var en græsk hovedstad. Hermed lancerede den lille nationalstat sig også som udfordrer både til sultanen og patriarken.
Athen var med andre ord ganske enkelt nødt til at hævde sig som en seriøs udfordrer til Konstantinopel og gøre det indlysende, at den var en værdig hovedstad for den nye stat og dens utilslørede ambitioner om at bringe alle grækere under ét tag, nemlig den nyoprettede græske nationalstat. Det var i samme ånd og som en reaktion på patriarkatets fortsatte samarbejde med sultanen, at den græske regering i 1833 brød med kirken i Konstantinopel og oprettede en uafhængig græsk statskirke.
Opførelsen af Athens domkirke på Mitropóleos-gaden (1842-1862) halvvejs mellem Akropolis og Síntagma-pladsen er en visuel manifestation af denne beslutning. Planen blev bl.a. tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen – bror til Christian, ligeledes en af Athens store arkitekter, og elev af den navnkundige Karl Friedrich Schinkel fra Bayern. Kirkens officielle navn er Mariae Bebudelseskatedral. Navnet har en velvalgt dobbeltbetydning, idet den ortodokse kirke daterer ærkeenglen Gabriels besked til Jomfru Maria om, at hun var udset til at nedkomme med Guds søn til den 25. marts. Det er den samme dato, som markerer begyndelsen på Den Græske Uafhængighedskrig i 1821. Den 25 meter høje og okkerfarvede bygning dominerer pladsen omkring den, som i øvrigt er flankeret af restauranter og cafeer.
Domkirken huser skrinene med de jordiske rester af to helgener, som i pagt med rationalet bag kirkens opførelse er nationale martyrer. Den hellige Filothei (1522-1589) – den ene af domkirkens to helgener – er også Athens skytsengel og navnet på et distrikt i dagens Athen. Hun modtog og beskyttede bortløbne kristne haremskvinder i sit kloster i Athen, indtil tyrkerne, ifølge legenden, tæskede hende til døde. Motivet på hendes belagte sølvskrin viser episoder fra hendes virke som beskytter på sit kloster lidt uden for byen.
Ikon med Den Hellige Filothei, Athens skytsengel. Hendes skrin står i Athens domkirke
Skrin med de jordiske rester af patriarken, Gregor V, som blev myrdet i 1821 i forbindelse med udbruddet af Den Græske Frihedskrig. Det står i Athens domkirke
Den anden helgen, patriarken Gregor V, blev national martyr som følge af Den Græske Revolution. Umiddelbart efter Påskemessen i 1821 – den helligste dag i den kristne kirke – dukkede sultanens soldater op i Patriarkatet i Konstantinopel og slæbte af sted med Gregor. Det skete på et tidspunkt, hvor man ellers skulle til at lykønske hinanden med den græske påskehilsen Christós anésti – Kristus er opstanden. Men i stedet blev Gregor smidt i fængsel, pisket og klynget op i hovedporten til Patriarkatet. Her fik hans lig lov til at hænge og brede sin stank til skræk og advarsel, indtil det flere dage senere blev slæbt gennem Konstantinopels gader og kylet i Bosporus. Et par græske søfolk bjergede senere liget og bragte det til Odessa, en by med mange græske immigranter. Det er formodentligt også det motivet på hans marmorskrin i domkirken refererer til, hvor vi ser to engle eskortere hans kiste på dens sejlads mod sikker havn.
Det var imidlertid først i 1871, at hans jordiske rester blev lagt til hvile i Athens domkirke. Dette skete efter ønske fra den græske regering og markerer samtidig afslutningen på en symbolsk proces, hvor Gregor V forvandles fra sin oprindelige og officielle rolle som økumenisk patriark til national martyr. At det måtte tage sin tid, skyldtes nok ikke mindst, at båndene mellem den græske statskirke og det økumeniske patriarkat først måtte heles, hvilket skete i 1850, hvor forbindelsen mellem de to kirker blev genoptaget.
