været ledende medlemmer af Studenterforbundet og dermed haft råderet over forbundets blad, Sursum Corda, måtte i netop 1926 se deres flertal i forbundets bestyrelse forsvinde. De besluttede derfor at føre deres stadig mere kradse kritik af de dominerende kirkelige strømninger på dette tidspunkt – Indre Mission og liberalteologien – videre i et nyt og altså til opgøret som formål navngivet tidsskrift.8 Tidsskriftet blev – en tradition, man overtog fra tiden i forbundet – suppleret med faste sommermøder, hvor tidsskriftets bidragydere kunne fremlægge tanker og oplæg til artikler, som så efterfølgende kunne underkastes en nu og da endog særdeles kritisk diskussion. Bevægelsen Tidehverv var hermed en realitet.
Udgangspunktet for kredsen omkring Tidehverv var altså et opgør med det, de opfattede som forfaldstendenser i tidens kirkelige kredse. De ønskede en nyorientering af troen, der kunne løsrive den fra de henholdsvis pietistiske (Indre Mission) og sentimentale (liberalteologien) strømninger, som man mente ellers havde været de dominerende i Danmark. Til dette formål blev inspirationen hentet syd for grænsen, nærmere bestemt i den dialektiske teologi.
Den dialektiske teologi eller eksistensteologien, som den også kaldtes, blev først og fremmest tegnet af tyskerne Friedrich Gogarten (1887-1967), Karl Barth (1886-1968) og Rudolf Bultmann (1884-1976).9 Fællesnævneren for disse ellers indbyrdes meget forskellige teologer var et meget kritisk opgør med samtiden og samtidens (dvs. igen liberalteologiens) kristendomsopfattelse, som de mente havde gjort kristendommen og troen på Gud til flade og impotente størrelser, hvor menneskers religiøse oplevelser eller følelser var blevet stillet i centrum (i stedet for troen på Gud og Guds ord). Kristendommen blev her, i en udbredt kulturoptimismes navn, opfattet som led i en civilisatorisk og moralsk bevægelse, der bragte stadig større kulturelle og menneskelige fremskridt til verden. Som så mange andre samtidige opfattede de dialektiske teologer 1. verdenskrig som et endegyldigt dementi af denne påstand. I stedet fremhævede de – en central pointe, som man overtog i kredsen omkring Tidehverv – at der var et absolut skel mellem Gud og menneske: Gud var, som Barth kundgjorde, “das ganz Andere” (Siggard Jensen et al. 2006: 2050), forstået på den måde, at vi som mennesker er afskåret fra Gud, Guds intentioner og vilje. Vi kan alene nærme os Gud gennem den paradoksale tro på hans ord – ikke gennem forskellige former for “gode” gerninger, de være sig nok så sanktionerede af “kirkelige” kredse. Fornemmer man stærke ekkoer af både Martin Luthers og Søren Kierkegaards kristendomsforståelser, så er det ikke tilfældigt. De to var faste holdepunkter for de dialektiske teologer, ligesom de også blev det for kredsen omkring Tidehverv.
Ud af den dialektiske teologis negativitet overfor kirkelighed og ud af det, de opfattede som kristeligt sværmeri, voksede der dog – særligt hos Bultmann, der stod i et venskabeligt forhold til kredsen omkring Tidehverv og optrådte på en lang række af deres sommermøder (Bramming 1993: 21-22) – en positiv tiltro til Gudstroens eksistentielle funktion, idet mennesket, hvis det forholdt sig lidenskabeligt og dermed eksistentielt til Gud, kunne genfinde en mening og en hjemlighed i den moderne verden, der ellers truede med at fordufte som dug for solen.
Tidehverv lanceredes i kølvandet på den dialektiske teologi som en oprørsbevægelse – nærmere bestemt lagde dens repræsentanter ud med at kritisere den etablerede kirkelighed og dens teologiske overbygninger – men udviklede sig dog særligt i årene efter 2. verdenskrig til et tidsskrift for almen modernitetskritik af ofte kulturkonservativt tilsnit (i mangt og meget ikke langt fra Heretica, hvis tiltro til humanismen de imidlertid langt fra kunne dele). Inden da havde tidsskriftet og personkredsen omkring tidsskriftet dog nået at sætte et afgørende præg på tidens intellektuelle debat i almindelighed og den teologiske debat i særdeleshed. Blandt andet havde de været med til at gøre eksistensteologien til den foretrukne teologi for den unge generation af teologer. I hvert fald, som vi skal se det, for nogle af dens fremmeste repræsentanter.
