kan naturligvis undre sig over, at Sløk, der allerede i 1948 havde stiftet bekendtskab med eksistentialismen i denne tænknings egen hovedstad Paris, først i 1963 gav sig til at forelæse over emnet.21 Men dels havde nye tankegange – især i en samtid, hvor den internationale offentlighed og kommunikation måske ikke var så veludviklet som i dag – en trægere receptionshistorie i Danmark, og dels fik Sløk først i 1958 det teologiske professorat, der gjorde, at han kunne beskæftige sig med andet end “pligtundervisning”. Men under alle omstændigheder, så finder vi i bogen fra 1964 Sløks mest systematiske og grundige overvejelser om eksistentialismen i en form, der kan minde om en almen introduktion, men som også er langt mere end det.
Bogen er opbygget i en række tematiske kapitler, der sammenkædende gennemgår, hvad Sløk opfatter som eksistentialismens væsentligste temaer. Det drejer sig i nævnte rækkefølge om temaerne eksistens, fremmedgørelse, uoprindelighed, identitet, frihed, angst, skyld og nærvær.
Det står således for Sløk i udgangspunktet fast, at eksistentialismen betegner et opgør med godt 2000 års metafysisk tænkning, hvor man har været ude på “at finde det, der i egentlig forstand er” – altså en essens eller “essentia”, som det hedder med den rette filosofiske terminologi (Sløk 1966: 9). Eksistentialismens traditionsbrydende budskab er som bekendt, at eksistensen går forud for essensen (Sartre 2005: 44), et budskab, som Sløk tilslutter sig i sin bogs indledende kapitel: “Eksistens er ikke noget, der føjes til en i forvejen værende essens, men er tværtimod det begreb, som alt begynder med. Eksistensen er der ‘først’, som udgangspunkt for alle andre bestemmelser, som det grundlæggende begreb, der skal begrunde alle andre begreber” (Sløk 1966: 11). Og han tilføjer, igen med slet skjult reference til Sartres jævnføring af eksistentialisme og humanisme, at det naturligvis “kun [er] mennesket, der i denne forstand af ordet eksisterer” (11). Kun mennesket er “først i sandhed […] sig selv, når det har virkeliggjort sin eksistens” (12). Eller sagt anderledes: “Man er [som menneske] uhjælpeligt eksisterende og kan ikke komme løs af den fordring, det indebærer” (14).
Så vidt altså den menneskelige tilværelses vilkår ifølge Sløks udlægning af en af eksistentialismens absolutte kerneerkendelser og hovedsentenser. Problemet er blot, at moderne mennesker, som de er flest, ikke har indsigt i dette vilkår, hvilket man dog ikke direkte kan bebrejde dem, da både sprog og intellektuel sædvane gør, at man “rent umiddelbart” må opfatte det “som noget indlysende, at mennesket ontologisk betragtet må bestemmes som en ting” (15) og altså ikke som apriorisk væren eller (selv)bevidst eksistens, sådan som eksistentialismen hævder det. At vi som mennesker langt hen af vejen opfatter og omtaler os selv som genstande på lige fod med andre genstande, hensætter os i et fremmedgjort forhold til eksistensen; en fremmedgørelse, der dog som hændelse er “den eksistentialistiske anskuelses reale udgangspunkt” (16). Hvilket er ensbetydende med, at eksistentialismens opkomst forudsætter “fremmedgørelsens pinlige og nærgående hændelse” (17).
Idéhistorisk kæder Sløk denne “fremmedgørelsens hændelse” sammen med moderniteten, hvor tidligere epokers ordnede verdensbilleder bryder sammen. Den “tydede verden”, som menneskene troede, de var fortrolige med og havde hjemme i, viser sig at være knap så fortrolig og hjemlig, hvorfor Sløk refererer digteren Rilkes udsagn om, at “vi ikke er ganske tilforladeligt hjemme i den tydede verden”, og på baggrund heraf konkluderer:
Der kan næppe gives et kort udtryk, der klarere formulerer den situation, eksistentialismen ser mennesket anbragt i: man har i tydningen skabt sig en verden til at bo i, et hjem; men det er en misforståelse at betro sig alt for uforbeholdent til denne verden; man kan ikke helt tilforladeligt være hjemme i den, for verden er ikke ét med den tydning, som vi udkaster af den (20).
