berlin. Aarhus University Press

Чтение книги онлайн.

Читать онлайн книгу berlin - Aarhus University Press страница 5

berlin - Aarhus University Press

Скачать книгу

historiske og symbolske attraktioner sig i dag mod andre akser og byrum end den førmoderne bykerne. Ved hjælp af kort og forskellige pejlemærker er det dog stadig muligt at lokalisere Berlins glemte midte som en sammenhængende enhed, og selv om man sine steder føler sig gevaldigt off the beaten track, kan en to-tre timers vandretur gennem det område, der omfattede det middelalderlige Berlin og Cölln, på det varmeste anbefales.

      Turen fører kun perifert forbi den tyske hovedstads mere spektakulære monumenter, men det er netop pointen. Det gamle centrum er eksploderet i alle retninger, men sporene efter de forskellige detonationer er der endnu. De fortæller en på én gang forvirrende og fragmenteret, oplysende og komprimeret historie om Berlins skæbne fra de tidligste bosættelser omkring år 1200 til i dag, hvor bystyret med et utal af indgreb i området fortsætter den stolte tradition for at iklæde det historiske centrum stadigt nye kostumer.

      fra fjernsynstårnet til øen i spree

      En byrundtur på sporet af Berlins ’Altstadt’ er dømt til at være fyldt med paradokser. Derfor kan man lige så godt begynde ved byens futuristiske vartegn, det 368 meter høje fjernsynstårn vest for Alexanderplatz, der blev indviet på 20-års dagen for DDR’s grundlæggelse, det vil sige den 7. oktober 1969. I modsætning til selve Alexanderplatz, der er opstået uden for den gamle bys porte, var hele det store åbne areal fra banegården på Alexanderplatz og ned mod floden en integreret del af det gamle Berlin. Frem til Anden Verdenskrig var området tæt bebygget, typisk med fireetagers boligkarreer, og præget af smalle gader, der forløb i et radialmønster fra nord til syd. Verdenskrigens ødelæggelser gjorde en stor del af boligmassen ubrugelig, så efter en omfattende totalnedrivning og oprydning samt nødtørftige genopbygninger og istandsættelser stod spredte boligblokke tilbage med store græsarealer imellem.

      I 1965 besluttede det østberlinske bystyre – med hjemmel i de kreative tolkninger af eksproprieringsbestemmelserne, som DDR-styret vedtog i 1950 og 1951 – at fjerne samtlige eksisterende bygninger, også de genopbyggede. Undtagelserne var Marienkirche og rådhuset, Rotes Rathaus, der i dag er de eneste tilbageværende bygninger fra førkrigstiden i denne del af centrum. Uden den daværende bebyggelse som omkringliggende ’fyld’ virker de dog mere som importerede og tilfældigt placerede legetøjsbygninger end som områdets ældste. Et tredje ældre monument i området er faktisk importeret, nemlig Neptunbrunnen der befinder sig midt på den åbne plads foran fjernsynstårnet. Dette store springvand blev flyttet fra slotspladsen og hertil i efterkrigsårene og udgør – trods en noget brutal og svulstig skønhed – fortsat en populær turistattraktion med dets blanding af Neptun med trefork, figurer af alt godt fra havet og fire henslængte kvindeskikkelser, der personificerer den tyske kejsers fire majestætiske floder, Rhinen, Oder, Weichsel (i dag Wisla, polsk) og Elben.

Image

       Tallene refererer til noter s. 40-41

Image

       Staatsratsgebäude er et af de fremtrædende arkitektoniske levn fra DDR-tidens regeringskvarter. Bygningens portal stammer fra det gamle kongeslot, hvis fundamenter bliver udgravet i forgrunden. I baggrunden ses højhusene på Fischerinsel, et af Berlins ældste kvarterer

      Ud over det importerede springvand overlevede kun kirken og rådhuset altså den omfattende byudvikling, der fra 1965-76 under ledelse af arkitekten Peter Schweizer omdannede den tidligere tætte bymidte til et gigantisk åbent rum mellem Karl-Liebknecht-Straße i nord og Rathausstraße i syd, fjernsynstårnet i øst og Spree i vest. Lige på den anden side af Spree lå færdigbygget fra 1976 til nedrivningen, der blev afsluttet i 2008, det enorme Palast der Republik, der var konciperet som et politisk og kulturelt samlingssted for borgerne i DDR.

