Athen. Aarhus University Press
Чтение книги онлайн.
Читать онлайн книгу Athen - Aarhus University Press страница 10
I 1875 anerkendte Georg, at landets premierminister skulle udpeges af parlamentet, og i 1881 – 20 år før det skete i Danmark – blev dette omsat i praksis, da Charilaos Trikoupis blev landets førsteminister. Trikoupis lancerede sig som fremskridtets mand og betonede modernisering og industrialisering. På Trikoupis’ program stod også styrkelse af Grækenlands omdømme på de internationale finansmarkeder, hvad dog ikke forhindrede landet i at gå i betalingsstandsning i 1893 – en nyhed Trikoupis meddelte parlamentet med følgende ord: ”Desværre, mine herrer, vi er gået bankerot”.
I 1897 blev landets statsfinanser underlagt en international kommission, som havde fuld råderet over statens indtægter og kastede lange skygger helt frem til 1978, hvor dens rolle blev endegyldigt udspillet.
Trikoupis’ ærkerival Theodoros Delijannis stod for national ekspansion, således som visionerne i Den Store Idé udstak den, og vigtigst af alt, som han selv formulerede det, var Delijannis imod alt, som Trikoupis gik ind for. I årene 1875-1905 skiftedes de til at være premierminister ikke mindre end tolv gange, indtil Delijannis blev myrdet på trappen til det gamle parlament af en rasende gambler i protest mod regeringens lukning af en af byens spillehaller. Der findes intet mindesmærke, men trappen står stadig som et levende vidnesbyrd over stedet, hvor udåden blev udført.
Mens de to premierministres navne genfindes på flere af byens gadeskilte – bl.a. i Exárchia-kvarteret – er den vel nok mest markante symbolske arv, som de to rivaler efterlod, en erindring om nederlag og skuffelsens bitre tårer. Denne sindstilstand har givet navn til en plads i det centrale Athen, Platía Klafthmónos, der ligger langs Stadíou midt mellem Síntagma- og Omónia-pladserne med udsigt til Athens universitet på Panepistimíou-gaden, som er tegnet af Christian Hansen.
Navnet betyder Grådens Plads, fordi det var her høj og lav gik hen for at græde ud over et valgnederlag. Det er ikke længere kutyme, og måske har grækerne slet ikke flere tårer tilbage at græde i betragtning af de enorme kriser, politikerne har påført landet i de seneste år.
Det er også på denne plads vi finder Athens bymuseum. Det er et besøg værd for den, der søger efter dybde i det moderne Athens historie. Det huser en række forskellige samlinger såsom malerier, historiske fotografier fra Athen, portrætter, samt en model over Athen, som byen så ud i ca. 1840.
athen og græskheden i egypten
Hvor national ekspansion og modernisering var rivaliserende visioner mellem 1875 og 1905, blev de fra 1910 og frem grundlæggende elementer i en samlet målsætning, som statsmanden Eleftherios Venizelos gjorde til sit varemærke. Det var under Venizelos (1910-16 og 1917-20), at realiseringen af Den Store Idé for alvor begyndte at nærme sig sine mål. Hans navn er et af de første, man møder ved sin ankomst til Grækenland, for det er ham, Athens nye internationale lufthavn er opkaldt efter.
Panserkrydseren Averoff, Grækenlands trumfkort i søkrigen mod Det Osmanniske Rige under Balkankrigene 1912-13. Gave fra en stenrig græker fra Alexandria, Georgios Averoff
Venizelos kunne inspirere – og splitte – som ingen anden politiker før og siden, og hans appel rakte så langt, at han formåede at mobilisere grækere også uden for nationalstatens grænser. Det gjaldt de græske samfund i såvel sultanens rige som i det britisk dominerede Egypten, hvor bomuld var datidens olie. Sidstnævnte var særligt vigtig, fordi landets ’hvide guld’ havde skabt en stenrig handelsklasse, som talte græske familiedynastier. Deres overhoveder var internationale forretningsmatadorer, som samtidig gennem deres virke som euergeter – dvs. velgørere – sikrede de lokale græske samfund sammenhængskraft og vækst: De afholdt udgifterne til udbygningen af en omfattende social infrastruktur, som talte skoler, børnehjem, alderdomshjem, hospitaler og andre velfærdsinstitutioner.