Det moderne menneske står altså dybest set fremmed over for sig selv, sine medmennesker og verden, fordi mennesket forledt af overlevering og tradition anskuer tilværelsen i et tingsliggjort perspektiv, som ikke honorerer mennesketilværelsens helt basale forudsætninger og tillige kravet om, at eksistensen må gå forud for essensen. “I fremmedgørelsen afsløres det”, som Sløk udtrykker det, “at mennesket ikke er i stand til at være tilstedeværende, som en ting er det; det er menneskets væsen at være eksisterende, og sygdommen er, at det ikke har realiseret sin eksistens, men reduceret sig til en tilstedeværende ting” (23). Et sådant menneske, “der forsøger at leve sit liv som en tilstedeværende ting”, er fortabt og lever et “uoprindeligt” liv. Hvilket vil sige, at det “ikke selv er oprindelsen til sin livsudfoldelse”, men i stedet lader sin livsudfoldelse diktere af tingene, samfundet og det konventionelle (26).
Det liv, som det moderne menneske lever, er altså karakteriseret ved sin uoprindelighed, hvilket Sløk i bogens følgende tre kapitler behandler med udgangspunkt i sproget, handlingen og vores forhold til andre mennesker (27-51). Og hvad alle tre emneområder angår, så må Sløk konkludere, at det moderne menneskeliv – både som det fremtræder for en eksistensfilosofisk analyse, men også som det behandles i samtidens bedste kulturelle frembringelser (film, litteratur og teaterstykker) – er præget af fremmedgørelsens, fortabelsens og uoprindelighedens problematikker.
Dette leder igen for Sløk frem til identitetsproblemet, som efter hans opfattelse står centralt i “eksistentialistisk litteratur” (52). For hvad sker der, “når mennesket gennem fremmedgørelsens oplevelse får blik for sin uoprindelighed, når det opdager, at det ved at forstå sig selv som en tilstedeværende ting har fortabt sig ud i de tavse og meningsløse ting?”. Jo, der sker det, “at mennesket mister sit navn; det bliver anonymt eller bliver sin anonymitet bevidst” (Ibid.). Men da mennesket imidlertid ikke kan udholde den helt identitetsløse tilværelse, bliver det hermed rollespiller i konventionel forstand, hvilket vil sige det, at det enkelte menneske træder ind i den konventionsbestemte rolle som enten det ene eller det andet bestemte (overtjener, ægtemand, far), alt efter som situationen nu kræver det – uden dog selv at være oprindelse til sin rolle. En rolle i denne forstand udfylder man nemlig kun, og man ophører dermed på en måde med “at være subjekt for sine egne handlinger” (55). I denne slags konventionelle rollespil, som vi nok alle kender til, vil man dog også hurtigt føle sig begrænset, og man vil fornemme rollen “som et overgreb, en art fængsling, der stækker friheden, destruerer muligheder og tvinger livet ind i rammer, der er unødvendigt snævre” (56). Hvilket på et dybere plan hænger sammen med, at der i mennesket “er et krav om ubegrænsethed”, der udspringer af selve “eksistensens struktur” (57).
Der findes dog også et andet rollebegreb – og nu griber Sløk til Kierkegaard og Karen Blixen – som kan udstyre det moderne menneske med et i eksistentiel henseende mere tilfredsstillende “værktøj”, når det moderne liv skal leves. Det gælder nemlig i virkeligheden om “kun at have én eneste rolle som man da til gengæld samler hele sin sjæl omkring” (60). Herefter følger det centrale citat, som jeg har valgt at indlede min artikel med: I og med at det enkelte menneske lidenskabeligt peger på sig selv som den, der vælger rollen, bliver rollevalget nemlig eksistentielt gyldigt. Man bliver “sin rolle, sin skæbne, sin historie tro” (Ibid.). Man træder ikke ind i rollen, man vælger den lidenskabeligt. Hvordan disse formuleringer på hel central vis spiller sammen med Sløks senere forfatterskab, skal vi vende tilbage til senere.
At man kan vælge sin rolle og dermed ifølge Sløk i eksistentiel forstand gøre den gyldig, er dog ikke ensbetydende med, at mennesket kan finde en identitet. Mennesket har som anført i denne forstand ikke nogen essens, men er derimod at forstå ved sin eksistens, hvilket altså ifølge Sløk og eksistentialismen er en ganske anden sag.
Skulle man dog nærme sig en definition, og om ikke på mennesket, så på det menneskelige vilkår, må dets afgørende træk strukturelt bestå i friheden – en anden uomgængelig term inden for det eksistentialistiske vokabularium og tillige overskriften for et særskilt kapitel i Sløks bog.
Frihed i eksistentialistisk forstand betegner ifølge Sløk “fraværelsen af alle essentielle
