ny Position, det kristne Budskabs Position, bliver den rent humane Existens igen forstaaet som den i Tomhed fortabte og afmægtige, og denne kristeligt forstaaede fortabte og afmægtige Existens bliver ikke paany forvandlet til en egentlig og virkelig Existens ved den existerendes egen skabende Anstrengelse, men ved Guds Overtagen Existensen i dens Fortabthed (Sløk 1947a: 240).
Også i bogen Eksistentialisme skelner Sløk mellem forskellige typer eksistentialisme. “Den apriorisk orienterede eksistentialisme” (Sløk 1966: 84-86), der i sine forskellige varianter – herunder Kierkegaards variant – inddrager Gud i sine overvejelser og altså er at bestemme som religiøs, og så “den empirisk orienterede eksistentialisme” (86-90) – herunder Sartres position – som gennemfører det eksistentialistiske anliggende “uden at gøre brug af nogen som helst religiøs bestemmelse” (86). I bogen nedtoner Sløk dog i nogen grad den skarpe stillingtagen i den omtalte artikel fra 1947 til fordel for Kierkegaard og den religiøse eksistentialisme. Det tætteste, som vi måske kommer en eksplicit stillingtagen, er, når Sløk i forbindelse med angsten som eksistentialistisk grundtema og op imod bestemmelsen af eksistentialismen som pessimistisk skriver, at godt nok er Sartre optimist og humanist “i den forstand, at han anser livet for at være en menneskelig mulighed”:
Men mest programmatisk og med næsten evangelisk kraft er det for Kierkegaard alt om at gøre at slå dette punkt fast: at leve livet er ensbetydende med at leve det i glæde. Angsten og fortvivlelsen er gennemgangsstadier; den trange vej, der fører til målet: glæden over livet (115).
Man kan undre sig over, at Sløk i 1964 nedtoner opgøret med Sartre og den ateistiske eksistentialisme, men ser man bogen som et samlet forsvar for eksistentialismen som livssyn, så vurderer Sløk måske, at der i denne sammenhæng er mere der forener, end som adskiller de to tilgange til eksistensens problematik. I 1979, da Sløk skriver sin anmeldelse af Sartres bog om Baudelaire, der netop da er blevet oversat til dansk, konkluderer han dog igen, at:
Når jeg tillader mig at anbringe Kierkegaard midt i Sartres eksistensbestemmelser, har det sin grund. Efter min mening er Sartres opfattelse af menneskets vilkår for autentisk eksistens uigennemførlig. Han lader mennesket ideelt ende i en position, som det ikke kan opholde sig i. Man bliver logisk set nødt til at forfølge selve begrebsopstillingen med nye kategorier. Det er præcist, hvad Kierkegaard gør.
Og Sløk fortsætter: “Sartre gør det samme, men unægtelig på en anden vis. Han ender i påstanden om marxismen som ‘vor tids eneste mulige filosofi’. Deri kan jeg personligt naturligvis ikke følge ham – og han har jo haft besvær med selv at følge det til en klar konklusion” (Sløk 1979: spalte 5-6).
Måske befinder vi os netop her ved noget fundamentalt. Hvor Kierkegaard og Sløk finder “udvejen” af eksistensens grundproblemer i et individuelt perspektiv (hiin Enkelte) set i forhold til Gud, dér er Sartre åben overfor det politiske engagement og fællesskabet. Og er der to ting, der ikke kunne ligge subjektive tænkere som Kierkegaard og Sløk fjernere, så er det netop disse størrelser. Sløk nærede livet igennem en stor skepsis overfor forlorne fællesskaber, politiske ideologier og politisk engagement i det hele taget, og betragtede i den forbindelse sig selv som en undtagelse.24
Netop på dette punkt – i Sløks solidarisering med Kierkegaards individualisme eller subjektivisme – ser Villy Sørensen et væsentligt problem i Sløks eksistentialisme-konception (og dermed også i, hvordan Kierkegaard og Sløk overhovedet tænker eksistensen). Disse betænkeligheder giver Sørensen udtryk for i Berlingske Tidende samme år, som Sløks bog udkommer.25 Kierkegaard og dermed Sløk er, mener Sørensen, blinde overfor den historiske proces, der i det hele taget problematiserer deres forståelse af eksistensen (“Den epokegørende absurditetsoplevelse er en moderne foreteelse”, Sørensen 1970: 114), men de er tilmed også blinde overfor det sociale – ja, de er blinde over for fællesskabet som sådan. Når Sartre har “fjernet sig fra Kierkegaard og nærmet sig Marx og Hegel”, så er det derfor udtryk for et fremskridt, hævder Sørensen, alt “eftersom den kierkegaardske position næppe kan opretholdes i al sin ensidighed” (115) – eller i sin alt for “ekstreme subjektivisme”, kunne man også sige det med Peter Kemp i nærværende antologi.