Teologen Svend Bjerg har på glimrende vis skildret den såkaldte Århus-teologis historie og intellektuelle habitus (Bjerg 1994), og jeg skal ikke her forsøge at gøre ham kunsten efter. Blot vil jeg fremdrage nogle væsentlige aspekter af betydning for min videre fremstilling: Af de fire “Århus-teologer” var særligt Løgstrup, Lindhardt og Sløk meget påvirkede af eksistensteologien, som den blev formidlet af Tidehverv og som de mødte den i deres studentertid. Løgstrup var den, der mest direkte blev involveret i Tidehverv. Han optrådte således i en årrække regelmæssigt ved tidsskriftets/kredsens sommermøder. Men hvor både Sløk og Lindhardt – selvom de hver på deres måde lagde afstand til Tidehverv (Lindhardt kom aldrig rigtig i noget forhold til folkene bag Tidehverv) – vedblev at bekende sig til en form for eksistensteologi og ikke mindst Kierkegaards forfatterskab som forudsætningen for en sådan eksistentiel teologi, så gjorde Løgstrup allerede i begyndelsen af 1950’erne både op med eksistensteologien, Kierkegaard og dermed også med Tidehverv. Og det på en måde, der også satte ham i et så direkte modsætningsforhold til Sløk (foruden til Lindhardt og Kristoffer Olesen Larsen, se nedenfor), at Sløk og han indbyrdes blev enige om i en årrække slet ikke at kommentere hinandens forfatterskaber.10 Og med tiden førte dette brud med eksistensteologien og Tidehverv til formuleringen af Løgstrups helt egen “skabelsesteologi”. Men det er jo en ganske anden historie.
Sløk blev aldrig på samme måde som Løgstrup involveret i Tidehverv, selvom han altså optrådte på en række sommermøder. Dertil var hans anarkisme på det personlige plan og modvilje overfor menighedsdannelse for stor. Dog nærede Sløk stor veneration for K. Olesen Larsen, der var med i inderkredsen omkring Tidehverv, men som også, hvilket var langt vigtigere for Sløk, var en fremstående Kierkegaardkender og -fortolker. I sine erindringsforskydninger Mig og Godot vier Sløk et ikke uvæsentligt antal sider til at beskrive sit (gode) forhold til K. Olesen Larsen, som han bl.a. beskriver således:
Manden var usædvanligt intelligent, ikke lysende som Hal Koch, men dyb, som en antik mystagog, der kunne føre gennem ukendte egne til møde med det uudsigelige. Han var af alle, jeg lærte at kende, den originaleste tænker, den mest konsekvente vagtpost ved en ny måde at tænke på. Hvis jeg derfor skulle nævne nogen, der i autentisk forstand var min lærer, må det blive ham (Sløk 1992: 101-102).
Så vidt altså Århus-teologernes forbindelse til Tidehverv. Det fælles udgangspunkt for Prenter, Løgstrup, Lindhardt og Sløk, der alle fandt ansættelse ved det næsten nyoprettede Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet i årene efter 2. verdenskrig (deraf fællesbetegnelsen “Århus-teologerne”), var sekulariseringen, som den efter deres opfattelse slog igennem i deres samtid. Det vil sige fraværet af Gud som en selvfølgelig instans eller som garant for en meningsfuld tilværelse på modernitetens betingelser.
Hvordan de hver især tacklede dette fælles udgangspunkt – moderniteten eller sekulariseringen som udfordring – var, som Svend Bjerg beskriver det, ganske forskelligt (Bjerg 1994: 20). Alle var de, som også folkene omkring Heretica og Tidehverv, kritisk indstillede over for moderniteten og modernitetens udfordring til kulturen og kristendommen. Men hvor både Løgstrup, Prenter og personkredsen omkring de to nævnte tidsskrifter så modernitetens udfordring som noget, der på en eller anden måde skulle overvindes (et kulturelt forfald), dér var Sløk og Lindhardt enige om at se moderniteten som et menneskeligt vilkår, som også gav eksistentielle muligheder for frihed og et liv i oprindelighed – men selvfølgelig ikke, og her kommer kritikken ind i billedet, uden omkostninger i form af angst og tilbagevendende absurditets- og tomhedserfaringer. Sløk og Lindhardt accentuerede med andre ord, at et liv på moderne betingelser indebar et fravær af eksistentiel sikkerhed og dermed også i udgangspunktet et fravær af Gud (eller i hvert fald et fravær af Gud i mere traditionel forstand) forstået som garanten for en sådan sikkerhed. Og det var derfor ikke underligt, at kredse i det kirkelige establishment anså Sløk og Lindhardt som kættere og Det Teologiske Fakultet i Århus som en “røverkule”.11
Man kunne naturligvis pege på en lang række andre faktorer, der gjorde, at eksistentialismen eller eksistenstænkningen kom til at stå stærkt i efterkrigstidens intellektuelle debatter, særligt altså omkring Det Teologiske
