at bo. Gaden går langs Spreeflodens vestlige arm ved Bodemuseum på nordspidsen af Museumsøen og går hele vejen forbi Pergamonmuseum, Neues og Altes Museum, ned til kanonerne ved arsenalet, hvor den skifter navn til Am Zeughaus for til sidst at ende ved Unter den Linden. Nummer seks ligger direkte over for indgangen til Pergamonmuseum, der med sine 1,5 millioner besøgende om året er Tysklands mest besøgte museum. Allerede i 1970’erne stod der hver dag tre til fem turistbusser foran vores hoveddør, og et mylder af vestlige turister tog billeder af de forfaldne rester af prøjsisk stolthed. Staten DDR havde aldrig penge til at fjerne skudhuller og de indkilede granatsplinter fra krigens sidste dage. Murværket, facaderne, kolonnaderne og de store statuer på Museumsøen stod alle tilbage som grå, koparrede spøgelser fra en tid, der ikke sagde os noget som helst, men uvist af hvilke grunde var objekt for nysgerrige amerikanske kameralinser.
Gaden var en heksekedel af lyde og larm. Når mor øvede det veltempererede klaver i stuen, blev hun angrebet fra flere sider. Hundreder af S-tog buldrede dagligt forbi på jernbanebroen, der skærer sig igennem Museumsøen og forbinder Friedrichstraße med Marx-Engels-Platz (nu Hackescher Markt). Am Kupfergraben var også endestation for mange sporvogne. Når nummer 1, 22, 70, 71, 46, 11 eller natforbindelsen 121 kom rundt om hjørnet fra Dorotheenstraße, var det faktisk kun flyvemaskinerne til Tempelhof, der kunne overdøve hjulenes hyl på skinnerne.
Der lå også en artillerikaserne i gaden, lige på den anden side af jernbanebroen. Hvert år, i slutningen af marts, altid om natten ved 12-tiden, kom de store kampvogne ud på gaden. Så stod de dér langs floden lige foran museerne i en hel måned for at blive pudset og gjort klar til 1. maj-paraden. Unge værnepligtige kravlede rundt på de enorme bæltekøretøjer og smurte ihærdigt på kanonrøret og hjulene. Soldaterne så altid meget sure ud, så vi turde ikke nærme os dem.
For os børn var det ikke de bombastiske museer og gigantiske kirker, der talte. Det var den smalle Bauhofstraße lige over for Pergamonmuseet, der var vores hjemmebane. Vi brugte den til vores snurretoppe og rulleskøjter. For enden af Bauhofstraße lå Hegelplatz, hvor der var en græsplæne, som havde et par spinkle træer langs kanten. De kunne bruges som målstolper. Vi spillede fodbold dagen lang. Jeg var den yngste og skulle altid stå på mål og hente bolden, når der blev skudt forbi. Det var uretfærdigt, som sådan noget nu engang er, men på den anden side var jeg meget ambitiøs og blev hurtigt bedre end mine jævnaldrende i fodboldklubben.
I buskadset ved siden af Hegelplatz fandt vi ofte luksuriøse cigaretskod, som turister havde smidt væk. Det var altid ukendte mærker med masser af tobak tilbage, nogle gange med rød læbestift på filtret. Dem røg vi så nydelsesfuldt, mens vi tænkte på, hvor mange ting turisterne fik lov at købe i Intershoppen på Friedrichstraße. Intershops var betegnelsen for små statsejede butikker, der solgte billige kopi-produkter af vestprodukter til turister for D-mark og dollars. Øst-mark var ikke tilladt som betalingsmiddel i Intershops, og når vi en gang imellem havde været så heldige at få fat i et par D-mark, bad vi ofte en turist om at gå ind og købe slik for os. Milkyway var billigere end Mars, vidste vi. Vi kunne også finde på at tigge om lidt penge eller forsøge at veksle vores aluminium-Mark til gode og brugbare D-Mark. Kurs 3:1, hvis vi var heldige.
Som alle børn fra den tid var vi ude at lege dagen lang. Det var noget andet end i dag, hvor børn sidder i et børneværelse med uendelige mængder af legetøj. Det havde vi hverken mulighed for – eller råd til – i DDR. Vi løb ud og lavede drengestreger i stedet, kravlede på tage og kom hjem med blødende knæ. Mest uhyggelig var en meget mørk og smal tunnel under kolonnadernes granitplader på Museumsøen. Ved Neues Museum var der et hul, hvor vi gik ned, og så skulle vi kravle 50 meter, indtil vi kom til en forgrening, der var endnu mindre, og som gik direkte op i bundpladen på rytterstatuen af Frederik Vilhelm IV foran Alte Nationalgalerie.