Netop Peter Kemp påpeger, som det just er blevet refereret, hvordan eksistentialismen – sådan som Sløk konciperede den i 1964 – fører til en umulig eller i bedste fald meget abstrakt position:
Men derved fremtræder hos Sløk også den fundamentale svaghed i eksistentialismen: det er en filosofi, som ikke kan skelne mellem at tage ansvaret fra den anden, og hjælpe den anden til konkret eksistens. Hvis man gør det sidste, så gør man også det første, mener eksistentialisten. En skelnen mellem dem kan eksistentialismen ikke foretage, for når den skal sige, hvori det at blive konkret består, viser det sig, at det konkrete er den rene eksistens uden noget indhold overhovedet; det er ikke et liv, som jeg har fået gennem et fællesskab med andre og i kraft af den kultur og den verden, som jeg tilhører, men alene gennem udfoldelsen af min egen frihed. Det er i virkeligheden et liv, der er så abstrakt, at der intet konkret er tilbage: intet muntert liv, ingen gode minder, ingen glade forventninger (se denne antologi: 136).
Hvad angår anklagen for ekstrem subjektivisme og manglende fornemmelse for det sociale og fællesskabet, så er jeg næsten sikker på, at Sløk ville holde fast i, at mennesket i forhold til eksistensen og tilværelsens krav altid vil være fuldstændig kastet tilbage på eller overladt til sig selv. Ethvert fællesskab må nemlig tilegnes, og står som sådan per definition til diskussion. Alt andet ville ifølge Sløk være illusorisk og ren geskæftighed. Men samtidig ville Sløk også holde fast i, at det enkelte menneske ikke er alene. For det første er intet menneske en øde ø: Det vil altid få med den anden at bestille, og har ikke tilværelsen uden den anden. Og for det andet kan det tillige vælge at træde i relation til Gud som forfatter til den individuelle eller afsondrede fortælling, som man nu engang altid er og har at være.
Forsoning med livet? Sløks narrative eksistentialisme
Hvad der end sker, er man i den store fortællers hånd; han fortæller ikke bare løst og fast på bedste beskub og i tilfældig orden; hans fortælling er båret af en idé, og derpå kommer det derfor alene an i livet, at holde fortællerens idé klar, at forelske sig i den, at drive den ud til sin yderste konsekvens. Hvis det lykkes, lykkes man som menneske, thi […] dette er, hvad man kan tage med sig over i evigheden, sit mellemværende med Gud, sit livs historie (Sløk 1992: 215).
Centralt i Kjeld Holms bog Mennesket er en misforståelse, der handler om hans venskab med Sløk, står det at læse, at Sløk havde et personligt udestående med livet. Livet, som det præsenterer sig blot og bart, er en absurditet, og mennesket er, som bogens titel altså udtrykker det, en misforståelse, eller sagt mere præcist: Mennesket møder op med krav til sin tilværelse og tingenes tilstand, som hverken tilværelsen eller tingenes tilstand kan honorere, og mennesket bliver derfor en problematisk størrelse (for sig selv). For Sløk var dette også en personlig anfægtelse, som det fremgår med al tydelighed af hans erindringsforskydninger: “For mig fremtræder livet som rædselsfuldt, thi det er uden nåde, som gådefuldt, thi hvem kan i grunden forklare, hvad det er, som absurd, thi det er ude af stand til at imødekomme elementære menneskelige krav – om orden, normativitet, værdier og idealer” (Sløk 1992: 11).
Kjeld Holms bog beskriver langt hen af vejen den fortvivlelse, som denne indsigt bibragte Sløks tit udsvævende livsførelse på det strengt personlige plan, men bogen går også videre og forsøger at skitsere, hvordan Sløk med tiden og særligt i sine ældre år i nogen grad forsonede sig med livet og sin egen tilværelse. Han faldt med andre ord mere til ro. Og det ville derfor også være oplagt, sådan som stemmer inden for den seneste Sløk-receptionen også har gjort det for nylig, at drage paralleller fra det personlige og til forfatterskabet og tænkeren Sløk.
Teologen
