en vending eller overgang i Sløks forfatterskab bort fra absurdismen og over imod narrativiteten. Sandbeck er ikke den første til at operere med vendinger eller faseforskydninger i Sløks forfatterskab. Svend Bjerg opterer således, inspireret af Sløks egne erindringsforskydninger, for tilstedeværelsen af ikke mindre end tre faser i forfatterskabet (Bjerg 1994: 276-79), og man kan i hvert fald konstatere den enighed Sandbeck og Bjerg imellem, at der på et tidspunkt sker en vending i forfatterskabet. Men hvor Bjerg daterer den fuldbyrdede vending, som han opfatter som en sproglig vending, til Da Gud fortalte en historie (1985) og herunder fasemæssigt slår fast, at denne vending indledes i slutningen af 70’erne, dér ønsker Sandbeck i sin opfattelse af vendingen som metafysisk-narratologisk at datere denne allerede til Sløks Cusanus-studier fra 1974. Fra da af, argumenterer Sandbeck, fjerner Sløk sig fra en absurdistisk metafysik og udvikler i stedet en narratologisk metafysik.
Man er i forlængelse af Sandbecks grundige arbejde bestemt nødt til at revurdere Cusanus’ betydning for Sløks sene forfatterskab, men som jeg har forsøgt at påvise ovenfor, så mener jeg allerede at kunne lokalisere en narratologisk pointe om at gøre sig forfatterens idé klar i Sløks bog om eksistentialismen fra 1964, og endda en pointering, der direkte laver en kobling mellem eksistentialismen, et absurdistisk livssyn og det narratologiske. Hvilket jeg nu afslutningsvis kort ønsker at uddybe.
For mig at se er der ikke tale om et decideret brud i Sløks forfatterskab, hvor narrativitet og ren forsoning med livet afløser eksistentialisme og absurditetserfaring, men derimod om en kontinuitet, hvor der nok sker en forskydning i retning af en teologisk tolkning af den narrative eksistentialisme, som dog allerede er til stede i og med, at Sløk foretrækker Kierkegaards “æstetiske” eksistensanalyse frem for eksempelvis Sartres filosofi, men hvor mennesket som problem og som misforståelse, foruden problemet om tilværelsens absurditet, forbliver centrale genstandsfelter inden for den sløk’ske anskuelseshorisont.26 Som citatet fra Mig og Godot tidligere i dette afsnit udtrykker det, så er livet jo nemlig fortsat “ude af stand til at imødekomme elementære menneskelige krav”. Også – NB! – så sent i Sløks forfatterskab som i 1986. Men samtidig indeholder livet og eksistensen, forstået eksistentialistisk og narratologisk (narrativt-teologisk), også muligheden for lidenskabeligt at tage eksistensen på sig og “blive […] sin historie tro” så at sige i kraft af det absurde. Det gælder med andre ord om at fortælle sin historie (sit liv) godt og i respekt for det faktum, at man selv eksistentielt er skyldig i sin historie. Eller som Sløk selv beskriver det i Da Gud fortalte en historie:
Ethvert menneske har sit eget liv at leve, og det kan det kun leve selv; man kan ikke slå sig nogle stykker sammen eller hjælpe sig i kompagniskab med andre […] mit liv som liv er altid helt og udelt mit eget, og jeg må forsøge at færge det så lykkeligt som muligt gennem livets aldre til en salig død – som man siger. Det står til mig, om det skal blive et liv med retning og kontinuitet, så jeg til sidst i ordets distinkte forstand får en historie (Sløk 1999: 522).
Det er præcis heri, at aktualiteten i Sløks narrative eksistentialisme består: I en tid, hvor vi fortsat alt for ofte er til fals for de store fortællingers (bort)forklarende og anonymiserende magt – det være sig i skikkelse af religioner eller politiske ideologier – fastholder Sløk, at dette er ren og skær geskæftighed. Det gælder ikke om på illusorisk vis at overvinde tilværelsens absurditet, sådan som de store fortællinger forsøger at bilde os ind med deres totalitetsforklaringer, men snarere om at holde ud i det absurde ved at påtage os ansvaret for den individuelle fortælling, som vi selv er27, hvilket vi formår, såfremt vi virkelig vil det og holder det ud. Og endelig gælder det selvfølgelig om at være omhyggelige med at fortælle denne historie så godt som muligt, til glæde for vore medmennesker og – hvem ved? – måske endda til glæde og udelt fornøjelse for Gud selv: den store forfatter i det høje.