Det var også vigtigt, at glemslen fik tid til at udviske begivenhedernes nøjagtige forløb: Gregor havde i sin egenskab af økumenisk patriark i 1821 trods alt lyst de græske frihedshelte i band og tordnet imod Den Græske Uafhængighedskrig som et brud på den hellige pagt, som kirken havde indgået med sultanen. Det kan derfor umiddelbart synes paradoksalt, at sultanen lod ham myrde, men begrundelsen var, at han ikke havde været i stand til at holde sin flok i ro.
parlamentet og síntagma-pladsen
Grækenlands selvstændighed var også et resultat af stormagtspolitik, hvor britisk, fransk og russisk diplomati var afgørende. De tre stormagter kunne derfor tvinge den nyoprettede stat til at underkaste sig den verdensorden, de havde etableret efter sejren over Napoleon ved Wienerkongressen i 1815. Der var tale om et konservativt system, som var rettet mod nationalisme og grundlovsprincippet, ja, mod alt det, som det revolutionære Frankrig havde repræsenteret. Ét af disse krav var, at nyoprettede stater skulle være monarkier. Hermed blev kimet også lagt til den konflikt, der i lange perioder af det 20. århundrede splittede Grækenland mellem republikanere og monarkister.
Revolutionen havde skabt Grækenland som en republik (1827-32), mens Athens nye værdighed som hovedstad er sammenfaldende med den første kongetid (1832-1924). Dette betød, at der skulle findes en konge og et palads. Kongen blev fundet i Bayern – en lilleputstat, som hverken havde magt eller tyngde til at tippe balancen mellem stormagterne. Mere vanskeligt var det at blive enige om at finde et sted til kongens palads. Byens beliggenhed ved foden af Akropolis fik fantasifulde arkitekter til at drømme om en kongsborg på toppen af selve klippen med Parthenon som nabo. Schinkel bød i 1834 ind med sådanne planer, der gav visuel næring til visionerne om det antikke Hellas’ genfødsel i det nye kongedømme, og hans skitser viser et stort anlagt palads, som dominerer toppen af Akropolis-klippen. Så vidt kom det dog ikke.
Det græske parlament (Vuli) set fra Síntagma-pladsen. Også kendt som Det Nye Parlament
Forslag om at placere slottet på den centrale Omónia-plads eller ved Kerameikos – det antikke Athens begravelsesområde – blev heller ikke til noget, og i stedet blev det placeret, der hvor vi finder det i dag: I den bygning, der huser parlamentet umiddelbart øst for Síntagma-pladsen. Arkitekten var Ludwig I af Bayerns bygmester, Friedrich von Gärtner, som har sat et betydeligt præg på bylandskabet i München. Planen blev omsat i et byggeri, der stod på mellem 1836 og 1847. Her residerede kong Otto og siden kong Georg I, indtil en brand i 1909 tvang de royale over i et nyere palæ bag Nationalparken med adresse på Herodes Atticus-gaden (Iródou Attikoú). Dette blev kendt som Det Nye Palads, mens Gärtners bygning med årene blev kendt som Det Gamle Palads.
Det Nationalhistoriske Museum i Athen, som huses i Det Gamle Parlament. Rytterstatuen er helten fra Den Græske Frihedskrig, Theodoros Kolokotronis
Síntagma-pladsen, som er en stor åben plads, ligger neden for parlamentet og vidner alene gennem sit navn om kampen mellem kongemagt og grundlovsfolk. Síntagma er ganske enkelt det græske ord for grundlov. Pladsen fik sit navn for at fejre den opstand, der den 3. september 1843 tvang kongen til at give landet en forfatning. Selv om der under Den Græske Uafhængighedskrig blev skrevet flere forfatninger, betragtes 1843-grundloven som den første.
I det meste af 1800-tallet og frem til omkring 1930 mødtes parlamentet i den bygning på Stadíou 13, som er kendt som Det Gamle Parlament og i dag huser Det Nationalhistoriske Museum. Det er rigt på nationale klenodier, der angår det moderne Grækenlands historie fra Konstantinopels fald i 1453 til Anden Verdenskrig.
national ekspansion og modernisering
Politisk var der også tale om en tid med store forandringer: Kong Otto blev afsat ved en opstand i 1863 og afløst af den danske prins Vilhelm, der blev Grækenlands nye konge – Georg I. Georg var ligesom Otto stormagternes
