stilling til fortolkningsmæssige markeringer i den nyeste Sløk-reception.
Da Gud blev væk
Vi fører nemlig alle, hvad enten vi vil eller ej, et dobbeltliv. Den enkelte lever ikke bare sit eget personlige liv, men samtidig epokens liv, mere eller mindre bevidst (Bjerg 1994: 19).
Nok blev det fejret, da 2. verdenskrig i 1945 fandt sin afslutning, men de intellektuelle og moralske tømmermænd meldte sig hurtigt. Hvordan havde den civilisatoriske katastrofe, som nazismens uhyrligheder og krigens øvrige barbari repræsenterede, overhovedet kunne finde sted? Tegnede nazismens og krigens afsindige logik og ideologiernes ildevarslende magt over menneskene ikke et billede af en kultur og en civilisation i dyb intellektuel krise?
Det var spørgsmål som disse, der spøgte i hovederne på efterkrigsgenerationen og skabte et intellektuelt klima, hvor en omfattende kulturpessimisme på det beståendes vegne gik hånd i hånd med ønsket om at skabe en ny vej for menneskeheden, som – mente man – stod på et absolut nulpunkt, hvad angik værdier og moralske holdepunkter i tilværelsen. “Aldrig mere” blev således mottoet for efterkrigstidens tungsindige eftertanke.
Bøger som Jean-Paul Sartres Eksistentialismen er en humanisme (L’Existentialime est un humanisme, 1946) og Albert Camus’ Oprøreren (L’Homme révolté, 1951) forsøgte på et henholdsvis humanistisk og heroisk grundlag at overvinde tidens tungsind og tendensen til værdimæssig nihilisme, og forsøgte på denne baggrund at genintroducere den fra Kierkegaard udgående eksistenstænkning som en eksistentialisme. Et forsøg, som nærmest øjeblikkelig vandt genklang i efterkrigstidens yngre generationer, der så det værdimæssige vakuum, som krigen havde efterladt, som en mulighed for i Guds fravær og i et åbent opgør med det etablerede samfunds værdier og normer at starte på en frisk. Et liv i “oprigtighed” (autenticitet) og menneskelig frihed, forstået som muligheden for at træffe afgørende, eksistentielle valg, blev – ikke mindst på baggrund af de tilspidsede dilemmaer, som krigen havde stillet en hel generation overfor – afgørende nye forståelseskategorier.
Også i kunst og populærkultur afspejlede denne nye virkelighedsforståelse sig. Allerede før denne virkelighedsforståelse blev reflekteret filosofisk, havde den amerikanske kriminalroman således med sin forkærlighed for den kuldslåede ener – den som regel lettere fordrukne privatdetektiv – der måtte navigere i en virkelighed tømt for moralske absolutter og faste værdimæssige holdepunkter, skabt prototypen på den nye “eksistentialistiske” mennesketype. En mennesketype, som hurtigt vandt indpas i populærkulturens på dette tidspunkt ypperste kunstform, nemlig i filmens univers. Humphrey Bogart blev denne mennesketypes ikoniske repræsentation. Altid med en cigaret i kæften, et glas whisky indenfor rækkevidde og en kynisk, men også altid uimponeret og uhildet (autentisk) kommentar på læben.
Når jeg tænker på eksistentialismen og eksistentialismens livssyn, så kommer jeg altid til at tænke på en bestemt film (dog ikke med Humphrey Bogart på rollelisten). Det drejer sig om Billy Wilders klassiske film noir Double Indemnity fra 1944.3 Filmen indledes med en titelsekvens, hvor filmens hovedperson Walter Neffs skygge på krykker bevæger sig ind i billedet. Sekvensen er klart metaforisk. Det er det moderne, forkrøblede efterkrigsmenneske, der her træder frem. Ensom og aldeles overladt til sig selv og sine egne skæbnesvangre valg. Et menneske, for hvem Gud for længst er blevet en totalt fraværende størrelse. Tematisk kredser noir-genren som regel omkring en forbrydelse og denne forbrydelses opklaring. Dette adskiller dog ikke noir-filmene fra andre kriminalfilm. Det gør iscenesættelsen derimod. Filmene foregår som regel i et trøstesløst og anonymiserende storbymiljø, hvor der med hang til natoptagelser, kraftige slagskygger og andre ekspressionistiske virkemidler sættes fokus på at beskrive menneskelig ensomhed, fornedrelse, kynisme og fraværet af levedygtige normer og moralske handlingsmønstre. Det sidste gælder i øvrigt også tit for filmens hovedperson eller “helt”.