      Med den socialistiske videnskabs sejrende fjernsynstårn i den ene ende og den socialistiske kulturs triumferende palads i den anden, og flankeret af gigantiske boligutopier i 12 etager på hver side, skabte de østberlinske arkitekter her et rum for det nye menneske, ikke mænd, men kæmper, der befriet for religionens og den borgerlige histories tyngende åg krævede plads omkring sig. Såvel rådhuset som kirken blev reduceret til en art historiske miniaturer i det store rum, i hvert fald i sammenligning med fjernsynstårnet, hvis sokkelbyggeri publicisten Klaus Hartung har betegnet som ateismens hænder, der truende griber ud efter den gamle kirke, der i dette arkitektoniske totalensemble tager sig ud som et fremmedlegeme.

      Men tager man DDR-modernismen i nærmere øjesyn, som den fremstår i dag, virker gigantprojekterne ikke så prangende endda. Det takkede byggeri for foden af fjernsynstårnet virker nedslidt og huser bl.a. en billig fitnesskæde, ligeledes er de nederste forretningsetager i karrébyggerierne nu hjemsted for den ene mere besynderlige discountbutik og buffetrestaurant efter den anden. Indkøbscentret i Rathauspassagen ved siden af det røde rådhus er i en klasse for sig, når det gælder anvendelsen af grelle farver og besynderlige reklameslogans. Selve den store plads fremstår som et ikke-sted; et rum, der bruges til alt muligt og ingenting – fra vinterens julemarkeder og skøjtebaner til sommerens øltelte, beachvolleybaner og bizarre reklamearrangementer. ”Hæslighed som hævn fra den stedets ånd, man her har dræbt”, for igen at citere Klaus Hartung. Det er indtrykket af denne plads, som ikke kan beslutte sig for, om den ligger ved kirken, mellem de store boligblokke, foran fjernsynstårnet eller foran rådhuset, eller om den skal være en park, der strækker sig ned mod floden. Ganske sigende for det indtryk har området foran rådhuset ikke engang noget navn.

      Vælger man imidlertid at anskue dette rum som en park, kan man nu omstille sig til ’park-modus’ og slentre mod sydvest, væk fra fjernsynstårnet og ned mod floden. Undervejs kan man være heldig at få øje på to gamle kendinge, Karl Marx og Friedrich Engels. Monumentet for de to socialister blev indviet i 1986 og gav navn til det parklignende anlæg, Marx-Engels-Forum, men blev i efteråret 2010 flyttet ud i periferien af anlægget på grund af arbejdet på den nye undergrundsbane mellem Alexanderplatz og Brandenburger Tor. Her står de to nu, i historiens skammekrog, og er som så mange andre besejrede blevet tvunget til at vende blikket mod vest i stedet for mod øst, som det ellers var tilfældet, da de stadig stod på deres oprindelige plads midt i parken og havde tillid til den opgående sols velsignelser.

      Følger man Marx’ og Engels’ vestvendte blikke krydser man broen på Karl Liebknecht-Straße og befinder sig nu på endnu et gigantisk tomt areal: pladsen, hvor det gamle Palast der Republik stod, indtil de sidste jerndrager i 2008 var afmonteret og fragtet bort med flodpram. Her er i disse år gang i forberedelserne til et nyt über-symbolsk byggeri, hvis jævne fremskridt man kan følge på forskellige platforme, nemlig det såkaldte Humboldt-Forum, der i skrivende stund står til at åbne i 2019. Forummet kommer i det ydre til at ligne det gamle kongeslot, som blev svært ødelagt under Anden Verdenskrig, og hvis ruiner det østberlinske styre sprængte i luften i 1950.

      Slottet blev grundlagt i 1443 som en såkaldt Zwingburg, det vil sige som en borg, der i sig selv udgjorde en del af muren om den befæstede tvillingeby Berlin-Cölln. Over århundrederne blev slottet udvidet og ombygget i én uendelighed, ligesom det naturligvis har været hovedvidne til historiens store begivenheder set fra Berlin, bl.a. da krigsbegejstrede berlinere i tusindtallige skarer samlede sig for at hylde den smådekadente kejser Vilhelm II, da han i anledning af krigsudbruddet mellem Tyskland og Rusland den 1. august 1914 erklærede national borgfred og cementerede den følelse af ubrydelig holdånd, som førte tyskerne ud i ikke bare den forestående Første, men også den senere Anden Verdenskrig. Som et symbol på denne næsten forsvundne prøjsiske militarisme og krigsbegejstring ser man i dag kun fragmenter af fundamentet og kældrene til det gamle byslot, der er blotlagt på en del af dette åbne areal midt på øen i Spree.

      Den indgangsportal til slottet, hvor kejseren holdt sin krigstale stående på en balkon

Скачать книгу