er et besøg værd: Dets torv byder på et rigt udvalg af fiskerestauranter og ouzeri’er, dvs. beværtninger, hvor der serveres ouzo og meze (en lille anretning af delikatesser). Torvet er desuden omgivet af lave toetages huse, som stammer fra dengang, det var et flygtningekvarter. Over for pladsen og bag kirken Tris Ierárches ligger Skopeftírio – som betyder skydebanen – den plads, hvor tyskerne under Anden Verdenskrig henrettede græske modstandsfolk. Stedet henligger i dag som en park, som kan besøges, og træer og abstrakte søjlegange tjener ligesom navnet selv som mindesmærke over de henrettede. I samme område ligger også Chárama, rebetiko-virtuosen Vasilis Tsitsanis’ gamle spillested – tilbagetrukket i en lille lund, som indgår i Skopeftírio.
greek blues
Trængslerne fra katastrofen i Lilleasien og fra en tilværelse i samfundets rand er nemlig især overleveret gennem musikken – nemlig i den såkaldte rebetiko. Genren stammer fra Lilleasien, først og fremmest Smyrna, og er kendt som Greek Blues, som siden blev spillet i små knejper i Athen og Piræus. Oprindeligt var mange af teksterne helt eller delvist på tyrkisk – en betydelig del af de osmanniske grækere var tyrkisk-talende – og teksternes ’kulisser’ var forhold fra den osmanniske virkelighed.
Flere af sangene synges den dag i dag af tyrkiske udøvere og findes i både græske og tyrkiske versioner. Siden blev teksterne mere og mere græske, og genren skabte en række stjerner, f.eks. Vasilis Tsitsanis, som er kendte den dag i dag. Den voksede i popularitet med grammofonens udbredelse, hvor de græske immigrantsamfund i USA og musikindustrien kom til at spille en væsentlig rolle. Sangene handler om kærlighed og libido, stoffer og elendighed. De har ofte et element af nostalgi eller en brod af social indignation og politisk kritik.
Her følger teksten til ”Der er ingen anden Gud end Allah” (”Bir Allah”), som ikke helt vil give slip på det tabte hjemland i Anatolien, hvor jo kaldet til bøn var en del af hverdagens lydbillede, på samme måde som kirkeklokker og dansk landsbyidyl hænger sammen:
Tremandsrebetiko-orkester på Istoría, et typisk etablissement i Athen, dvs. et relativt lille lokale, hvor man sidder nær musikerne, og røgen ofte er tæt © Polfoto/Jens Dresling
Når Hodjaen kommer ud og går hen til moskéen,
Sent når mørket sænker sig og
Når han skal til at sige Der er ingen anden Gud end Allah
Bløder mit hjerte
Det var i sådan et øjeblik jeg lærte dig at kende
I det fjerne fremmede og
Når jeg hører Der er ingen anden Gud end Allah
Der er ingen anden Gud end Allah går mine tanker til dig
Dybt inde i Anatoliens land
Når jeg hører Der er ingen anden Gud end Allah
Bløder mit hjerte
I min sorte tomhed
Hvis man har lyst til at høre rebetiko-musik, er de mest kendte og populære steder: Boémissa og Stoá ton Athanáton. Førstnævnte ligger i Exárchia. Selve stedet udgøres af et stort, nøgent rum fuldt af borde til servering af drikkevarer og lette anretninger, som får fylde og karakter, når først musikken begynder. Gæsterne er typisk unge under 30. Sidstnævnte kommer man til ad Athinás-gaden, som forbinder Omónia-pladsen med Monastiráki-pladsen. En tur ned ad gaden vil også føre forbi Kotziá-pladsen med Athens rådhus og forbi hallerne ved kødmarkedet. Der er tale om en beværtning på første sal i en bygning inden for markedet. Klientellet er ældre end på Boémissa. I hallerne kan man stadig få serveret den traditionelle Patsás (komavesuppe), som skulle være godt mod mange ting, bl.a. tømmermænd. Hvis man ikke har hovedpine, kan man roligt fortsætte til Monastiráki-kvarteret, hvor man finder Sávvas kebap, som er specialiseret i kebab og stammer fra 1925, hvor grundlæggerens familie ankom som flygtninge fra Lilleasien. Jeg har kendt stedet siden 1979 og går stadig gerne langt for at spise dér…
besættelse, borgerkrig og militærjunta
Perioden 1936-74 – især årene 1941-19 – udgjorde en samlet periode med tiltagende polarisering mellem statsmagt og samfund og mellem de enkelte samfundsgrupper. Kongens oprettelse af et diktatur under general Metaxas i 1936 indledte en periode, som afsluttedes i 1974, hvor militær og kongemagt flittigt intervenerede direkte i det politiske liv. Aksemagternes besættelsespolitik 1941-44 med sin rovdrift på økonomiske og menneskelige ressourcer udløste en overdødelighed, som taltes i hundredtusindvis, og en akut hungersnød i Athen i vinteren 1941-42. Dertil kom den tyske repressaliepolitik, som for Athens vedkommende gjorde det føromtalte Skopeftírio til symbol for denne form for brutalitet.