Magtfulde magnater så Venizelos som fremtidens mand og begyndte derfor også at rette deres velgørervirksomhed mod Grækenland. Georg Averoff fra Alexandria finansierede en betydelig del af genopbygningen af Det Panathenæiske Stadion, som er omtalt tidligere. Hans rolle var også central i forbindelse med Grækenlands flådeoprustning i årene op til Balkankrigene 1912-13, hvor han stod for hovedparten af udgifterne til bygning af flagskibet Averoff – en panserkrydser, hvis ildkraft gav Grækenland overtaget i søkrigen mod sultanens skibe og banede vejen for, at de østlige øer i Ægæerhavet kom under græsk kontrol. I dag ligger Averoff permanent for anker i kvarteret Palió Fáliro nær havnebyen Piræus og er blevet lavet om til museum.
Andre som Emanuil Benakis, ligeledes fra Egypten, og en nær ven til Venizelos, gjorde politisk karriere i Grækenland: I 1914 blev Benakis valgt til borgmester i Athen. Benakis-familiens betydning afspejles også i et museum ved samme navn, som er grundlagt af Emanuils søn, Antonis. Museet har til huse i familiens tidligere domicil på Vasilísis Sofías-boulevarden over for Nationalparken. Her kan man besøge en rig samling af 2000 års græsk kunst, som samtidig tydeligt reflekterer, at den er opstået og udviklet i nærøstlig kontekst.
I samme ånd åbnedes en afdeling ved Kerameikos for islamisk kunst. Benakis’ datter Penelope var en fremtrædende figur på det litterære parnas. Hun er desuden oldemor til landets statsminister og lederen af partiet Nyt Demokrati, Antonis Samaras.
Penelope var også stridens æble i et trekantdrama mellem sin elsker Ion Dragoumis og sin ægtemand Stephanos Deltas. Affæren fik politiske overtoner, da Dragoumis, som også var en af Venizelos’ modstandere, den 31. juli 1920 blev myrdet i Athen på en af byens store udfartsveje, Vasilísis Sofías i området Ambelókipi. Gerningsmændene var fanatiske tilhængere af Venizelos. Siden det tidspunkt og frem til sin død i 1941 bar Penelope sort, mens der den dag i dag står en mindesten på Vasilísis Sofías nær Hotel Hilton på det sted, hvor Dragoumis blev myrdet.
katastrofen i lilleasien
Grækenland kom sejrrig ud af Første Verdenskrig. I de følgende år syntes Venizelos på nippet til at indfri Den Store Idé: I 1919 fik Grækenland overhøjhed over Smyrna (Izmir) på Lilleasiens vestkyst med udsigt til også at kunne overtage Konstantinopel. Den Store Idé endte imidlertid i et mareridt, da den græske hær i 1922 blev løbet over ende af Kemal Atatürks tyrkiske nationalister og over hals og hoved måtte rømme Anatolien. Dette er kendt som ’Katastrofen i Lilleasien’ – ikke mindst, fordi nederlaget i sit kølvand trak omkring halvanden million græsk-ortodokse med sig, som i løbet af 1922 og 1923 strømmede til Grækenland som flygtninge og med et slag forøgede landets befolkning med omkring 20 % og Athens i nærheden af 50 %.
Flygtningenes ankomst ændrede også landets økonomiske profil. Rigeligheden af billig arbejdskraft blev startskuddet til Grækenlands industrialisering, som især prægede Athen og Piræus. De græsk-ortodokses exit fra Anatolien flyttede også tyngdepunktet i handel og skibsfart i Levanten fra Lilleasien til Athen og gjorde Piræus til en international havn. De bragte hidtil uset ekspertise i handel med sig. Der var tale om folk, der bevægede sig hjemmevant over hele verden uden at lade sig imponere af nationale, politiske eller sociale grænser, og man behøver vel kun at nævne skibsrederen Onassis for at give et indtryk af, af hvilken kaliber de var, visse af disse forretningsfolk fra det græske Østen. Det var naturligvis langtfra alle, der blot tilnærmelsesvis nåede så højt op ad den sociale rangstige. Det store flertal kæmpede sig ud af social elendighed gennem hårdt arbejde.