NOTER
1 En stor tak skal lyde til Jens Viggo Nielsen, der ved grundige læsninger, kommentarer og diskussion har været med til at styrke artiklens argumentationsgang. Tak også til Lars Gorzelak Pedersen, der har bistået med faktuel research.
2 Jeg bruger gennemgående udtrykket “eksistentialisme” i denne artikel, både når jeg i mere snæver forstand taler om den filosofi og de filosofiske tekster, der repræsenterer den moderne filosofi om eksistensen i kølvandet på Søren Kierkegaard, men også, når jeg beskriver eksistentielle temaers udbredelse i en større kulturel eller idéhistorisk sammenhæng. Nogle vil måske stejle over, at jeg på den måde blander filosofi i snæver forstand og mere almene fænomener sammen under den samme overordnede overskrift, men det er mit udgangspunkt, at filosofi og alment kulturliv – også hvad angår den idéhistoriske periode, jeg beskriver i denne artikel – altid indgår i en form for vekselvirkning. Når jeg i det følgende bruger udtrykket “eksistentialisme”, så skal det altså både dække over strømninger i filosofien og i litteraturen og det almene kulturliv, og det skal det, fordi jeg mener, at disse strømninger var indbyrdes forbundne i en række fælles problemstillinger.
Se Jens Viggo Nielsens indledning til nærværende antologi for en kritisk diskussion af termen “eksistentialisme”.
3 Film noir-genren, som havde sin storhedstid fra 1940’erne og frem til slutningen af 1950’erne, var en dyster kriminalfilmsgenre, der tit og ofte byggede på oplæg af “mørke”, såkaldte hardboiled kriminalromaner af forfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og James M. Cain. Double Indemnity er i denne sammenhæng ingen undtagelse, da den bygger på en roman af James M. Cain, som Raymond Chandler i samarbejde med Billy Wilder omarbejdede til et filmmanuskript.
4 For en glimrende eksponering af personkredsen omkring Heretica og tidsskriftets korte, men begivenhedsrige historie, se Engberg 1999.
5 For en behandling af den etablerende Heretica-kreds’ “gæld” til Vilhelm Grønbech, se Hansen 1968.
6 Bjørn Poulsen artikulerer det på vegne af kredsen eksemplarisk i bogen Ideernes Krise i Åndsliv og Politik (1960): “Eksistensfilosofien placerer den enkelte som skaber af historiens mening i kraft af det personlige valg, han i hvert givet øjeblik træffer, men ved dette valg kan hverken historien eller traditionen være ham til nogen hjælp, endsige da forældede teorier fra forrige århundrede – Søren Kierkegaards formentlig stadig undtaget. Hvilke konsekvenser denne filosofi fører til, viser Sartres begejstring for Cubas revolutionære cubanere, som handler uden at spekulere på fortiden og blot stræber efter at tilfredsstille deres behov. ‘Alt, hvad der er virkeligt, er praksis, og alt, hvad der er praksis, er virkeligt’, skal Sartre have sagt i sit nye historieteoretiske værk, og en sådan trosbekendelse kan man vel bedst betegne som filosofisk harakiri” (Poulsen 1960: 29).
7 Bramming, 1993 er en meget anbefalelsesværdig introduktion til Tidehverv som bevægelse og tidsskriftet Tidehvervs historie.
8 Tidsskriftet blev angiveligt opkaldt efter de dialektiske teologers tyske tidsskrift Zwischen den Zeiten (1923-1933), der igen var opkaldt efter en skelsættende artikel af Friedrich Gogarten.
9 Se afsnittet “Hjemløshedens teologi” i Tankens Magt. Vestens idéhistorie for en idéhistorisk fremstilling af den dialektiske teologis rolle og intellektuelle historie: 2045-2084.
10 Se Morsing 2006 for en nærmere udfoldelse af Sløk og Løgstrups indbyrdes forhold.
11 Angivelig et udtryk brugt om fakultetet af den daværende formand for Indre Mission, Christian Bartholdy, i 1948, jf. Bjerg 1994: 25.
12 For en fremragende eksponering af primært 1920’ernes livlige livsanskuelsesdebat se Vaczy Kragh 2005.
13 Som en af de få herhjemme tematiserer idéhistorikeren Hans Jørgen Thomsen denne problemstilling eller forbindelse i det, der desværre