Modstanden mod især den tyske besættelsesmagt, men også den bulgarske og italienske, blev til en folkebevægelse, der skabte organiserede hære, hvoraf den kommunistisk ledede EAM/ELAS var den største. Storbritanniens magtambitioner i det østlige Middelhav og dele af modstandsbevægelsens forsøg på at beholde kontrollen over Grækenland gjorde i december 1944 Athen til slagmark for kampe mellem EAM/ELAS og enheder fra den britiske hær om kontrollen over hovedstaden, kendt som Decemberkampene, hvor bl.a. Síntagma-pladsen og området omkring Det Panathenæiske stadion blev inddraget.
Uenighed om magtsfærer og rivaliserende visioner for fremtidens Grækenland lagde kimet til en borgerkrig, som brød ud i lys lue 1946-49. Borgerkrigen blev udkæmpet mellem kommunistiske partisaner, som talte mange tidligere EAM/ELAS-folk i sine rækker, og den nationale regering støttet af England og senere USA. Der var tale om en central begivenhed i den tidlige fase af Den Kolde Krig, og den eneste gang konfrontationen mellem øst og vest udfoldede sig som en regulær krig på europæisk grund. Den nationale regerings sejr i 1949 efterlod taberne og dem, som var mistænkt for at nære sympati for dem, som marginaliserede i det græske samfund og som pariaer i forhold til staten. Dette forhold udtrykkes i rebetiko-sangen ”Vi er gadedrenge” (”imaste alánia”) af Vasilis Tsitsanis fra 1951, to år efter afslutningen af borgerkrigen. Der er tale om en allegori, hvor storm og regn er symboler for politisk repression og udstødelse. ”Alania”, her oversat som ”gadedrenge”, er en kærligt ment betegnelse for dem, som står uden for samfundet. Her følger et par centrale strofer:
Vi er gadedrenge, pladsens helt specielle fyre, og intet stormvejr kan skræmme vores slags,
Selv når regnen nådesløst hagler ned over os ude i samfundet, så flyver timerne af sted fulde af glæde når vi står og synger
Borgerkrigen efterlod Grækenland som et splittet samfund frem til 1974, hvor militærstyrets fald samtidig satte det endelige punktum for Grækenlands lange Anden Verdenskrig.
systemskiftet
I 1974 begyndte et nyt kapitel i landets historie. De magtfulde, men ikke-valgte institutioner blev sat uden for politisk indflydelse. Kongedømmet blev afskaffet ved en folkeafstemning, og i militæret blev junta-tro officerer udrenset, ligesom der blev indført forskellige mekanismer, der gjorde det lettere at afsløre konspiration. I det parlamentariske liv opstod der i praksis et to-partisystem, hvor partierne Pasok (socialisterne) og Nea Dimokratia (de konservative) skiftedes til at regere, dog således, at Pasok har været ved magten i de fleste år. Landet blev optaget i EF (nu EU) i 1981 og blev 20 år senere medlem af euroen.
Den
