ikke undervurderes. Men taler man om modernitetskritikken og kulturpessimismen (og dermed i en vis forstand også om eksistentialismen) i en dansk sammenhæng, så kommer man heller ikke uden om den i dag næsten glemte, men på daværende tidspunkt meget udbredte såkaldte livsanskuelsesdebat, der rasede i mellemkrigstidens Danmark; en debat, som man i mangt og meget kan se som nært beslægtet med efterkrigstidens kulturkritiske diskussioner, idet den så at sige lagde grundstenen til disse.12
En helt anden og tit overset forudsætning for den eksistentialistiske tankegangs succes – både internationalt, men så sandelig også nationalt – er positivismens sejrsgang som filosofisk- videnskabsteoretisk paradigme og udbredt virkelighedsforståelse i brede kredse. Det er således positivismens virkelighedsforståelse, der fjerner det sidste metafysiske grundlag for tænkningen og lader mennesket stå nøgent tilbage, som et sårbart pattedyr blandt andre pattedyr, uden hinsidige garantier og uden andre formålsbestemmelser end biologiens blinde og inden for et humant perspektiv meningsløse determinisme, eftersom spørgsmålet om “mening” alene spiller en altafgørende rolle for mennesket. Der er fremdeles ingen tvivl om, at positivismens nøgterne – nogle ville måske sige kyniske – menneskesyn var en vigtig forudsætning for eksistentialismens intellektuelle succes. Først i en afmytologiseret og i positivismens navn “affortryllet” verden bliver mennesket selv et problem, og dermed eksistensen som sådan.13
Institutionelt er det jo også værd at bemærke, at den positivistiske tidsånd – filosofisk og videnskabsteoretisk – på dansk grund gav anledning til den arbejdsdeling, at teologerne, og primært i Århus, tog sig af fortolkningen af den kontinentale filosofi (herunder eksistentialismen), hvorimod fagfilosofferne, filosofferne i Århus og København, tog sig af den langt mere positivistisk inspirerede angelsaksiske filosofi.14 Særligt Jørgen Jørgensen, der i 1926 blev professor i filosofi ved Københavns Universitet, blev således en stærk og skarp eksponent for den logiske positivisme. Og denne overordnede arbejdsdeling fortsatte, er det værd at notere sig, da Sløk i 1967 blev professor ved Institut for Idéhistorie, der hurtigt fik ry for at være et institut for kontinental filosofi, i modsætning til Justus Hartnack og Institut for Filosofi i Århus, der i god forståelse med Sløk tog sig af den angelsaksiske tradition.
På et institutionelt og fagpolitisk grundlag er der altså ingen grund til at undre sig over, at det blev Johannes Sløk, der frem for nogen anden kom til formidle og popularisere eksistentialismen inden for en dansk sammenhæng. For som det gerne skulle være fremgået, så var det på ingen måde fagfilosofferne, der i første omgang bekendte sig til eksistentialismen, men derimod de litterære og teologiske kredse. Villy Sørensen udgør ganske vist i denne sammenhæng den undtagelse, der bekræfter reglen, men han kom da heller aldrig institutionelt til at tilhøre det fagfilosofiske miljø.
Johannes Sløk – absurditetserfaring og eksistentialisme
Vi tror alle, at vi ved noget om livet; til daglig brug lever vi trygt i denne overbevisning. Vi tror, vi er noget, at vi har et væsen og en natur og en fortid og forudsætninger for rationelt at handle ind i en fremtid, vi tror vi forstår hinanden, at sproget er et godt middel til at bringe os i indbyrdes rapport, at vi lever i et velordnet kosmos, i en rangordning af værdier, i meningsfulde vurderinger, i målsætninger og opgaver. Det absurde har fået denne tro til at vakle. Det absurde sammenstød har afsløret illusionerne, har bragt os ansigt til ansigt med en intethed, som må fylde os med angst, men som vi måske ikke kan undgå at føle som vor tilværelses ‘sandhed’ (Sløk 1968: 186).
Vi har nu set hvilke idémæssige, historiske og institutionelle forudsætninger, der gjorde, at det ikke var nogen tilfældighed, at Johannes Sløk blev en af de helt centrale skikkelser i introduktionen af eksistentialistisk tankegods inden for en dansk kontekst. Ikke bare udbød Sløk en efterspurgt vare – han havde tilmed, som Hans Jørgen Thomsen udtrykker det i en lidt anden forbindelse, “tidsånden i ryggen” (Thomsen 2004: 57-58) – han var altså den rette person på rette tidspunkt og sted.
