af tæt trafik, forurening og ufærdige og forfaldne bygninger. Men da Den Internationale Olympiske Komité i 1997 vedtog, at De Olympiske Lege i år 2004 skulle afholdes i Legenes moderland, blev planer om store og bekostelige byfornyelser skudt i gang. Legene vendte hjem, og byen måtte tage sig ud fra sin absolut bedste side. Trafikken i bymidten blev reguleret, og der blev indført mange bilfri gader især ved de arkæologiske sites på og omkring Akropolis. Desuden genindførtes Athens sporvognssystem, og byens metro blev udbygget og moderniseret. Det moderne Athen voksede frem i lynfart, og de nye moderne bygninger står nu i skærende kontrast til resterne af den antikke by, der er at finde alle steder.
Under Síntagma-pladsen er de mange fund fra antikken og kopierne af dem udstillet på den moderne metrostation til frit skue for metroens mange brugere
akropolismuseet
En af de mest markante og omdiskuterede moderne bygninger er det nye Akropolismuseum, der ligger syd for Akropolisklippen i kvarteret Makriyiánni. Tilløbet til opførelsen af museet begyndte allerede i 1976, men byggeriet blev udskudt i flere årtier, fordi byggegrunden, der var udvalgt, ved nærmere udgravninger viste sig at rumme en hidtil ukendt del af det antikke Athen med huse, veje og værksteder. Byggeprocessen blev derfor forsinket, og der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, hvor det blev krævet, at vinderen skulle være i stand til at inkorporere de nye fund. Resultatet er blevet en fantastisk bygning og et absolut seværdigt museum. Straks når man har bevæget sig ned ad den store trappe, der udgør indgangen til museet, står man midt i en arkæologisk udgravning af den antikke by. Glasunderlaget gør, at man med snuden i jorden og et sug i maven kan følge med i den fortsatte udgravning af den antikke by, der nu er blevet fundamentet for det moderne museum.
Fra det antikke Athens absolutte midtpunkt, Akropolis, har man i dag et frit og uforstyrret udsyn til det moderne Akropolismuseum, der på smukkeste vis spejler antikkens templer i sig
Selve bygningen består af beton, stål og frem for alt glas. Ved første øjekast ser man straks, hvordan det antikke og det moderne sættes skarpt op over for hinanden. Bygningens øverste etage udgøres af et glasparti, der er drejet i forhold til resten af bygningen, så det flugter helt parallelt med Parthenontemplet på Akropolis’ sydside, som man har uforstyrret udsyn til, hvis man vender ryggen til museet. Det antikke tempel spejler sig i den moderne glasfacade, og på den måde bliver det antikke tempel en del af den moderne bygning.
Indvendigt rummer glaspartiet Parthenongalleriet. Her udstilles originale dekorationer fra Parthenon sammen med gipskopier af dem, der enten er blevet ødelagt i et af athenernes mange historiske slag mod persere, osmannere eller byzantinske fyrster på og omkring Akropolis eller er blevet ranet af rige europæiske samlere i løbet af 17- og 1800-tallet. Især den britiske Lord Elgin havde held til at nedtage en stor del af Parthenons skulpturelle udsmykning, som siden blev solgt til British Museum i London, hvor man kan nyde dem i dag. Elgins plyndringer sidder stadig som et dybt ar i grækernes bevidsthed, og der foregår fortsatte forhandlinger om at få genstandene tilbage til Athen og til skue på det nye smukke museum, hvor der er gjort plads til dem. I galleriet finder man en imponerende skabelon af Parthenontemplet. Skabelonen har nøjagtig samme mål som det originale tempel, det eksakte antal søjler, dog i stål, og med originalerne og gipskopierne af skulpturerne indsat, så man får et klart indtryk af den enorme storhed og skønhed, som templet havde, da det stod færdigt komplet med alle dekorationer i ca. 432 f.Kr. Desuden er der på nordsiden af parthenonskabelonen en fantastisk udsigt til det originale tempel, og som man står der midt imellem den moderne skabelon og den antikke original, mærker man tydeligt kontrasten mellem fortid og nutid, som er at finde overalt i byen.