Der var også andre forlystelser på øen. Den 750 tons tunge granitskål på pladsen foran Altes Museum var perfekt at løbe på rulleskøjter i. Hvis man var god, kunne man ligesom på en bobbane dreje rundt og rundt indeni, indtil man blev helt svimmel. I dag er der blevet lagt låg på den, hvilket er meget grimt. Skålen var oprindelig en biedermeierstatue lavet af kunstneren Christian Gottlieb Cantian i 1828. I folkemunde kaldes granitskålen for Berlins største suppeskål. Vi kaldte den bare badekarret.
Vores gruppe bestod af Roland og mig, Ralf og Andreas samt Ralfs søster Regina, som var forelsket i min bror. Hun fik lov at få et kys om måneden. Jeg syntes, at det var ulækkert. Hun var også den eneste pige, der blev inviteret til hans fødselsdage, men hun blev ikke talt til, da hun jo var pige.
Jeg kunne ikke altid følge med de store drenge og legede derfor ofte for mig selv. Området var jo ikke ligefrem fyldt med beboelsesejendomme og familier med børn på min egen alder. Om vinteren var den gamle træbro bag domkirken perfekt som kælkebane. Om sommeren jonglerede jeg med bolden på Hegelplatz, indtil der kom nogen, som jeg kunne lege med. Vi legede også i Monbijouparken på den anden side af Spree og udforskede ruinerne omkring det nuværende Tacheles på hjørnet af Friedrichstraße og Oranienburger Straße. Den var en tidligere biograf, og oven over biografen var alt ruiner, hvor man stadig kunne finde mønter fra Anden Verdenskrig.
Vores hjem var en klassisk berlinerlejlighed med kulfyret kakkelovn og højt til loftet. Vi havde et badekar, hvilket var stor luksus. På boghylden over klaveret stod Hegel ved siden af Hölderlin – standardlekture for akademisk uddannede kunstnere. Jeg havde også set et billede af ham Hegel et andet sted, og jeg syntes altid, at han så uhyggelig ud. Siden har jeg holdt mig væk fra Hegels tekster. Hans mørke og omstændelige stil skræmte mig, og det der med dialektisk tænkning og historiens afslutning forstod jeg aldrig. Hegel boede faktisk i opgangen ved siden af os – i hjørneejendommen nummer fire på hjørnet af Georgenstraße. Altså bare tidsforskudt med 150 år. Dengang, i 1820’erne, var han rektor for Humboldtuniversitetet og gik lange ture langs kasernen og længere op ad Spree. I 1831 gjorde koleraen i Berlin dog en ende på ham, og Anden Verdenskrig gjorde en ende på hans hus.
Som barn blev man først integreret i samfundsideologien på en emotionel basis. Det østtyske spejderkorps Pioniere, børneorganisationen af FDJ (Freie Deutsche Jugend), var bygget omkring lejrture, godt sammenhold og glad bålsang, ganske på linje med de danske spejdere. Den politiske overbygning og indoktrinering kom først senere i skolen og på gymnasiet. Forudsætningerne for en god og lykkelig barndom var altså i høj grad til stede, og det er måske forståeligt, at det kunne være svært for den almindeligt velopdragne DDR-borger at udvikle et kritisk sindelag i forhold til sit samfund. Man havde jo frie børnehaver, fri uddannelse og et godt sygehusvæsen. Alle havde arbejde og en lav husleje.
Havde man ikke været udsat for direkte repressioner på egen krop, var den eneste kritik, man kunne høre, at der manglede bananer og andre ordentlige varer, sådan som man kunne købe dem i Vesten. De få, der kritiserede staten politisk – f.eks. det manglende demokrati eller den begrænsede bevægelsesfrihed - gjorde det oftest ud fra en tanke om, at disse ting skulle ændres til det bedre – ikke at man skulle afvikle hele staten. Dissidenterne i kunstnermiljøet i DDR havde aldrig i livet forestillet sig en så ultimativ vestlig systemovertagelse, som den kom til at blive.
Opgangens stasiagent var en kvinde i midten af 30’erne, som boede på anden sal. Hver gang, der var en større sammenkomst af kunstnere i vores lejlighed, inviterede vi hende med, for at hun ikke skulle hænge fortvivlet ud ad vinduet og forsøge at opsnappe brudstykker af kontrarevolutionære samtaler. Det var en stiltiende aftale, at hun lige så godt kunne være med i gruppen af dissidenter, for så kunne den østtyske efterretningstjeneste se, at vi ikke var så slemme endda, og at vi egentlig blot ville have en åben kritisk dialog med dem. Hun vidste, at vi vidste, og vi vidste, at hun vidste, og sådan var det.
Hun var meget nysgerrig, og med sin skotskternede kittel og sorte affaldsspand i hånden så vi hende hele tiden gå rundt i gården og snakke med beboerne. Selvfølgelig var det en del af uddannelsen som inoffizieller Mitarbeiter, eller blot