Der er i de senere år blevet skrevet en hel del om Sløks liv og forfatterskab set fra et overordnet perspektiv, hvorfor jeg vil springe en længere introduktion over og gå mere direkte til behandlingen af Sløks forhold til eksistentialismen, sådan som det artikulerer sig i 1960’ernes forfatterskab,15 herunder særligt i bogen Eksistentialisme, der udkom første gang i 1964, men også andre steder i den enormt produktive strøm af bøger, anmeldelser m.v., som Sløk stod for i løbet af 60’erne.
Men for nu alligevel til en begyndelse at berøre det biografiske, så var Sløks tilgang til eksistentialismen og/eller eksistensfilosofien præget af to biografiske forhold:16
1) Sløks intellektuelle vækkelse var i udgangspunktet forbundet med læsningen af Kierkegaards forfatterskab og implicitte eksistenstænkning, et forhold, der skyldtes, at Kærlighedens Gerninger simpelthen var den første bog, Sløk blev præsenteret for, da han i begyndelsen af 1930’erne vejledt af Mathias Lorentzen påbegyndte sin intellektuelle dannelsesrejse (Sløk 1992: 60-61).17
2) Et andet biografisk forhold gjorde sig dog også gældende, nemlig at Sløk, da han i 1947 var blevet dr. theol. på afhandlingen Forsynstanken: et Forsøg paa en dogmatisk Begrebsbestemmelse, fik tilkendt et studieophold i udlandet. Rejsen endte med at gå bl.a. til Paris, hvor Sløk i starten af 1948 “faktisk også [fik] studeret noget, Sartre først og fremmest, men også Descartes” (Sløk 1992: 124), hvilket altså vil sige, at Sløk rent faktisk befandt sig i Paris som “studerende”, da den franske eksistentialisme var på sit højeste, og blot tre år efter, at Sartre i Club Maintenant havde holdt sit navnkundige foredrag om, at eksistentialismen var en humanisme, et foredrag, der som bekendt i bogform gik sin sejrsgang verden over de næste årtier. Og det er på denne baggrund derfor heller ikke underligt, at Sløk efterfølgende – bl.a. i det, han skrev i 60’erne – stillede sig noget mere positivt an overfor Sartres eksistentialisme, end, som vi har set, hans samtidige i Danmark gjorde det, om end Kierkegaards løsning på eksistensens problem ifølge Sløk forblev Sartre langt overlegen.18
Også for Sløk er eksistentialismen en humanisme, eller sagt lidt mere præcist: Dét, som eksistentialismen sætter på dagsordenen, er netop menneskets eksistens forstået som et problem eller en problematisk størrelse. “Mennesket er en misforståelse”, som Kjeld Holm med sans for at indkredse det væsentlige hos Sløk har kaldt sin uomgængelige bog om sit venskab med Sløk (og dermed også ad omveje med hans tænkning).19 Men hvordan skal vi nærmere forstå dette udsagn?
Jo, helt centralt i Sløks eksistentialisme-konception står det absurde eller det, som man kunne kalde den moderne absurditetserfaring.20 I oversigtværket De europæiske ideers historie (første gang udgivet i 1962) skriver Sløk i sin sammenkædning af kapitlet “Eksistens” med kapitlet “Absurditet” ganske enkelt, at den “eksistensfilosofiske livsforståelse” simpelthen “samler sig i den sætning, at livet er absurd” (Sløk, 2001: 360). Han uddyber lidt efter:
Tilværelsens absurditet består da i, at mennesket og den verden, det lever i, er inkommensurable størrelser. Mennesket møder op med forventninger om orden, formål og værdier, men tilværelsen er ikke indrettet til at honorere disse forventninger; når mennesket alligevel fastholder sine forventninger og indretter sit liv i overensstemmelse med det, ender det i absurditet. I absurditeten opdager mennesket, at det er fremmed i verden, eller at verden er fremmed for det. Mennesket bliver fremmedgjort (361-62).
Mennesket står altså grundlæggende i et misforhold til verden. Eller som Sløk konkluderende siger det, så eksisterer mennesket “i en verden, der […] ikke er beregnet til menneskeeksistens” (362). Vi skal vende tilbage til, hvad Sløk kan mene med denne paradoksale og på mange måder kontraintuitive påstand, men den udgør altså udgangspunktet for Sløks eksistentialisme eller “absurdistiske metafysik”, som Lars Sandbeck også
