på Athinás i Psirrí/Monastiráki. Metrostation Monastiráki (L1) eller Omónia (L1 & 2).
metro
Athens metro består af tre linjer: L1 (grøn), L2 (rød) og L3 (blå). For information om stationer, linjer, tider, se www.amel.gr.
Metrostationer med levn fra antikken eller udstilling af fund: Akrópolis, Egáleo og Síntagma og desuden Evangelismós og Monastiráki. Desuden er der moderne kunst på stort set alle stationer.
museer
Akropolismuseet
Nationalmuseet for Arkæologi
storcentre
Athens Metro Mall Leofóros Vouliagménis 276, Ayios Dimitrios. Metrostation Áyios Dimítrios (L2).
The Mall Andréa Papandréou 35, Maroúsi. Metrostation Neratziótissa (L1). Se www.themallathens.gr.
turtips
Athenertrilogien Athens Akademi
Vil man nyde udsigten fra Likavittós-bjerget
Koukáki- og Makriyiánnikvarteret kan man trygt besøge både om dagen, aftenen og natten. Der er masser at se, og især torvet ved metrostationen Syngroú-Fix vrimler med restauranter, lækre konditorier og barer og pubber. Metrostation Akrópolis eller Syngroú-Fix (L2).
Záppeion
Se www.záppeion.gr.
mogens pelt
Jeg var 13 år, da jeg kom til Grækenland. Luften var så klar, at man næsten kunne røre ved det tyrkiske højland ovre på den anden side af havet. Og pigerne var dejligere end de dejligste, jeg nogensinde havde set. Det var mine forældre, der havde taget mig med uden at ane, hvad de satte gang i: I 1979 tog jeg af sted på egen hånd. Det var i de bevægede år efter juntaens fald. Politik og samfundsengagement havde en helt anden alvor, end jeg kendte det fra Danmark. Jeg knyttede venskaber, og det krævede ikke megen overtalelse, før jeg lod mig kaste ud i byens uimodståelige og intense natteliv, som vi især udlevede på Athens utallige rebetiko-steder. Der er tale om musikbeværtninger, hvor der spilles såkaldt Greek blues, der parafraserer personlige kvaler, sociale problemer og politikernes arrogance. Politik og livsholdninger diskuterede vi blandt venner og med fremmede på cafeer, taverner og byens mange pladser, ja, overalt, hvor mennesker mødes. Samtidig udviklede jeg et brændende ønske om at komme til at kende den græske verden, hvad der endte med at blive min levevej som lektor i historie ved Københavns Universitet.
hovedstaden
grækenlands livsnerve
Der er stort set intet, der sker i Grækenland, uden at det går gennem Athen eller har sat sine spor i byen. Sådan har det været siden årene umiddelbart efter Grækenlands løsrivelse fra Det Osmanniske Rige og oprettelse som nationalstat. I 1834 overtog Athen formelt rollen som regeringsby fra Nafplion på Peloponnes. Den store halvø sydvest for Athen havde siden osmannernes generobring af de sydlige dele af Grækenland fra venetianerne i 1715 ellers været det ubestridte magtcenter i det område, der i 1830 blev til Grækenland. Det stærkt befæstede Nafplion udgjorde med sin gode beliggenhed ved havet og sine excellente faciliteter for en flådehavn på mange måder det naturlige valg af en hovedstad.
Athen var dengang ikke meget mere end blot en landsby. Men hvad den manglede i størrelse, infrastruktur og moderne anlæg, besad den i beliggenhed og navnkundighed. Den lå for foden af Akropolis, et fejret vartegn for den klassiske oldtid, som begejstrede europæiske meningsdannere og skønånder. Et visuelt vidnesbyrd om byens oprindelige udseende og begrænsede omfang er den dag i dag bydelen Pláka – dvs. den ældste del af det historiske Athen, som snor sig langs nordsiden af Akropolis-klippen. I årene umiddelbart efter osmannernes fordrivelse blev byens indbyggerantal næsten halveret og nåede ned på blot 4-5.000 personer.
Og så var der navnet: Athen, et sindbillede på en harmonisk og enestående sammensmelten mellem skønhed og etik. Et symbol, der blev til et idealiseret mål for dannelse og identitetsudvikling i 1800-tallets Europa, og som den unge hovedstads arkitekter tog til sig: Neoklassicismen satte sine tydelige spor i de mange nye bygninger, der i de umiddelbart efterfølgende år blev opført langs de nyanlagte gader Athinás, Aiólou, Ermoú samt Stadíou. De strålede ud fra Plákaen i retning af kongeslottet og det gamle panathenæiske stadion, som dengang endnu var en ruin, men blev genopført i forbindelse med afholdelsen af de første moderne Olympiske Lege i Athen i 1896. Stadionet anvendes den dag i dag og er let at besøge, hvis man kommer fra den centrale Síntagma-plads og går gennem Nationalparken.
Udsigt fra nordsiden af Akropolis over den vestlige Pláka, hvor der bl.a. findes levn fra osmannisk tid såsom hamam (bad), tekke (samlingssted for muslimske mystikere, de såkaldte sufier) og en moské
i skyggen af konstantinopel
Med rollen som national hovedstad fulgte en kolossal opgave, der skulle løftes, før byen blot tilnærmelsesvis og med en portion god vilje overhovedet kunne ligne et seriøst modstykke til samtidens centrum for græskheden: Konstantinopel (Istanbul) – hovedstaden i det mægtige osmanniske rige. Det var ikke blot sultanen og hans regering, der havde sæde dér, men også patriarken – overhovedet for rigets græsk-ortodokse undersåtter. Det gjorde Konstantinopel til en reel rival, for åndeligt og kulturelt fortsatte Grækenlands nye regeringsby med at stå i skyggen af den osmanniske hovedstad. Samtidig var det omkring blot en fjerdedel af områdets græsk-ortodokse befolkning, der blev borgere i den nye stat. Resten forblev under osmannisk overherredømme.
Dette forhold var grundstenen for en ekspansionsideologi, som blev kendt som Den Store Idé, I megáli Idéa – en forestilling, der baserede
