-stase ud fra væren, hvor det at ek-sistere præcis består i at stå i værens lysning som “værens hyrde” o.a. Den eneste sande eksistentialisme må derfor også for Heidegger være en såkaldt “ek-sistentialisme”: 72 ff.
6 Et foredrag, som Sartre efter sigende havde holdt på den mest skødesløse facon med hænderne i lommen.
7 Det er som bekendt med sine indledende ord i Gjentagelsen (1843), at Kierkegaard omtaler denne antikke overlevering (SV III: 193). Tilsvarende hedder det i et brev fra Kierkegaard til svigerinden Henriette Kierkegaard fra 1847: “Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Nægter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”.
8 Et udtryk, som jeg låner fra Sune Liisberg, jf. litteraturlisten.
LITTERATUR
HEIDEGGER, M.
(1975). Ein Brief über den ‘Humanismus’, München, Francke Verlag
JASPERS, K.
(1960 [1935]). Vernunft und Existenz, München, Piper
JASPERS, K.
(1938). Existenzphilosophie, Berlin og Leipzig, Walter de Gruyter
JASPERS, K.
(1994 [1932]). Philosophie I-III, München, Piper Verlag
JASPERS, K.
(1999 [1932]). Die Gestige Situation der Zeit, Berlin – NY, Walter de Gruyter
JASPERS, K.
(1991 [1949]). Von der Wahrheit, München, Piper
KIERKEGAARD, S.
(1921) [1843]. Samlede Værker, Bd. 3, København, Gyldendal
LIISBERG, S.
(2007). “At stå til diskussion i sin væren”, i Sartre: Væren og Intet, Århus, Philosophia: 510-536
LöWITH, K.
(1984). Heidegger – Denker in dürftiger Zeit, Stuttgart, Metzler
MARCEL, G.
(1987 [1948]). The Philosophy of Existentialism, New York, Citadel Press
PAREYSON, L.
(1997 [1940]). La filosofia dell’esistenza e Carlo Jaspers, Genova, Marietti
PAREYSON, L.
(2001 [1943]). Studi sull’esistenzialismo, Milano, Mursia
SARTRE, J.-P.
(2007 [1943]). Væren og Intet, oversat af Mogens Chrom Jacobsen, Århus, Philosophia
SARTRE, J.-P.
(1984). Eksistentialisme er humanisme, Viborg, Vinten. Ny udgave af samme oversættelse (2002), Eksistentialisme er en humanisme, København, Hans Reitzels forlag
SARTRE, J.-P.
(1985 [1960]). Critique de la raison dialectique, Paris, Gallimard
SLøK, J.
(1966 [1964]). Eksistentialisme, København, Berlingske Forlag
SLøK, J.
(1978). Kierkegaard – humanismens tænker, København, Hans Reitzel
THURNHERR, U.
(2007). “‘Existenzphilosophie’ und ‘Existenzialismus’ oder kurze Geschichte ‘eines’ Etikets”, i Thurnherr & Hügli (red.), Lexikon Existenzialismus und Existenzphilosophie, Darmstadt, WBG
WAHL, J.
(1969 [1959]). Philosophies of Existence, London, Routledge and Kegan Paul
WAHL, J.
(1949). Esquisse pour une histoire de “l’existentialisme”, Paris, L’Arche
II Tekster
3
“At holde forfatterens idé klar”
– Johannes Sløk og eksistentialismen1
At blive til er nemlig et spørgsmål om intensitet. Rollen, der aldrig kan få sin gyldighed fra sig selv, fra sit indhold eller sin vigtighed, gyldiggøres alene ved, at den rollehavende vælger at have sit liv – ikke just i denne rolle, men i valget af den. Det er valget, der skaber kontinuiteten, og identifikationen består ikke i at pege på rollen, men på sig selv som den, der valgte den. Det vil være rimeligt i denne sammenhæng at minde om grundtanken hos Karen Blixen: livet er et skuespil, og det gælder om at holde forfatterens idé klar, at drive den ud i den yderste konsekvens; at blive til er ét med at blive sin rolle, sin skæbne, sin historie tro.
Johannes Sløk, Eksistentialisme (s. 60)
PAW HEDEGAARD AMDISEN
Nærværende antologi og dermed også denne artikel handler om eksistensen som problem for tænkningen, eksistentialismen som filosofisk position og idéhistorisk fænomen.2 Og i forlængelse heraf handler den naturligvis også om, hvorvidt de indsigter, eksistentialismen gav anledning til, kan siges at have aktuelt potentiale.
For mit eget vedkommende gør endnu nogle afgrænsninger sig dog gældende, idet jeg vælger primært at behandle eksistentialismen i en dansk sammenhæng, og indenfor denne overordnede afgrænsning vælger jeg at gøre endnu en tematisk indsnævring gældende, forstået sådan, at fokus for min artikel særligt vil være én bestemt persons forhold til den eksistentialistiske tænkemåde. Den opmærksomme læser vil naturligvis allerede have gættet, hvem denne person er.
Hvis man ønsker at behandle eksistentialismens danske reception er der ganske enkelt ingen vej uden om ham. Johannes Sløk var og er simpelthen en af eksistentialismens og eksistensfilosofiens mest lidenskabelige og konsekvente apologeter i Danmark. Det er derfor indlysende at placere ham som tyngdepunktet for denne artikels behandling af eksistentialismens introduktion inden for den danske efterkrigstids intellektuelle debat. Johannes Sløk var nemlig om nogen katalysator for denne introduktion, om end vi skal se, at også andre aktører og forhold var væsentlige i den forbindelse.
Netop derfor vil det være passende at lægge ud med at redegøre for de idéhistoriske forudsætninger – internationalt og ikke mindst nationalt – der muliggjorde, at Sløk med sine eksistentialisme-forelæsninger i 1963 “fik pæne lægefruer til at udtrykke sig i eksistentialistiske termer, når de handlede i Magasin” (Holm 2007: 48). Når disse forudsætninger er blevet blotlagt, vil jeg i artiklens to næste afsnit, primært med udgangspunkt i Sløks klassiske bog Eksistentialisme (udgivet første gang i 1964), behandle hans eksistentialisme-konception mere indgående, hvorefter