Double Indemnity handler om forsikringsmanden Walter Neff, der efter mødet med filmens femme fatale, Phyllis Dietrichson, som han indleder et forhold til, vælger at medvirke til drabet på hendes mand for i fællesskab at kunne hæve hans livsforsikring. Neffs overordnede, Barton Keyes, fatter dog mistanke og filmen ender naturligvis i en total menneskelig katastrofe. Umiddelbart kunne det jo ligne en gentagelse af den ældgamle crime doesn’t pay-morale, men pointen i filmen er, at Neff i sine drifters vold tilsyneladende ikke havde noget valg, og filmen kommer derfor til at tematisere en central eksistentialistisk pointe: valgets problemstilling.
Men Guds og værdiernes absolutte fravær blev i efterkrigstiden også hurtigt et tema på vor egne hjemlige breddegrader. I 1946 stødte de jævnaldrende forfattere Ole Wivel, Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig ind i hinanden. Resultatet blev det litterære og kulturdiagnostiske tidsskrift Heretica, som udkom i perioden fra 1948 til 1954.4 Wivel, Poulsen og Bjørnvig havde umiddelbart ikke meget tilovers for eksistentialismen, som den ytrede sig sydpå, men de var via religionshistorikeren og kulturkritikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948) som fælles referenceramme fortrolige med Kierkegaards eksistensfilosofi og mellemkrigstidens modernitetskritik.5
For folkene omkring Heretica var der ingen tvivl om, at den kultur- og civilisationskrise, som de mente at kunne registrere i efterkrigstidens åndsliv, skyldtes Guds fravær og ideologiernes, modernitetens og den fremherskende positivismes hermed omvendt proportionale fremvækst. De mente dog, at digtningen repræsenterede en sidste modstandslomme for et tiltrængt kulturelt tidehverv, der ikke baserede sig på et politisk-ideologisk og dermed i deres øjne mistænkeliggjort grundlag. Digtningen skulle sammen med traditionen og almuekulturen, som den så poetisk blev kaldt, agere redningskrans for kulturen. På dette grundlag blev Heretica et litterært og teoretisk samlingssted for en kulturkritik, der i mangt og meget tjente som optakt til eksistenstænkningens (gen)introduktion for et dansk publikum, om end især Sartres eksistentialisme med dens hang til politisk aktivisme bød Heretica-kredsen imod.6 Her foretrak man så langt hellere Kierkegaards “oprindelige” eksistensfilosofi og i nogen grad Camus’ “vej frem til en heroisk politisk etik, som til gengæld ikke lader sig forene med den doktrinære eksistentialisme”, som Bjørn Poulsen formulerer det (Poulsen 1960: 28-29).
Litteraturhistorikeren Erling Nielsen opsumerer egentlig ganske fint Heretica-kredsens forhold til eksistentialismen i en artikel i det interskandinaviske tidsskrift Vinduet i 1954:
Skulle man alligevel vove at sætte en etikette på Heretica, kommer man ikke uden om den fæle modeglose: eksistentialisme […] Men bestemmelsen kræver en afgrænsning. Af eksistentialismens fem temaer: ensomhed-angst-valg-ansvar-handling, er de fire første fremtrædende i Heretica. Derimod har det femte og afgørende, handlingens problematik, kun i ringe grad beskæftiget tidsskriftet, hvad der sikkert hænger sammen med, at man tilsyneladende ikke har noget forhold til filosofiens franske udformning, og den tyske spores kun gennem Løgstrups skelsættende afhandling om Humanisme og kristendom (3. årg., nr. 5). Det er derimod Kierkegaard man udgår fra … (Nielsen 1954: 24).
En anden vigtig forudsætning for, at eksistentialismen som intellektuelt fænomen kunne blomstre i efterkrigstidens Danmark – særligt i 1960’erne, som vi skal komme frem til senere – var naturligvis eksistensteologiens succesfulde indtog i 1930’ernes teologiske debat. Særligt som denne kom til udtryk hos de såkaldte “tidehvervsteologer” og de “unge” teologer (Regin Prenter, P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og altså ikke mindst Johannes Sløk), der senere blev kendt som “århusteologerne”. De to grupperinger var også, i hvert fald i udgangspunktet, indbyrdes forbundne (Bjerg 1994: 39-42). Dels delte de fra starten af (og et langt stykke af vejen) teologiske inspirationskilder – Kierkegaard selvfølgelig, men også de “dialektiske” teologer Karl Barth og Rudolf Bultmann var i høj kurs – og dels optrådte både Løgstrup, Sløk og Prenter i en kortere periode, dog med skiftende overbevisning og hyppighed, på Tidehvervs nok så berygtede sommermøder.
For