museer, metroer og moderne gallerier
Når man er i Athen, må man besøge de store museer, der indeholder fund fra byens storhedstid. Nationalmuseet for Arkæologi rummer verdens absolut fineste og mest spektakulære fund fra hele Grækenland. Her kan man se den berømte guldmaske, som blev fundet i det antikke Mykene i 1876 af den tyske arkæolog Heinrich Schliemann. Schliemann mente, at masken måtte være den mykenske sagnkonge Agamemnons dødmaske, hvad dog senere har vist sig ikke at være tilfældet. Det er også her, man kan se næsten endeløse rækker af enorme mande- og kvindeskulpturer, kouroi og korai, fra arkaisk tid og den klassiske bronzeskulptur af Zeus eller Poseidon (ingen ved rigtigt hvem af dem, fordi der mangler et attribut, der kan afgøre det endeligt).
Bronzeskulpturen af Zeus/Poseidon er et pragteksemplar på skulpturkunsten fra tidlig klassisk tid. Når man kommer helt tæt på den to meter høje guddom, kan man ikke undgå at bemærke, hvordan især armenes længde giver skulpturen et fascinerende og ærefrygtindgydende udtryk
Museet har til huse i en smuk nyklassicistisk bygning i studenterkvarteret Exárchia i det nordlige Athen, og her kan man på helt traditionel vis vandre igennem det 10.000 m2 store museum og få et grundigt overblik over den græske kultur fra omkring år 6800 f.Kr. til begyndelsen af vor tidsregning. Man kan imidlertid også møde de antikke fund i moderne omgivelser uden for museerne.
Udgravningen til nye metrolinjer i forbindelse med De Olympiske Lege i 2004 endte med at blive den største arkæologiske udgravning i Athen nogensinde. Man kan ikke stikke en spade i den athenske muld uden at grave sig direkte ned i fortiden. Grave, fundamenter, brønde og tusindvis og atter tusindvis af antikke genstande blev fundet i den athenske jord. Flere af Athens metrostationer er derfor, ud over at være moderne knudepunkter, blevet gallerier under den moderne storby, hvor man, når man nu alligevel står og venter på toget, kan opleve oldtidens Athen ganske gratis.
De mest imponerende gallerier finder man på stationerne Síntagma, Akrópolis og Egáleo. Straks når man bevæger sig ned under byen, bliver man mødt af montrer, hvor antikke vaser, værktøjer og kunstgenstande sættes til frit skue for metroens mange besøgende. På Egáleo er 30 meter af Den Panathenæiske Vej udgravet. Denne vej blev brugt i forbindelse med Panathenæerfesten, der i klassisk tid afholdtes hvert år til ære for gudinden Athena. Ad den gik processioner mod Parthenontemplet på Akropolis med offergaver til Athena, og det er da også denne procession, der er afbildet på Parthenonfrisen, som man kan nyde på Akropolismuseet. En del af Den Panathenæiske Vej ligger nu under en moderne metrostation under en gangsti af glas, så det moderne menneske kan gå i den antikke processions fodspor.
Det er en oplevelse at forlade stimen, der med hast bevæger sig direkte mod udgangen eller den næste forbindelse, og standse op og udforske de antikke fund i en moderne kontekst uden for museerne. Mens folk vrimler omkring en, snakker i telefon, og togene suser forbi minut efter minut, oplever man, hvordan de antikke fund bliver levende, og man kan forestille sig det liv, der har været her i sin tid. Der har boet mennesker i Athen i omkring tre tusind år, og dette bliver meget konkret, når man står på en moderne metrostation og bliver konfronteret med levn fra oldtidens, nok knap så hektiske, hverdag.
Overalt hvor man bevæger sig hen i storbyen, finder man påmindelser om den antikke bys storhed, og monumenter og bygninger skyder op, hvor man mindst venter det. Man kan gå forbi en moderne boligblok og pludselig opdage, at der er udgravninger under bygningen. Flere ejendomme svæver på søjler over et glasfundament, gennem hvilket man kan få et kig 2500 år tilbage i tiden, f.eks. på Petmezá-gaden i Makriyiánnikvarteret findes flere eksempler på det, men hold øjnene åbne – pludselig står man midt i antikken!
Antikken og den kunst og arkitektur, der fremkom her, er allestedsnærværende i Athen. Ligegyldigt hvor man færdes, får man glimt af byens
